Indhold

Dette afsnit handler om fonde og foreningers indberetningspligt af gaver og legatbeløb.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Indberetningen
  • Værdiansættelse til markedsværdi

Regel

Alle, der i en kalendermåned, i sit virke har udbetalt eller godskrevet gave- og legatbeløb som nævnt i LL § 7 O, stk. 1, nr. 1, skal indberette herom til indkomstregisteret, jf. IKR §§ 3 og 4. Se SIL § 24, stk. 1.

SIL § 24, stk. 2, fastsætter, at indberetningspligten omfatter såvel pengeydelser som naturalier.

Indberetningen

Efter SIL § 24, stk. 1, skal alle, der i en kalendermåned, i sit virke har udbetalt eller godskrevet gave- og legatbeløb som nævnt i LL § 7 O, stk. 1, nr. 1, indberette herom til indkomstregisteret, jf. IKR §§ 3 og 4.

Indberetningen vil omfatte gave- og legatbeløb, der ydes én gang for alle af offentlige midler, legater, kulturelle fonds og lignende her i landet eller i udlandet, når gaven eller legatet udelukkende har karakter af en anerkendelse af modtagerens fortjenester.

De omhandlede beløb er omfattet af den lempelige beskatning i LL § 7 O, stk. 1, nr. 1.

Indberetningspligten påhviler alle, der som led i sit virke har udbetalt de nævnte beløb i en kalendermåned.

Indberetningspligten gælder, uanset om den pågældende har erhvervsmæssige aktiviteter eller ej. Nogle af de omhandlede udbetalere af legater m.v. har ikke erhvervsmæssige aktiviteter. Disse omfattes også af indberetningspligten.

Værdiansættelse til markedsværdi

SIL § 24, stk. 2, fastsætter, at indberetningspligten efter stk. 1 omfatter såvel pengeydelser som naturalier, og at naturalieydelser skal værdiansættes til markedsværdien.

Markedsværdien vil skulle fastsættes i overensstemmelse med de skattemæssige principper for værdiansættelse af naturalier. Markedsværdien vil dermed som udgangspunkt være den værdi, som det må antages at koste modtageren at anskaffe godet i almindelig fri handel.