åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.A.3.1.2 Resolutive og suspensive betingelser" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Hvis retten til en indtægt er betinget, er beskatningstidspunktet afhængigt af betingelsens indhold og betydning i det konkrete aftaleforhold. 

Hvis betingelsen nærmest har karakter af en formsag, f.eks. tinglysning af et skøde i forbindelse med en ejendomshandel, og der i realiteten ikke er tvivl om, at betingelsen vil blive opfyldt, indtræder beskatning allerede på aftaletidspunktet. Betingelser, der ikke udskyder beskatningstidspunktet, betegnes som resolutive.

AfgørelserTfS 1999, 114 LSR: Et tilskud var ydet i 1995 af en leverandør i forbindelse med etablering af en varekredit til indehaverne af en nyerhvervet købmandsforretning. Tilskuddet blev anset for skattepligtigt for modtageren på tildelingstidspunktet, selvom retten til tilskuddet ville bortfalde, hvis samhandlen ophørte inden 1. december 1998. Landsskatteretten anførte i forbindelse med afgørelsen, at det ved betingede aftaler var udgangspunktet, at betingelserne ansås for resolutive således, at aftalen skatteretligt blev tillagt virkning fra aftalens indgåelse. Landsskatteretten fandt ikke, at de i aftalen anførte betingelser udskød beskatningstidspunktet.

SKM2006.696.VLR: Sagen vedrørte den skattemæssige behandling af et markedsføringstilskud ydet af en købmandskæde til en nystartet købmand. Købmandens erhvervelse af tilskuddet var betinget af 5 års samhandel, og tilskudsbeløbet var i denne periode deponeret. Købmandskæden stillede imidlertid samtidig en varekredit af samme størrelse som tilskuddet til rådighed for købmanden. Betingelsen om de 5 års samhandel blev i det konkrete tilfælde ikke opfyldt, men landsretten gav Skatteministeriet medhold i, at tilskuddet og kreditten måtte ses i sammenhæng, og at resultatet af den samlede aftale mellem parterne var, at tilskuddet reelt blev stillet til rådighed ved samarbejdsforholdets begyndelse, hvorfor købmanden med rette var beskattet af tilskuddet på dette tidspunkt.

Se desuden TfS 1995, 904 LSR, hvor en fisker havde modtaget meddelelse om udbetaling af tilskud til ophugning af et fiskerfartøj under nærmere angivne betingelser. Landsskatteretten anførte, at det ved betingede retserhvervelser måtte afgøres ud fra en konkret vurdering, om opfyldelsen af betingelsen var forbundet med en sådan usikkerhed, at beskatningstidspunktet blev udskudt til det tidspunkt, da betingelsen var opfyldt. I det konkrete tilfælde, hvor opfyldelsen alene havde beroet på klagerens egne forhold og i øvrigt ikke kunne anses for usikker, fandt Landsskatteretten, at retserhvervelsestidspunktet måtte fastlægges til det tidspunkt, hvor fiskeren havde modtaget meddelelse om tildeling af tilskuddet.

I TfS 1998, 712 LSR fandt Landsskatteretten, at ejendomsretten til nogle skibsanparter var overgået til selskabet på aftaletidspunktet, hvor aftalen var endelig og bindende for parterne. Betingelser i vedtægterne og købsaftalerne om komplementarens efterfølgende godkendelse af overdragelsen for at frigøre sælgeren for hæftelsen fandtes ikke at have suspensiv virkning.

SKM2006.689.SR: Betingelser i en købsaftale vedrørende fast ejendom, hvorefter salget var betinget af, at arealet blev godkendt til byzoneformål og offentlige formål og at fortjenesten ved salget af arealet var omfattet af betingelserne om skattefritagelse i EBL § 11, udskød efter skatterådets opfattelse ikke aftaletidspunktet. Der var herved henset til, at der på aftaletidspunktet ikke forelå reel usikkerhed om, hvorvidt aftalen ville blive opfyldt.

SKM2008.42.SR: Et aktiesalg betinget af en godkendelse fra en konkurrencemyndighed fandtes skattemæssigt at være gennemført på tidspunktet for aftalens indgåelse, idet der alene ansås at foreligge en ubetydelig usikkerhed om aftalens gennemførelse. Det fandtes ikke at ændre herved, at afregningen for aktierne eventuelt først ville finde sted på et senere tidspunkt.

Hvis betingelsen er af en sådan karakter, at der hersker reel usikkerhed om, hvorvidt aftalen bliver gennemført, f.eks. ved køb af en ejendom, hvor købet er betinget af salg af en anden ejendom til en bestemt pris inden 1 måned, indtræder beskatning først, når betingelsen er opfyldt. Sådanne betingelser, der udskyder beskatningstidspunktet, betegnes som suspensive.

AfgørelserSe til eksempel TfS 1992, 129, hvor Ligningsrådet fandt, at betingelserne knyttet til nogle tegningsrettigheder, der var tildelt en række medarbejdere, havde en sådan suspensiv karakter, at der ikke forelå nogen endelig retserhvervelse forud for det tidspunkt, hvor det kunne konstateres, om medarbejderen opfyldte betingelserne for at udnytte tegningsrettighederne.

Tilsvarende TfS 1993, 332 LSR, hvor Landsskatteretten i overensstemmelse med Ligningsrådets besvarelse fandt, at betingelserne for tildeling af warrants til medarbejderne var af en sådan suspensiv karakter, at retserhvervelsen var udskudt, til betingelserne var opfyldt.

TfS 1996, 35 LSR: En fodboldspiller modtog en bonus for kampe spillet med henblik på deltagelse i slutrunden til europamesterskaberne i 1992. Det var en afgørende betingelse for udbetaling af bonus, at Danmark kvalificerede sig til slutrunden. Da Danmark kvalificerede sig til slutrunden i 1992, ansås beløbet først for optjent i 1992, uanset om kampene var spillet i 1991.

SKM2001.204.LSR: En ejer af en servicestation indgik en aftale med et olieselskab om ombygning af servicestationen. Det blev i den forbindelse aftalt, at ejeren skulle modtage et lån/tilskud til modernisering. Beløbet, der i øvrigt var rentefrit, skulle tilbagebetales over en 10-års-periode med lige store beløb pr. år. Olieselskabet eftergav løbende de årlige afdrag, hvis ejeren stadig aftog hele sit forbrug af motorbrændstoffer hos olieselskabet. Hvis ejeren derimod opsagde sin kontrakt med olieselskabet, gik konkurs eller døde, forfaldt restgælden til betaling. Landsskatteretten lagde til grund, at låneaftalen indebar sådanne retlige forpligtelser for ejeren, at der ikke var grundlag for ved opgørelsen af ejerens indkomst at behandle lånet anderledes end andre lån. De eftergivne beløb var derfor først skattepligtige for ejeren, når de blev eftergivet. (Retsformanden, der dissentierede, mente derimod at betingelserne var resolutive).

SKM2007.502.SR: Skatterådet bekræftede, at der først skulle ske indeholdelse af A-skat og AM-bidrag på udbetalingstidspunktet eller senest 6 måneder efter, at medarbejderne havde erhvervet endelig ret til udbetalinger fra en bonusordning. Bonusudbetalingen bestod af et fast månedligt investeringsbeløb, en løbende tilskrivning af overskudsandel og en andel af værdien af projektet ved dets afslutning. Der ville ikke ske udbetaling af bonus, hvis det pågældende ventureprojekt ikke blev gennemført som planlagt. Ved en medarbejders fratræden var det op til ledelsen at vurdere, om medarbejderen var berettiget til bonus. Da udbetaling fra bonusordningen ikke kunne finde sted, hvis projektet afsluttedes inden målopfyldelse, eller hvis medarbejderen døde inden dette tidspunkt, ansås retserhvervelsen udskudt, indtil det endelige bonusbeløb kunne opgøres.

SKM2008.96.SR: Skatterådet fandt, at det skattemæssige tidspunkt for indgåelse af en salgsaftale om overdragelse af en ejendom med en privat 3.mand, der var betinget af lokalplansvedtagelse, var udskudt indtil det tidspunkt, hvor betingelsen var opfyldt.

Se også SKM2007.552.BR om driftstabserstatning. Afgørelsen er omtalt under afsnit E.A.3.1.1.