Der er afgiftsfritagelse for varer, der anvendes til at fremstille aromastoffer til fremstilling af levnedsmidler og ikke alkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold, der ikke overstiger 1,2 pct. vol. Se SPRITAL § 15, stk. 1, nr. 5.

Begrebet "aromastoffer" henviser i sin sædvanlige betydning til en ingrediens, som giver en smag eller en duft, der er specifik for et bestemt produkt.

Aromastoffer bruges i ikkealkoholholdige drikkevarer og læskedrikke, levnedsmidler og i alkoholholdige drikkevarer. Andelen af aromastoffer i det endelige produkt er meget lavt.

Fritagelsen gælder fra tidspunktet for produktion/import af aromastofferne.

EU-Domstolen har i en præjudiciel afgørelse i sag C-668/20, Y GmbH, bl.a. taget stilling til begrebet "aromastoffer" i relation til afgiftsfritagelse for varer, der i henhold til artikel 27, stk. 1, litra e, i Rådets direktiv 92/83/EØF, anvendes til at fremstille aromastoffer til fremstilling af levnedsmidler og ikkealkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold, der ikke overstiger 1,2 pct. vol.

EU-Domstolen fastslog i sin dom bl.a., at

"artikel 27, stk. 1, litra e), i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer skal fortolkes således, at vanilleoleoresiner, som henhører under underposition 1302 19 05 i den i bilag I til forordning nr. 2658/87 indeholdte kombinerede nomenklatur, som ændret ved gennemførelsesforordning 2015/1754, skal anses for at være »aromastoffer« i denne bestemmelses forstand, forudsat at de udgør en ingrediens, der giver en smag eller en duft, som er specifik for et bestemt produkt."

EU-Domstolen udtalte desuden bl.a. (præmis 67), at "Det skal imidlertid bemærkes, at eftersom begrebet "aromastoffer" hverken er defineret i direktiv 92/83 eller i KN, skal begrebets betydning og rækkevidde ske efter dets sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug, idet der skal tages hensyn til den kontekst, hvori det anvendes, og de mål, der forfølges med den lovgivning, som det udgør en del af (…)" samt at (præmis 68) "Begrebet "aromastoffer" henviser i sin sædvanlige betydning til en ingrediens, som giver en smag eller en duft, der er specifik for et bestemt produkt. En sådan fortolkning modsiges i øvrigt ikke af den generelle opbygning af eller formålene med direktiv 92/83.".

Bemærk

På baggrund af EU-Domstolens afgørelse i sag C-668/20, Y GmbH, har Skattestyrelsen i SKM2023.177.SKTST ændret tidligere praksis, således at afgiftsfritagelsen ikke er begrænset til aromastoffer, der tariferes i bestemte positioner i EU's kombinerede nomenklatur. I styresignalet beskrives samtidig reglerne for genoptagelse.


I sag C-332/21, Quadrant Amroq Beverages SRL, fandt EU-domstolen bl.a., at fritagelsen i artikel 27, stk. 1, litra e, i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 skal fortolkes således, at

  • såvel ethanol, der anvendes til fremstilling af aromastoffer, som efterfølgende anvendes til fremstilling af ikkealkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold, der ikke overstiger 1,2% vol., som ethanol, der allerede er blevet anvendt til fremstilling af sådanne aromastoffer, er omfattet af afgiftsfritagelsen

  • når ethanol, der er overgået til forbrug i en medlemsstat, hvor det er fritaget for punktafgift, fordi det er blevet anvendt til at fremstille aromastoffer, som er bestemt til fremstilling af ikkealkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold, der ikke overstiger 1,2% vol., efterfølgende markedsføres i en anden medlemsstat, er sidstnævnte medlemsstat forpligtet til at behandle ethanolet på samme måde på sit område, for så vidt som den førstnævnte medlemsstat har anvendt den i bestemmelsen fastsatte fritagelse korrekt, og for så vidt som der ikke er tegn på svig, unddragelse eller misbrug.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
EU-domme

C-668/20
Y GmbH

Artikel 27, stk. 1, litra e, i Rådets direktiv 92/83/EØF skal fortolkes således, at et produkt, som betegnes vanillieoleoresiner, og som tariferes under pos. 1302 19 05 i den kombinerede nomenklatur, skal anses for at være »aromastoffer« i denne bestemmelses forstand, forudsat at de udgør en ingrediens, der giver en smag eller en duft, som er specifik for et bestemt produkt.

I SKM2023.177.SKTST har Skattestyrelsen ændret tidligere praksis således, at afgiftsfritagelsen ikke er begrænset til aromastoffer, der tariferes i konkrete positioner i EU's kombinerede nomenklatur.

C-332/21, Quadrant Amroq Beverages SRL

1) Artikel 27, stk. 1, litra e), i Rådets direktiv 92/83/EØF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer skal fortolkes således, at såvel ethanol, der anvendes til fremstilling af aromastoffer, som efterfølgende anvendes til fremstilling af ikkealkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold, der ikke overstiger 1,2% vol., som ethanol, der allerede er blevet anvendt til fremstilling af sådanne aromastoffer, er omfattet af den i denne bestemmelse fastsatte fritagelse.

2) Artikel 27, stk. 1, litra e), i direktiv 92/83 skal fortolkes således, at når ethanol, der er overgået til forbrug i en medlemsstat, hvor det er fritaget for punktafgift, fordi det er blevet anvendt til at fremstille aromastoffer, som er bestemt til fremstilling af ikkealkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold, der ikke overstiger 1,2% vol., efterfølgende markedsføres i en anden medlemsstat, er sidstnævnte medlemsstat forpligtet til at behandle ethanolet på samme måde på sit område, for så vidt som den førstnævnte medlemsstat har anvendt den i bestemmelsen fastsatte fritagelse korrekt, og for så vidt som der ikke er tegn på svig, unddragelse eller misbrug.

3) Artikel 27, stk. 1, litra e), i direktiv 92/83 skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter indrømmelsen af den i bestemmelsen fastsatte fritagelse til en erhvervsdrivende, der på medlemsstatens område markedsfører varer, som er købt hos en sælger, der er beliggende på en anden medlemsstats område, hvor varerne er blevet fremstillet, er overgået til forbrug og er blevet fritaget for punktafgift i overensstemmelse med denne bestemmelse, gøres betinget af, at denne erhvervsdrivende har egenskab af registreret modtager, og denne sælger har egenskab af godkendt oplagshaver, medmindre det af konkrete, objektive og kontrollerbare forhold fremgår, at disse betingelser er nødvendige for at sikre en korrekt og ukompliceret anvendelse af nævnte fritagelse samt for at hindre svig, unddragelse eller misbrug.