Parter
H1 som mandatar for A
(advokat Michael Amstrup)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen)
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 17. afdeling den 17. december 2001.
Afsagt af højesteretsdommerne
Hermann, Marie-Louise Andreasen, Peter Blok, Poul Søgaard og Jytte Scharling.
Appellanten, H1 som mandatar for A, har gentaget sin påstand.
Indstævnte,Skatteministeriet, har nedlagt påstand om stadfæstelse.
Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
Højesterets bemærkninger
Tre dommere - Hermann, Peter Blok og Poul Søgaard - udtaler:
Vi er enige med landsretten i, at et klaver, der er anbragt i et privat hjem, med hensyn til spørgsmålet om afskrivningsret må sidestilles med et flygel.
As klaver var placeret i stuen og ikke i et særskilt indrettet rum, og vi finder ligesom landsretten, at formodningen for en vis - ikke helt bagatelagtig - privat anvendelse af klaveret ikke kan anses for afkræftet alene ved As og hans tidligere hustrus forklaringer.
Vi stemmer derfor for at stadfæste landsrettens dom.
Dommerne Marie-Louise Andreasen og Jytte Scharling udtaler:
A var i indkomståret 1997 udelukkende beskæftiget som professionel musiker, dels som pianist, dels som musiklærer. Uanset at klaveret ikke var anbragt i et særskilt rum, finder vi efter de foreliggende oplysninger, at As eventuelle private anvendelse af klaveret må antages at have haft en helt bagatelagtig karakter. Vi finder derfor, at A har været berettiget til at afskrive fuldt ud på klaveret efter bestemmelserne i afsnit I i den dagældende afskrivningslov, og vi stemmer for at tage hans påstand til følge.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, H1 som mandatar for A, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 20.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.