Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om, at ind- og udbetalinger for producenter, der er betalingspligtige efter ITL § 2, men alene er registret med et personnummer, således at OPKL kapitel 5 ikke kan finde anvendelse for ind- og udbetalinger efter denne lov, skal ske via et andet af Skatteforvaltningens systemer. Se ITL § 12, stk. 3, 1. pkt.
Ved for sen indbetaling forrentes kravet mod sådanne producenter, jf. ITL § 12, stk. 3, 1. pkt., efter OPKL § 7, stk. 1. Se ITL § 12, stk. 3, 2. pkt.
Bestemmelsen har til formål, at skatteministeren skal kunne fastsætte nærmere bestemmelser om, at ind- og udbetalinger i forhold til personer, der udelukkende er registreret med et personnummer, således at OPKL kapitel 5 ikke kan finde anvendelse for ind- og udbetalinger efter den foreslåede lov, og har indtægter, jf. ITL § 7, for den elektricitet, der er produceret fra energikilder omfattet af ITL § 2, der i kalendermåneden er produceret, solgt og leveret fra produktionsanlægget, fratrukket 180 euro per MWh elektricitet, skal ske til et andet af Skatteforvaltningens systemer. Det er umiddelbart forventningen, at de producenter, der omfattes af loven, alle er registreret med et cvr-nummer, men hvis det skulle vise sig, at en eller flere producenter alene har et personnummer, vil betalingen ikke kunne ske til skattekontoen, og det skal da kunne bestemmes, at betalingen - og eventuelt tilbagebetaling - skal ske via et andet af Skatteforvaltningens systemer, fx SAP38.
De betalingsfrister, der er anført i ITL § 12, stk. 1 og 2, finder anvendelse for producenter, der udelukkende har et personnummer.
OPKL § 6, § 8, stk. 1, nr. 2 og 3, stk. 2 og 4, og § 12, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse for producenter omfattet 1. pkt., idet anvendelsen af OPKL § 8, stk. 2, dog vil skulle vedrøre renter, der påløber efter udløbet af betalingsfristen i ITL § 12, stk. 2, 2. pkt.
OPKL § 6 bestemmer, at der skal betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende betaling efter opkrævningsloven. Hvis det bliver aktuelt at fastsætte regler om, at ind- og udbetalinger vedrørende producenter, der alene har et personnummer, skal ske via et andet af Skatteforvaltningens systemer, vil der også skulle kunne opkræves gebyrer, hvis det bliver nødvendigt at rykke producenten for betaling.
Se nærmere om OPKL § 8, stk. 1, nr. 2 og 3, stk. 2 og 4, og § 12, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., i afsnit E.A.4.8.8.2.5 Fritagelse for renter mv., afsnit A.B.4.6.3 vedrørende fritagelse for gebyrer og renter, og afsnit A.B.4.7 om tilbagebetaling efter OPKL § 12.