| Jord i anden kommuneFor ejendomme med arealer i flere kommuner, som er blevet vurderet under ét, foretager SKAT en fastsættelse af, hvor stor en del af grundværdien for den pågældende ejendom og eventuelle fradrag for forbedringer, der må henføres til hver af kommunerne, jf. KESL § 22, stk. 1, 1. pkt. Såfremt ejendommen er delvis fritaget for grundskyld til kommunen, skal SKAT efter begæring af enhver af kommunerne fastsætte, hvorledes den ikke fritagne del af grundværdien (med eventuelt fradrag for forbedringer) fordeler sig på kommunerne, jf. KESL § 22, stk. 1, 2. pkt.
De afgørelser, som SKAT træffer efter KESL § 22, stk. 1, kan såvel af den skattepligtige som af de interesserede kommunalbestyrelser indankes for vurderingsankenævnet og for Landsskatteretten, jf. KESL § 22, stk. 2.
Delvis fritagne ejendomme Kommunalbestyrelsen kan efter KESL § 7 og § 8 helt eller delvist fritage særlige ejendomme for grundskyld.
KESL § 7Visse kategorier af ejendomme er fritaget for kommunal grundskyld, jf. KESL § 7, stk. 1, litra a-f. Fritagelsen omfatter (i korte træk):
- De staten tilhørende kongelige slotte og palæer.
- Statens og kommunernes ejendomme i øvrigt, bortset fra sådanne, der af ejeren anvendes erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug eller skovdrift eller til udleje, eller som henligger ubenyttede. Fritagelsen gælder ikke for ejendomme, der tilhører DSB.
- Fremmede staters gesandtskabs- og konsulatejendomme på betingelse af gensidighed og ejendomme, der ejes af fremmede stater og internationale organisationer til brug for disses diplomatiske eller konsulære o. a. repræsentationer under forudsætning af traktatmæssig forpligtelse til fritagelse.
- Fredede ejendomme, hvorpå der er tinglyst en særlig bevaringsdeklaration.
- Forsamlingshuse, der ikke drives erhvervsmæssigt.
Der gælder en række undtagelser fra fritagelsesbestemmelserne, jf. KESL § 7, stk. 2-4, hvortil henvises.
KESL § 8Hvor en ejendom er bevilget delvis fritagelse for grundskyld, jf. KESL § 8, kan kommunalbestyrelsen begære grundværdien og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer fordelt på den fritagne del og den øvrige del af ejendommen.
Det drejer sit primært om følgende ejendomme:
- Skoler, hospitaler, sygehuse, institutioner godkendt i henhold til den sociale lovgivning, offentlige biblioteker og museer.
- Sports- og idrætsanlæg tilhørende gymnastik-, idræts- og skytteforeninger el. lign. Endvidere kan fritages ejendomme, der anvendes til lejr eller feriekoloni for børn og unge.
- Ejendomme, der ejes af almenvelgørende eller på anden måde almennyttige institutioner.
- Gas-, vand- og fjernvarmeværker, når adgang til leverance fra værket står åben for alle inden for det område, hvori værket arbejder, for så vidt værkets indtægter udelukkende kan anvendes til værkets formål.
Såfremt kun en del af en ejendom opfylder betingelserne for fritagelse for grundskyld, kan fritagelse alene meddeles, for så vidt angår den del af grundværdien, der falder på denne del, jf. KESL § 8, stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan begære, at SKAT fordeler grundværdien og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer på den fritagne del og den øvrige del af ejendommen.
Delvis jordrentepligtige ejendommeEr en ejendom delvis jordrentepligtig, foretager SKAT fordeling af grundværdien og eventuelt fradrag i grundværdien for forbedringer på det jordrentepligtige areal og den øvrige del af arealet, jf. VUL § 33, stk. 3. |