Spørgsmål

Vil en kunde kunne få fradragsret for årets tilskrevne renter på en kreditfacilitet, hvor kontoens maksimum fast opskrives med årets tilskrevne renter?

Svar

Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger overvejer at indføre en ny kontoform, hvor man låner et bestemt beløb, og hvor der bliver tilskrevet renter, men disse renter skal ikke betales løbende og kreditten skal heller ikke aftalemæssigt løbende nedbringes eller på anden måde betales til.

Kunden får udbetalt hele lånesummen ved aftalens indgåelse, og det er således ikke meningen, at kunden skal betale af på gælden eller har mulighed for at "trække" yderligere.

Låneformen er typisk rettet mod ældre mennesker, der ejer en fast ejendom, der kan stilles til sikkerhed for lånet på 1. prioriteten. Lånet skal først tilbagebetales, når den faste ejendom skal sælges, eller hvis kunden afgår ved døden.

Der er tale om en kontoform, hvor kunden reelt får en kreditfacilitet, der ingen likviditetsmæssig indvirkning har på kundens daglige økonomi.

Man kan sammenligne det med et ydelsesfrit lån, hvorpå der løbende tilskrives renter.

Kreditten kommer således aldrig i restance, idet kontoens maksimum automatisk opreguleres med tilskrevne renter.

Kontoformen er ikke udviklet endnu, men emnet "fradragsret for tilskrevne renter", vil være et delelement i rådgivningen af kunderne.

Spørgers opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Efter spørgers opfattelse, kan man sammenligne det med, at man i stedet oprettede en kredit, der var så stor, at tilskrevne renter kunne trækkes på kreditten. Virkningen for kunden ville være den samme - nemlig den, at kunden ikke ville blive berørt likviditetsmæssigt. Kunden kan ikke disponere over kontoen i øvrigt.

Problematikken går således udelukkende på, om man fra kreditaftalens indgåelsestidspunkt laver kreditten så tilpas stor, at beregnede/foruddiskonterede renter kan indeholdes indenfor maksimum (tegning 2 herunder), eller om man kan nøjes med at lave kredittens størrelse til kundens behov, og efterfølgende blot opskriver maksimum løbende (tegning 1 herunder). Kunden kan ikke disponere over kontoen i øvrigt.

Ved at lave den model, som er beskrevet ved tegning 1, kan kunder f.eks. spare på betaling af løbende provision af kredittens maksimum, jo lavere maksimum er.

Spørger har i den forbindelse henvist til Ligningslovens § 5, stk. 1, hvori skrives, at man som udgangspunkt kan fradrage renteudgifterne i det indkomstår, hvor renterne forfalder til betaling eller tilskrives lånet. Det er således normalt ikke en betingelse for rentefradragsretten, at renterne er betalt. Det er spørgers opfattelse, at hvis der er tale om lån i pengeinstitutter, så skal renter blot være tilskrevne.

Spørger har endvidere henvist til ligningslovens § 5, stk. 8, som angiver følgende:
"Renteudgifter m.v., jf. stk. 1, kan først fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter m.v. for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Dette gælder dog ikke, hvis den skattepligtige godtgør, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver. Renteudgifter m.v. anses ved anvendelsen af reglerne i dette stykke for betalt, når de af et pengeinstitut, en bankier eller vekselerer tilskrives den skattepligtiges kassekredit eller lignende løbende mellemværende, uden at kreditten herved overstiger det aftalte maksimum."

I den konkrete sag vil der til den pågældende kontotype skulle stilles sikkerhed i form af ejerpantebrev i fast ejendom, og kunden har derved stillet "...betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver"

Det er på den baggrund spørgers opfattelse, at da renterne er tilskrevet (jf. § 5, stk. 1) samt at der stilles betryggende sikkerhed (jf. § 5, stk. 8), er renterne således også fradragsberettiget i tilskrivningsåret.

Det er således ikke relevant, om renterne kan anses for betalt.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovregler:

Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at renteudgifter er fradragsberettigede.

Ligningslovens § 5, stk. 1. 1. pkt.

Renteudgifter vedr. gæld fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling, jf. dog stk. 2, 5, 6, 7 og 8.

Praksis:

TfS 1998, 656 LR omhandlede bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt nogle renter var forfaldne til betaling. Der blev i 1996 udstedt et gældsbrev, og det fremgik af lånevilkårene, at gældsbrevet blev forrentet med diskontoen + 5,75 %. Renterne blev tilskrevet hovedstolen kvartalsvis, og restgælden blev opskrevet hvert år pr. 31. december med årets beregnede renter. Gældsbrevet var helt afdragsfrit indtil 1. juni 2002, hvorefter gælden inkl. akkumulerede renter skulle afdrages over 3 år.

Ligningsrådet fandt, at renternes forfaldstidspunkt blev udskudt indtil hovedstolen inkl. akkumulerede renter skulle tilbagebetales, og der var således ikke fradragsret for renterne indtil dette tidspunkt.

I TfS 2000.492 Ø, som ligeledes angik spørgsmålet om, hvorvidt renter kunne anses for at være forfaldne, fremgik det af en investeringslåneaftale indgået i 1992, at renterne skulle anses for forudforfaldne. Det fremgik endvidere, at der hver 6. måned skulle tilskrives renter for den følgende 6-månedersperiode, samt at der i låneperioden skulle foretages beregning og tilskrivning af renters rente. Lånebeløbet med tilskrevne renter kunne først kræves tilbagebetalt den 30. juni 1995. Landsretten fandt, at renterne efter parternes aftale og i overensstemmelse med almindelig sprogbrug først kunne anses for forfaldne på dette tidspunkt, jf. ligningslovens § 5, stk. 1. Dommen er stadfæstet af Højesteret, se SKM 2001.660 H.

Begrundelse:

Det ønskes besvaret, hvorvidt en kunde vil kunne få fradragsret for årets tilskrevne renter på en kreditfacilitet, hvor kontoens maksimum fast opskrives med årets tilskrevne renter.

Det følger af ligningslovens § 5, stk. 1, at renteudgifter vedr. gæld fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling.

Det fremgår endvidere af ligningsvejledningen 2009-2, afsnit A.E.1.1.2, at renten skal være forfalden. Forfaldne renter kan som udgangspunkt fratrækkes, hvad enten de faktisk betales eller blot debiteres (tilskrives) den pågældende konto.

Det er således en forudsætning for fradragsretten, at et rentebeløb må anses for at være forfaldent, og såfremt der på forhånd er givet henstand med rentebetalingen, må forfaldstidspunktet, og dermed fradragsretten, anses for udskudt.

Det er SKATs opfattelse, at der er tale om et låneforhold. Der er herved lagt vægt på, at kunden får udbetalt hele lånesummen ved aftalens indgåelse, og det er ikke meningen, at kunden kan indbetale til eller trække på "kontoen" løbende.

I denne sag er det allerede fra lånets optagelse aftalt, at lånebeløbet - og dermed også de tilskrevne renter - først skal betales, når hele lånet forfalder til betaling.

Det er på den baggrund SKATs opfattelse, at man allerede ved indgåelse af en låneaftale på de skitserede vilkår, har fået henstand med betaling af renterne indtil det tidspunkt, hvor hele lånet forfalder til betaling. Renterne kan således først anses for forfaldne på dette tidspunkt, jf. principperne i TfS 1998, 656 LR og SKM 2001.660 H.

Det er derfor SKATs opfattelse, at der ikke er fradragsret for renteudgifterne i de år, hvor de bliver tilskrevet gælden, idet renterne ikke kan anses for forfaldne, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.

SKAT skal på den baggrund indstille til Skatterådet, at spørgsmålet besvares med et nej, idet en kunde ikke ville kunne få fradragsret for årets tilskrevne renter.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.