| Lovgivningens øvrige bestemmelser om klageadgang skal være udnyttet, inden
klagen indgives til Landsskatteretten. Om Landsskatterettens påkendelseskompetence
og kompetence til at genoptage egne afgørelser, se afsnit A.2.4. Om
sagsbehandlingen ved Landsskatteretten henvises til til bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 563 af 2. juli 1999 af forretningsorden for Landsskatteretten.
Klagefrist
En klage til Landsskatteretten skal være modtaget i Landsskatteretten senest
tre måneder fra modtagelsen af den afgørelse, der klages over, jf. SSL
§ 25, stk. 1.
Som udgangspunkt har myndighederne bevisbyrden for, hvornår afgørelsen
må antages at være afsendt. Imidlertid kan det komme klageren til skade,
hvis han ikke sikrer sig bevis for modtagelsestidspunktet, hvis afgørelsen
er modtaget senere end det ville være tilfældet med sædvanlig postmæssig
ekspedition, jf. TfS 2000, 503 HD.
I TfS 2000, 424 ØLD havde myndighederne ikke godtgjort med den sikkerhed det
må kræves, at afgørelserne var afleveret til postvæsenet. Klagen
afvises som udgangspunkt, hvis fristen overskrides, jf. TfS 1999, 598 HD. Landsskatteretten
kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder
taler derfor, jf. SSL § 25, stk. 1. I TfS 2000, 689 LSR var et toldcenters
afgørelse, som var truffet den 28. april 1999, påklaget til Landsskatteretten
den 12. november 1999. Klagefristen var således overskredet. Landsskatteretten
bemærkede, at klagefristen ikke var suspenderet som følge af, at der var
udsendt en mellemkommende rettelsesangivelse. Det forhold, at selskabet havde ønsket
at indhente yderligere oplysninger, var heller ikke en særlig omstændighed,
som kunne få Landsskatteretten til at se bort fra fristoverskridelsen.
Det forhold, at fristoverskridelsen er af kort varighed, kan ikke i sig selv begrunde,
at sagen skal realitetsbehandles, jf. TfS 2000, 503 HD.
Krav til klagen Klagen skal være skriftlig. Det skal fremgå af
klagen, på hvilke punkter afgørelsen anses for urigtig og hvorfor. Sammen
med klagen indsendes (i original eller kopi):
- Den afgørelse, der klages over
- Den sagsfremstilling, der har ligget til grund for afgørelsen, og som er
sendt til klageren. Denne regel gælder ikke i overspringelsessager
- Dokumenter, som klageren ønsker at anvende som bevis
Landsskatteretten kan fastsætte en frist til at besvare spørgsmål
eller indsende yderligere oplysninger, jf. SSL § 25, stk. 3. Hvis en klage
er udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kan tjene
som grundlag for sagens videre behandling, kan Landsskatteretten give klageren en
frist til at udbedre manglen. Hvis klageren ikke udbedrer manglen, kan Landsskatteretten
afvise klager, der ikke opfylder formkravene, jf. SSL § 25, stk. 3.
Klageafgift Der skal betales en klageafgift for enhver klage til Landsskatteretten.
Dette gælder også anmodning om genoptagelse af Landsskatterettens egne
afgørelser, jf. SSL § 29, stk. 3. Afgiftens størrelse reguleres årligt.
Afgiften er på 600 kr. i 2001. Landsskatteretten begynder ikke på behandlingen
af klagen, før afgiften er betalt. Afgiften tilbagebetales, hvis klageren får
helt eller delvis medhold i klagen, enten af Landsskatteretten eller ved en eventuel
efterfølgende domstolsprøvelse af spørgsmålet. Afgiften tilbagebetales
dog ikke, hvis Landsskatteretten afviser at behandle klagen, eller hvis klageren
indbringer spørgsmålet for domstolene efter overspringsreglen i SSL §
31, stk. 2, før Landsskatteretten har færdigbehandlet klagen. Afgiften
tilbagebetales heller ikke, hvis klageren tilbagekalder klagen, medmindre tilbagekaldelsen
sker i forbindelse med, at den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse,
genoptager sagen, jf. SSL § 25, stk. 4.
Sagsbehandling når klage er indgivet Sagsforberedelsen foretages af
et af Landsskatterettens kontorer, jf. forretningsorden for Landsskatteretten, §
4, stk. 1. Sagsbehandlingen er undergivet officialprincippet, hvilket indebærer,
at Landsskatteretten skal sørge for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst,
inden der træffes afgørelse, jf. afsnit E.3.3.
Landsskatteretten
underretter den myndighed, der har truffet den påklagede afgørelse, om
klagen og anmoder myndigheden om at indsende det materiale, der har dannet grundlag
for afgørelsen, jf. forretningsordenens § 4, stk. 2. Landsskatteretten
kan anmode myndigheden om en udtalelse om klagen eller dele heraf, jf. forretningsordenens
§ 4, stk. 3. Anmodningen skal efterkommes inden for en måned fra anmodningens
modtagelse, medmindre Landsskatteretten har fastsat en længere frist i anmodningen.
I særlige tilfælde kan Landsskatteretten anmode den skatteansættende
myndighed om at udarbejde en ny sagsfremstilling og eventuelt om at afgive en indstilling
om klagens afgørelse. En sådan anmodning skal imødekommes inden 3
måneder, medmindre Landsskatteretten har fastsat en længere frist. Landsskatteretten
kan endvidere i særlige tilfælde anmode den skatteansættende myndighed
om at indhente en udtalelse over klagen eller dele af klagen fra en anden myndighed
og indsende den indhentede udtalelse til Landsskatteretten sammen med den skatteansættende
myndigheds eventuelle bemærkninger til udtalelsen. Sådanne anmodninger
skal efterkommes inden for tre måneder fra anmodningens modtagelse, medmindre
Landsskatteretten har fastsat en længere frist i anmodningen. Tilsvarende kan
Landsskatteretten anmode Told- og Skattestyrelsen om en udtalelse om klagen eller
dele heraf, jf. forretningsordenens § 5, stk. 1. Hvis Told- og Skattestyrelsen
i forbindelse med en klage over en vurdering af en fast ejendom oplyser, at der
er iværksat revision omfattende den påklagede vurdering, stiller Landsskatteretten
klagesagen i bero, indtil revisionen er tilendebragt, jf. forretningsordenen §
5, stk. 2. Landsskatteretten underretter i så fald skriftligt klageren om berostillelsen.
Under Landsskatterettens behandling af en klage, kan Landsskatteretten indhente
sådanne yderligere oplysninger, som Landsskatteretten anser for nødvendige
til klagens afgørelse, jf. forretningsordnens § 7, stk. 1.
Hvis der under Landsskatterettens sagsbehandling af en klagesag fremkommer oplysninger
om sagens faktiske omstændigheder, som ikke fremgår af den indsendte sagsfremstilling,
skal Landsskatteretten foretage høring efter reglerne i forvaltningslovens
§§ 19-21, se afsnit E.3.5.
Klageren skal samtidig underrettes om retten til at udtale sig mundtligt eller skriftligt
overfor Landsskatterettens kontor. En sådan udtalelse skal foreligge indenfor
en frist på 14 dage, medmindre Landsskatteretten har fastsat en anden frist.
Hvis der ikke kommer en henvendelse fra klageren indenfor denne frist, viderebehandles
sagen på det foreliggende grundlag.
Når grundlaget er tilvejebragt, udarbejder Landsskatterettens kontor en skriftlig
redegørelse med en motiveret indstilling til klagens afgørelse, jf. forretningsordenens
§ 9, stk. 1.
I visse tilfælde bliver den motiverede indstilling til klagens afgørelse,
som Landsskatteretten har udarbejdet, sendt til udtalelse i Told- og Skattestyrelsen,
jf. forretningsordenens § 9, stk. 2. Told- og Skattestyrelsens udtalelse til
den motiverede indstilling skal foreligge inden 1 måned.
Kontormøde Klageren har adgang til en mundtlig forhandling med Landsskatterettens
sagsbehandler, jf. SSL § 26, stk. 1. Landsskatteretten fastsætter tid
og sted for mødet. Indkaldelse til møde skal ske med mindst 14 dages varsel,
medmindre en kortere frist aftales med klageren. I sager om vurdering af fast ejendom
kan det bestemmes, at mødet finder sted i forbindelse med besigtigelse af ejendommen.
Landsskatteretten kan indbyde den myndighed, der har truffet den påklagede
afgørelse, eller Told- og Skattestyrelsen til at deltage i mødet. Klageren
kan efter mødet efter anmodning få tilsendt en kopi af mødereferatet.
Det følger af FVL § 21, at klageren i stedet for et møde kan vælge
at udtale sig skriftligt.
Retsmøde Klageren kan anmode om at få adgang til at udtale sig
mundtligt i et retsmøde overfor de retsmedlemmer, der skal træffe afgørelse
i sagen, jf. SSL § 27, stk. 1. Også Told- og Skattestyrelsen kan anmode
om et retsmøde. Hvis Told- og Skattestyrelsen ønsker at benytte sig af
sin adgang til at anmode om retsmøde i en sag, skal anmodningen herom fremsættes
senest samtidig med Told- og Skattestyrelsens udtalelse. Hvis en told- og skatteregion
mener, at det kan være påkrævet med et retsmøde, skal sagen
fremsendes til Told- og Skattestyrelsen med en begrundet indstilling. Told- og Skattestyrelsen
beslutter, hvem der skal repræsentere ToldSkat på et evt. retsmøde.
Retspræsidenten i Landsskatteretten fastsætter tid og sted for retsmøderne.
Retsmøderne er ikke offentlige, jf. forretningsordenens § 14, stk. 1.
Under mødet skal klageren have adgang til at redegøre for sine påstande
og begrundelsen herfor. Andre, der er indkaldt til mødet, skal have adgang
til at udtale sig på mødet. Retsmedlemmerne kan stille spørgsmål
til de fremmødte.
Landsskatteretten kan afvise en anmodning om retsmøde, hvis det efter forholdene
må anses for åbenbart overflødigt, jf. SSL § 27, stk. 3 og TfS
2000, 901 HD. Landsskatterettens afslag på retsmøde kan ikke påklages
til anden administrativ myndighed. Afslag på retsmøde skal meddeles klageren
skriftligt, jf. forretningsorden for Landsskatteretten § 12, stk. 2. Hvis klageren
ikke har haft et kontormøde med en af Landsskatterettens sagsbehandlere skal
han samtidig underrettes om sin ret til en sådan forhandling, jf. forretningsordenens
§ 12, stk. 2. Begrundelsen for, at der ikke er afholdt retsmøde, skal
fremgå af Landsskatterettens kendelse, jf. forretningsordenens § 17, stk.
3.
Klageren kan til enhver tid trække sin anmodning om retsmøde tilbage.
I så fald behandles sagen færdig på grundlag af det, der allerede
foreligger i sagen.
Landsskatterettens afgørelse Landsskatterettens afgørelse træffes
på grundlag af en votering, jf. afsnit A.2.4.
Landsskatteretten
afgør klagen ved kendelse, jf. SSL § 28, stk. 1. Kendelsen skal indeholde
oplysninger om de forskellige meninger under afstemningen både vedrørende
resultatet og begrundelsen. Kendelsen skal desuden angive stemmetallet for hver
opfattelse, og det skal fremgå, om retsformanden har afgivet dissens. Kendelsen
skal i øvrigt angive navnene på de retsmedlemmer, der har deltaget i afgørelsen,
jf. SSL § 28, stk. 2.
Kendelsen sendes til klageren og alle øvrige vedkommende.
Tilbagekaldelse En klager kan til enhver tid tilbagekalde klagen til Landsskatteretten,
jf. forretningsordenen § 19. Ved tilbagekaldelse skal Landsskatteretten skriftligt
meddele klageren, at klagen er henlagt i Landsskatteretten som følge af tilbagekaldelse
af klagen.
Overspringelsesfrist Hvis der er gået mere end 6 måneder efter
at skatteyderen har indbragt sin sag for Landsskatteretten, og Landsskatteretten
ikke har truffet afgørelse i sagen, kan skatteyderen indbringe sagen for domstolene,
jf. SSL § 31, stk. 2 (overspringsreglen). Hvis klageren indbringer sagen for
domstolene efter overspringsreglen, anses klagen til Landsskatteretten for bortfaldet.
Landsskatteretten skal skriftligt meddele klageren, at klagen herefter er henlagt
i Landsskatteretten.
|