Spørgsmål
1. Kan sundhedsplejerskerne få dispensation fra at blive multimediebeskattet for at tage deres bærbare PC'er med hjem (i eget hjem)?
2. Vil arbejdsgiverens kontrol af, at arbejdsmobilen kun er anvendt til arbejdsmæssigt brug, kunne gennemføres én gang årligt ved en stikprøvekontrol, hvor hver 5. medarbejder kontrolleres?
3.Hvis der svares nej til spørgsmål 2, vil arbejdsgiverens kontrol af, at arbejdsmobilen kun er anvendt til arbejdsmæssigt brug, kunne gennemføres én gang i kvartalet ved en stikprøvekontrol, hvor hver 5. medarbejder kontrolleres?
4. Hvis der svares nej til spørgsmål 3, vil arbejdsgiverens kontrol af, at arbejdsmobilen kun er anvendt til arbejdsmæssigt brug, skulle omfatte en gennemgang af alle mobilabonnementer og ikke blot en stikprøvekontrol?
5. Hvis der svares ja til spørgsmål 4, hvor ofte skal denne gennemgribende kontrol foretages?
6. Vil arbejdsgiverens kontrol af at arbejdsmobiler og bærbare PC'er ikke tages med hjem kunne gennemføres én gang om måneden ved stikprøvekontrol, hvor hver 5. medarbejder kontrolleres
7. Hvis der svares nej til spørgsmål 6, vil arbejdsgiverens kontrol af at arbejdsmobiler og bærbare PC'er ikke tages med hjem skulle gennemføres én gang om ugen?
8. Hvis der svares ja til spørgsmål 8, vil arbejdsgivers kontrol af at arbejdsmobiler og bærbare PC'er ikke tages med hjem kunne gennemføres én gang om ugen ved stikprøvekontrol, hvor hver 5. medarbejder kontrolleres?
9. Hvis der svares nej til spørgsmål 8, skal arbejdsgivers kontrol af at arbejdsmobiler og bærbare PC'er ikke tages med hjem gennemføres dagligt?
10. Hvis der svares ja til spørgsmål 9, vil arbejdsgivers kontrol kunne gennemføres dagligt ved stikprøvekontrol, hvor hver 5. medarbejder kontrolleres?
Svar
1. Nej
2. Se sagsfremstilling og begrundelse
3. Se sagsfremstilling og begrundelse
4. Se sagsfremstilling og begrundelse
5. Se sagsfremstilling og begrundelse
6. Se sagsfremstilling og begrundelse
7. Se sagsfremstilling og begrundelse
8. Se sagsfremstilling og begrundelse
9. Se sagsfremstilling og begrundelse
10. Se sagsfremstilling og begrundelse
Beskrivelse af de faktiske forhold
Sundhedsplejerskerne er udstyret med en bærbar pc. Den medbringes til borgernes private hjem i forbindelse med hjemmebesøgene.
På den bærbare pc ligger journaler om børnene, deres udvikling og familien mv.
Sundhedsplejersken er kun inde på det centrale kontor 1-2 gange om ugen for at up- og downloade journalerne.
Sundhedsplejerskerne er ansat under Kommunernes Landsforening og Dansk Sygeplejeråds overenskomst. Af denne overenskomst fremgår, at syge- og sundhedsplejersker er selvtilrettelæggende.
Det betyder, at sundhedsplejersken selv tilrettelægger sin arbejdsdag/-tid og kan køre ud fra eget privat hjem til borgernes hjem. Sundhedsplejersken kan også afslutte en arbejdsdag hos en privat borger. Der udarbejdes således ikke mødeplaner for pågældende.
Det er ikke muligt at planlægge sundhedsplejerskernes arbejdsdag således, at der mødes ind på et kontor for at kunne hente den bærbare pc, og derfor er det heller ikke muligt for dem, at aflevere deres bærbare pc ved arbejdsdagens ophør på et kontor. Dette ville være i strid med princippet om selvtilrettelæggelse af arbejdstiden i henhold til overenskomsten. Hvis sundhedsplejerskerne skal møde ind på et kontor for at afhente deres bærbare pc, vil det medføre ekstra udgifter for spørger med hensyn til kørselsgodtgørelse, da sundhedsplejerskerne kører i egen bil, og spørger ville kunne risikere en fagretslig sag, når sundhedsplejerskerne fratages deres mulighed for selvtilrettelæggelse af arbejdstiden.
Der vil ej heller kunne foretages besøg i borgernes hjem i samme omfang, da transport til og fra et kontor for at afhente eller aflevere den bærbare pc vil gå fra den daglige arbejdstid og derfor forringe servicen over for borgerne.
Alternativet er papirjournaler, som i gamle dage, med stort ressourcespild til følge og øgede udgifter til papir, printere og kopimaskiner. Journalsystemet er i dag elektronisk, så det vil kræve, at sundhedsplejersken skal skrive papirjournaler ind i det elektroniske system og dette vil også medføre at kerneydelsen, nemlig hjemmebesøg, vil blive stærkt forringet til skade for borgerne.
Opsummering:
- Den bærbare pc er et nødvendigt arbejdsredskab, alternativet er papirjournaler
- Sundhedsplejersker er selvtilrettelæggende i henhold til overenskomst
- Det vil medføre ekstra udgifter til transportgodtgørelse for spørger
- Der vil gå meget tid fra servicen til borgene
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Spørger mener, at der skal svares ja til spørgsmål 1, 2 samt 6.
SKATs indstilling og begrundelse
Lovgrundlag
I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår såkaldte personalegoder, dvs. de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.
Ligningslovens § 16 omtaler vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder. Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport og lign., i modsætning til forbrug i erhvervssfæren.
Når et personalegode stilles til rådighed for en ansat, er det skattepligtigt uanset i hvilket omfang, den ansatte benytter godet. Det er altså selve rådigheden over godet, der beskattes.
Ved lovforslag nr. 199 af 22. april 2009, der senere blev vedtaget ved lov nr. 519 af 12. juni 2009, blev der indført et nyt stk. 12 i ligningslovens § 16, den såkaldte multimediebeskatning, der har virkning fra og med indkomståret 2010.
Det betyder, at den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere mv., som nævnt i stk. 1, for den skattepligtiges benyttelse, udgør et grundbeløb på 3.000 kr. (2010-niveau). Ved multimedier forstås computer med sædvanligt tilbehør, telefon, herunder oprettelses-, abonnements-, og forbrugsudgifter samt selve telefonapparatet, og adgang til datakommunikation via en internetforbindelse, herunder engangsudgiften til etablering af internetforbindelsen. Den skattepligtige værdi nedsættes ikke med den skattepligtiges eventuelle betaling i indkomståret for råderetten eller brugen. Har samtlige goder, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, kun været stillet til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori ingen af goderne har været til rådighed. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.
Begrundelse
Spørgsmål 1: Kan sundhedsplejerskerne få dispensation fra at blive multimediebeskattet for at tage deres bærbare pc'er med hjem( i eget hjem)?
Når der er tale om en PC, er det meget vanskeligt at bevise, at der ikke er rådighed over den til privat anvendelse, jf. LFB 2009-04-22 nr. 199 (L 199):
"I praksis vil rådighedsbegrebet betyde, at hvis en arbejdstager én gang tager et af de pågældende goder med hjem, er godet bragt ind i den private sfære, og der er en formodning for, at der er privat rådighed over personalegodet. Denne formodning kan kun vanskeligt afkræftes og kun ved meget sikre beviser for, at telefonen eller computeren kun er brugt erhvervsmæssigt".
Det fremgår endvidere af L 199:
"Formodningen for privat rådighed over en telefon vil kunne afkræftes, selvom den tages med hjem på bopælen i de tilfælde, hvor brugen af telefonen er nødvendig for at kunne udføre arbejdet (tilkaldevagt), og der er indgået en tro og love erklæring mellem arbejdsgiver og arbejdstager om, at telefonen udelukkende må anvendes erhvervsmæssigt, og telefonen rent faktisk udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Det er en forudsætning, at arbejdsgiverne fører kontrol med, at telefonen kun anvendes erhvervsmæssigt. Den hidtidige praksis, hvorefter enkeltstående opkald til hjemmet ikke udløser beskatning, videreføres ikke.
Det vil sige, at hvis arbejdstageren foretager private opkald fra telefonen, vil vedkommende blive anset for at have telefon til rådighed for privat brug. Denne mulighed for at afkræfte formodningen for privat rådighed over en telefon gælder ikke tilsvarende for en computer, der tages med hjem på bopælen eller internetadgang fra bopælen (SKATs fremhævning). Baggrunden er blandt andet, at for en telefon er det muligt at få specificerede lister på telefonopkald, der kan dokumentere, at telefonen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt - dette er ikke muligt på samme måde for så vidt angår computer eller internetadgang."
Det fremgår ikke af hverken Ligningslovens § 16, stk. 12 eller L199, at der er mulighed for at give bestemte grupper af arbejdstagere dispensation for multimedieskatten.
Da sundhedsplejerskerne således får et multimedie, en bærbar PC, stillet til rådighed af deres arbejdsgiver og tager det med sig hjem, skal de beskattes efter Ligningslovens § 16, stk. 12.
SKATs indstilling:
SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med nej.
Spørgsmål 2-10:
Spørgsmål 2-10 vedrører alle omfanget af arbejdsgiverens kontrol.
Vedrørende PC:
For så vidt angår den mulighed for at afkræfte den private rådighed over en vagttelefon, som er nævnt ovenfor under spørgsmål 1, så fremgår det endvidere af L 199, som også er citeret ovenfor: "Denne mulighed for at afkræfte formodningen for privat rådighed over en telefon gælder ikke tilsvarende for en computer, der tages med hjem på bopælen eller internetadgang fra bopælen"
Det er derfor ikke relevant at vurdere, hvilket omfang arbejdsgiverens kontrol med PC'en skulle antage, da man ikke således kan afkræfte den private rådighed over en PC, der er nødvendig for at udføre arbejdet, ved, at arbejdstageren underskriver en tro og loveerklæring om, at PC'en udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, og arbejdsgiveren fører kontrol med, at den rent faktisk kun benyttes erhvervsmæssigt.
Vedrørende telefon:
SKAT skal bemærke, at en evt. kontrol skal tilsikre, at arbejdstageren ikke benytter multimediet privat.
Der henvises til den til enhver tid gældende vejledning udarbejdet af SKAT, hvori der orienteres om omfanget af arbejdsgiverens kontrol og gives eksempler på, hvordan denne kan gennemføres.
Vejledningen findes på www.skat.dk
SKATs indstilling:
SKAT indstiller, at spørgsmål 2-10 besvares med se sagsfremstilling og begrundelse.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltrådte SKATs begrundelse.