Dato for udgivelse
11 feb 2016 12:51
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 jan 2016 09:09
SKM-nummer
SKM2016.80.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
15-2543527
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Afgift
Overemner-emner
Miljøafgifter
Emneord
Emballageafgiftsloven
Resumé

Skatterådet bekræfter, at der skal betales afgift efter emballageafgiftsloven af en gavepose, som kan lukkes med klister og med snor, hvor snoren frembringer en hank.

Hjemmel

Emballageafgiftsloven

Reference(r)

Emballageafgiftsloven § 2 a

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-1, afsnit E.A.7.1.6.

Spørgsmål

  1. Skal der betales afgift efter emballageafgiftsloven af en gavepose, som kan lukkes med klister og snor i toppen, og snoren frembringer en hank?

Svar

  1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger ønsker at få klarlagt, hvorvidt en gavepose er omfattet af afgiftspligten for poser efter emballageafgiftsloven.

Gaveposen tager udgangspunkt i en brun prøvepose, som spørger har produceret og solgt på det danske marked i mange år. Der er tale om en modificering af prøveposen med eftermontering af en snor/silkebånd eller lignende.

Snor/silkebånd er ikke monteret på gaveposen ved levering, hvormed der ikke er tale om et nyt produkt eller ændret produkt, men en handling/montering, som kunden selv kan foretage.

Gaveposen er ikke designet som en bærepose, men som en gavepose. Tilsvarende findes der lignende produkter på markedet fx en skoæske med eftermonteret snørebåndshank og gaveposer med mulighed for eftermontrering af bånd, der kan bruges til at bære i.

Spørger har fremsendt brun prøvepose, gavepose uden huller til snor/bånd og en gavepose med snor. Gaveposen med huller er fremsendt både med snor og uden snor.

Den fremsendte gavepose har udvendige mål på ca. 33 cm x 34 cm. Posen har bundfals med en bredde på ca. 13 cm. I toppen af posen er monteret klister - beskyttet med tape, som posen kan lukkes med. Efter lukning føres enderne på snoren igennem hullerne. Snoren har "modhager", således at snoren efter monteringen kan anvendes som hank.

Den fremsendte gavepose uden huller til snor/bånd kan lukkes i toppen med klister, og der er ikke huller i posen til montering af hank eller andre tiltag til hank. Posen har andre mål end gaveposen med snor. Den fremsendte prøvepose er ikke påført klister, men lukkes ved ombuk og efterfølgende brug af snor eller lignende gennem posens huller. Prøveposen har også andre mål.

Spørgers opfattelse og begrundelse

SKAT har i en udtalelse vejledende udtalt, at posen med snor/bånd er omfattet af afgiftspligten efter emballageafgiftslovens § 2 a.

Med udgangspunkt i at det omtalte produkt har eksisteret i grundform i mange år, mener spørger ikke, at der er tale om et nyt produkt, men tillempelse af et allerede eksisterende produkt, hvilket skal lægges til grund ved vurdering af afgiftspligten.

Produktet er identisk med den brune prøvepose, som spørger har produceret og solgt på det danske marked i mange 40 år, og det er tale om en mulig modificering af produkter med eftermontering af snor/silkebånd eller lignende.

Det skal præciseres, at snor/silkebånd ikke er monteret på produktet ved levering, hvormed der ikke er tale om nyt eller ændret produkt, men en handling som foretages af kunden ud fra egen betragtning. Spørger kan vælge at levere posen uden dette tillæg, hvormed produktet ikke vil være omfattet af emballagelovgivningen § 2 a. Dermed er spørger ikke ansvarlig for, hvorvidt at kunden vælger at lade snor/silkebånd indgå i den færdige løsning til slutkunden i forbindelse med salg af et produkt.

Snor/silkebånd er et produkt om ikke er omfattet af emballagelovgivningens § 2 a, og kan teoretisk set købes separat fra anden leverandør, hvormed spørger ikke kan gøres ansvarlig i forhold til den vejledende udtalelse om emballageafgift.

Endvidere er prøveposen og gaveposen uden snor ikke omfattet af afgiftspligten, da poserne ikke er monteret med hank og heller ikke har tiltag til hank.

SKATs indstilling og begrundelse

Skal der betales afgift efter emballageafgiftsloven af en gavepose, som kan lukkes med klister og med snor, hvor snoren frembringer en hank?

Lovgrundlag

Emballageafgiftslovens § 2 a

"Der svares tillige afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 l. "

Forarbejder

Bemærkninger (lovforslag nr. 299 af 19. maj 1993)

"(...).

Såvel ud fra et miljøsynspunkt som et konkurrenceforvridende synspunkt bør poser såvel af papir som plast m.v. afgiftsbelægges.

Lovforslaget tager sigte på at afgiftspålægge de typer poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende.

For at afgrænse afgiftspligtige poser i forhold til f.eks. de traditionelle affaldsposer, fryseposer og de brune papirsposer foreslås det kun at afgiftsbelægge poser med hank (eller forberedt til hank) eller lignende.

Det foreslås endvidere, at der fastsættes et mindstemål, således at små poser, der mere kan betragtes som emballage, ikke afgiftspålægges.

En pose, der opfylder disse kriterier er også afgiftspligtig, selv om den bruges som en almindelig emballage, pose og lign., f.eks. til frugt eller grønt hos detailhandleren. Derimod vil poser, der indeholder f.eks. mel, sukker, hunde- og kattemad, toiletpapir og køkkenruller, og som normalt er lukkede, ikke være omfattet af afgiftspligten, selv om de er forsynet med hank.

(...)"

Praksis

I SKM2014.629.SR fandt Skatterådet, at der ikke skal betales afgift efter emballageafgiftsloven af en forseglingspose med hank, som anvendes i lufthavne som følge af sikkerhedskrav. Dette er begrundet i, at disse forseglingsplastposer skal anvendes i lufthavne som følge af sikkerhedskrav. Skatterådet forudsætter, at poserne efter brug ikke kan genbruges. Herudover tager bestemmelsen i emballageafgiftslovens § 2 a sigte på at afgiftsbelægge de typer poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. Skatterådet finder ikke, at forseglingsplastposen med rimelighed kan erstattes af stofposer mv.

Skatterådet fandt også, at der ikke skal betales afgift efter emballageafgiftsloven af en forseglingspose med hank, som anvendes til forsendelsesemballage ved webordrehandel. Dette er begrundet i, at forseglingsplastposen af hensyn til afsender og modtager skal kunne lukkes i forbindelse med fremsendelse af varer, og det skal være synligt, hvis posen har været åbnet under forsendelsen. Skatterådet forudsætter, at poserne efter brug ikke kan genbruges. Herudover tager bestemmelsen i emballageafgiftslovens § 2 a sigte på at afgiftsbelægge de typer poser, der med rimelighed kan erstattes af stofposer, bærenet, tasker og lignende. Skatterådet finder ikke, at forseglingsplastposen anvendt ved webordrehandel med rimelighed kan erstattes af stofposer mv.

I SKM2004.485.LSR vurderede Landsskatteretten afgiftspligten af en plastpose med en snørelukkeordning. Posen blev solgt både som affaldspose og pose til brug ved salg af tøj. Her fandt Landsskatteretten, at der hverken på grundlag af lovens ordlyd eller forarbejderne er grundlag for at lægge vægt på den påtænkte eller faktiske konkrete anvendelse af en given pose. Landsskatteretten fandt, at posen var afgiftspligtig, da posen var konstrueret således, at posen havde en funktion, der med rimelighed kunne erstattes af stofpose mv.

Begrundelse

Afgiftspligten efter emballageafgiftsloven skal vurderes for den fremsendte gavepose forberedt til hank.

Spørger har fremsendt eksemplarer af gaveposen til brug for SKATs udarbejdelse af indstilling i sagen. Det kan lægges til grund, at den pågældende gavepose er fremstillet af kraftigt papir, med forberedelse til montering af hank (huller igennem posen). I toppen af gaveposen er monteret klister - beskyttet med tape, som posen kan lukkes med. Gaveposen har et rumindhold på mere end 5 liter. Spørger har også fremsendt en snor. Snoren har særlige tiltag/modhager, som gør at snoren kan anvendes som hank.

Det er SKATs vurdering, at gaveposen forberedt til hank er afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2 a, hvorefter der skal betales afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 liter.

Spørger har anført, at snoren/silkebåndet ikke er monteret på produktet ved levering, men foretages af kunden. Spørger er dermed ikke ansvarlig for, at kunden monterer hanken på gaveposen.  Gaveposen er således sammenlignelig med den brune prøvepose og gavepose uden forberedelse til hank, som ikke er afgiftspligtige, da de ikke er monteret med hank og heller ikke har tiltag til hank.

Det er SKATs opfattelse, at det forhold, at hanken kun er forberedt af spørger, og først endeligt monteres hos slutbrugeren ikke medfører, at posen kan anses for at være uden hank i forhold til emballageafgiftsloven. Det fremgår således af lovens forarbejder, at

"For at afgrænse afgiftspligtige poser i forhold til f.eks. de traditionelle affaldsposer, fryseposer og de brune papirsposer foreslås det kun at afgiftsbelægge poser med hank (eller forberedt til hank) eller lignende."

Det fremgår, at der i toppen af gaveposen er monteret klister - beskyttet med tape, som posen kan lukkes med.

I SKM2014.629.SR fandt Skatterådet, at der ikke skulle betales afgift efter emballageloven af en forseglingspose med hank, som anvendes i lufthavne som følge af sikkerhedskrav og af en forseglingspose med hank som anvendes til forsendelsesemballage ved webordrehandel.

Fritagelserne for begge poser i SKM2014.629.SR er konkret begrundet i poserne anvendelse (sikkerhedskrav i lufthaven, og det skal være synligt om posen har været åbnet under forsendelse), samt at poserne efter brug ikke kan genbruges. For begge poser fandt Skatterådet, at poserne ikke med rimelighed kan erstattes af stofposer mv.

I den nærværende sag, er der ikke forhold ved gaveposens anvendelse, der gør det påkrævet, at gaveposen kan forsegles/klistres sammen. Det er endvidere SKATs opfattelse, at posen med rimelighed kan anvendes som en traditionel pose, dvs. til at bære ting i. Posen kan derfor med rimelighed erstattes af stofposer mv.

At gaveposen sælges og markedsføres som en gavepose, kan efter SKATs vurdering ikke tillægges betydning, da lovens forarbejder ikke tillægger en poses anvendelse betydning. Der henvises til SKM2004.485.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at der hverken på grundlag af lovens ordlyd eller forarbejder var grundlag for at lægge vægt på den påtænkte eller faktiske konkrete anvendelse af en given pose.

Det er derfor SKATs samlede vurdering, at gaveposen med forberedelse til hank er afgiftspligtig efter emballageafgiftslovens § 2a, hvorefter der skal betales afgift af poser fremstillet af papir eller plast mv. med et rumindhold op til hank eller lignende på mindst 5 liter.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.