Når en skatteyder udtager varer af sit lager til eget forbrug, må han efter gældende praksis beregne forbruget i forhold til indkøbsprisen eller produktionsprisen uden tillæg af normal avance. ►Udtagelse af varer til eget forbrug skal fremgå af bogføringen. Værdien heraf skal opgøres særskilt, jf. bekendtgørelse nr. 1068 af 17. december 1999 om skattemæssige krav til regnskab § 8, stk. 1.
Bekendtgørelsen har virkning for indkomstår der påbegyndes 1. januar 2000 eller senere, jf. ikrafttrædelsesbestemmelsen i bekendtgørelsens § 35. De i bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992 § 1, nr. 2-4 nævnte tilfælde vil være omfattet af de hidtidige regler i bekendtgørelse nr. 141 indtil regnskabsår som påbegyndes 1. januar 2001 eller senere. For indkomstår som påbegyndes før 1. januar 2000 er bekendtgørelse nr. 141 af 26. februar 1992 med senere ændringer stadig gældende. Se i øvrigt E.B.1.
◄Foreligger der ikke løbende bogføring af varer udtaget til eget forbrug, er ligningsmyndighederne berettiget til at fastsætte værdien heraf efter et skøn. Ved udøvelsen af dette skøn må tages hensyn til varesortimentets omfang, herunder om den pågældende over varekontoen indkøber varer, der ikke er almindelige for vedkommende branche. Desuden må der lægges vægt på husstandens størrelse, herunder antallet af børn og deres alder, samt antallet af medhjælpere på kost o.s.v.  
Påstand om, at der ikke udtages varer til eget forbrug, eller at de udtagne varer betales kontant, bør kun godkendes, såfremt der fremlægges dokumentation for påstandens rigtighed, f.eks. ved fremlæggelse af kuponer, paragonnotaer, kontoudskrifter eller lignende. Endvidere må kræves, at den selvangivne indkomst levner plads til et passende privatforbrug.  
Om landbrugeres forbrug af egne produkter, se E.E.4.10.  
Se lsr. 1970.111 hvor en planteskoleejer var indkomstskattepligtig af værdien af de planter, der var overført fra planteskolen til hans egen villahave.

Handlendes forbrug af egne varerTil brug ved udøvelsen af skønnet over værdien af eget vareforbrug, når der ikke foreligger bogføring heraf, har Ligningsrådet for ►2000◄ fastsat nedenstående vejledende mindstesatser for forskellige varegrupper, jf.  ►TSS-cirk. 1999-43◄. For den enkelte handlende skal værdien ansættes ved en individuel sammensætning af værdien af de varegrupper, som den pågældende handlende har i sin forretning:

Fødevarer ►12.195 kr.◄
Drikkevarer ►2.905 kr.◄
Tobak (forbrug 20 cigaretter pr. dag)  ►9.450 kr.◄
Andet ►2.005 kr.◄

De ovenfor nævnte 3 hovedgrupper: Fødevarer, drikkevarer og andet, er sammensat af følgende varegrupper:
Brød, mel og gryn ►1.460 kr.◄
Kød og kødvarer ►3.535 kr.◄
Fisk ►580 kr.◄
Mælk, fløde, ost, æg smør og margarine, mv. ►2.365 kr.◄
Frugt, grøntsager og kartofler ►1.800 kr.◄
Kaffe, te, kakao og sukker   ►1.160 kr.◄
Andre fødevarer ►1.295 kr.◄
Sodavand o.lign. . ►620 kr.◄
Spiritus   ►580 kr.◄
Vin ►430 kr.◄
Øl   ►985 kr.◄
Andet ►290 kr.◄
Vaske- og rengøringsmidler. og andre artikler til husholdningsbrug ►625 kr.◄
Blomster og planter ►360 kr.◄
Aviser, blade og tidsskrifter ►800 kr.◄
Toiletartikler ►220 kr.◄

Beløbene er eksklusive moms. Vareforbruget er angivet pr. person. For børn, der ikke er fyldt 14 år ved indkomstårets begyndelse medregnes forbruget med halvdelen af de anførte beløb. Vin, øl og spiritus medregnes dog ikke for børn.  
For beklædning og fodtøj er fastsat følgende satser, eksklusive moms pr. person, inklusive børn, der ikke er fyldt 14 år ved indkomstårets begyndelse :
Beklædning ►3.040 kr.◄
Fodtøj ►695 kr.◄

Værdien af varegrupper, der ikke er omfattet af cirkulæret, må medregnes efter et konkret skøn.  
For restauratører mv. skal cirkulærets satser lægges til grund med et passende tillæg for eventuelt ikke nævnte varegrupper. Hvor restauratøren ikke selv udfører arbejdet i restauranten, må der tillige foretages et skønsmæssigt tillæg for lønudgifter. 
I et særligt tilfælde anerkendtes en skønsmæssig nedsættelse af værdien af eget vareforbrug, da ikke alle varearter i én varegruppe førtes i forretningen, jf. Skat 1987.6.437. (TfS 1987, 325)  
For så vidt angår aktionærers udtag af selskabets varer til privat brug henvises til S.F.1.2.2.4. og Nyt 1993.6.225.(TfS 1992, 587)

Privat andel af telefonudgifter
►TSS-cirk. 1999-43 ◄omhandler de skatteretlige regler, der gælder for den selvstændigt erhvervsdrivendes private brug af telefon.

1.  Telefon uden for arbejdsstedet

   En telefon anses skattemæssigt for at være placeret uden for arbejdsstedet, hvis
  • telefonen er placeret i hjemmet eller fritidshus og lign.
  • telefonen er placeret i virksomheden, når denne drives fra hjemmet, og der kun er én telefon
  • telefonen er en mobiltelefon, der anvendes delvis privat.
 
  1. Abonnementsudgift. Erhvervsdrivende kan ikke fradrage abonnementsudgifter til telefon uanset den erhvervsmæssige anvendelse, hvis telefonen anses for at være placeret uden for arbejdsstedet. Hvis en mobiltelefon tages med hjem, er der formodning for, at den også benyttes privat, og abonnementsudgiften kan ikke fradrages. På tilsvarende måde må en mobiltelefon, som installeres i en firmabil, der er til rådighed for privat kørsel, formodes at blive benyttet privat. 
  2. Samtaleudgift. Anvendelse af ligningsrådets vejledende mindstesats for private samtaleudgifter forudsætter, at den erhvervsdrivende ikke efter de almindelige regler kan fremlægge behørig dokumentation eller sandsynliggøre størrelsen af den erhvervsmæssige samtaleudgift.. For erhvervsdrivende, som anvender en eller flere telefoner uden for  arbejdsstedet til erhvervsmæssige samtaler, fastsættes mindsteværdien af privatsamtalerne vedrørende telefon nr. 1 til kr. 1.445 ekskl. moms. Værdien af privatsamtalerne vedrørende hver af de øvrige telefoner fastsættes efter et konkret skøn.. Hvis den faktiske samtaleudgift ikke overstiger kr. 1.445 ekskl. moms, anses hele udgiften for at være privat.

2.   Telefon på arbejdsstedet

Erhvervsdrivende kan fradrage abonnementsudgifter til telefon, selv om telefonen også anvendes privat, hvis telefonen er placeret på arbejdsstedet.  
For erhvervsdrivende, som benytter en telefon på arbejdsstedet til private samtaler, fastsættes mindsteværdien af de private samtaler til 1.445 ekskl. moms. Såfremt den faktiske samtaleudgift ikke overstiger kr. 1.445 ekskl. moms pr. år, anses hele udgiften for privat.
fandt i TfS 1999, 848, at en erhvervsdrivende, der drev en lille installationsvirksomhed fra hjemmet, skønsmæssigt kunne ansættes til en værdi af privat brug af telefon, der oversteg cirkulærets mindsteværdi. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på virksomhedens art og omfang.
Landsskatteretten fandt i TfS 1997, 352, at den erhvervsdrivende havde sandsynliggjort, at han havde udgifter til erhvervsmæssige telefonsamtaler, som herefter blev ansat skønsmæssigt. Han fik således godkendt et fradrag for samtaleudgifter, selv om det samlede beløb til samtaleudgifterne ikke oversteg Ligningsrådets mindstesats for private samtaleudgifter. Årets samlede samtaleudgifter udgjorde 1.018 kr.    

Privat andel af elektricitet og varme Privat andel af elektricitet og varme fastsættes for ►2000◄ på grundlag af følgende oplysninger om det årlige forbrug:
Elforbrug  
Til opvarmning 80 kWh pr. m2
Til varmt vand for 1-4 personer 3.000 - 3.600 kWh
Til lys og husholdning  
-  for lejligheder 2.000 kWh
-  for parcelhuse 4.000 kWh


Olieforbrug
For et 1-familieshus på ca. 120-130 m2 fastsættes olieforbruget til 2.500 liter.

Naturgasforbrug
For et 1-familieshus på ca. 120-130 m2 fastsættes gasforbruget til 2.200 m3.

Træaffald
En virksomhedsindehaver, som anvender træafskær fra sin virksomhed til boligopvarmning, beskattes ikke af den derved opnåede besparelse. Der kan dog blive tale om reduktion af driftsudgifter til f.eks. transportomkostninger, som specielt kan henføres til anvendelsen af træet til privat opvarmning.

Værdiansættelse af kørsel i salgsbiler►Ligningsrådet har den 15. august 2000 vedtaget en anvisning for beskatning af bilforhandlere, herunder brugtvognsforhandlere, der privat anvender biler, der indgår i virksomhedens varelager.
Når bilen indgår i virksomhedens varelager, skal bilforhandlere mv. beskattes af værdien heraf.
Biler med en salgspris på over 300.000 kr. er ikke omfattet af anvisningen. Værdien af den private anvendelse af sådanne biler beskattes på baggrund af en konkret vurdering, hvor der bl.a. henses til bilens markedsværdi.
Såfremt der ikke er ført en kørebog, der efter sædvanlige krav hertil kan danne udgangspunkt for, hvor stor en del af kørslen der vedrører den private anvendelse af bilen, eller der ikke kan fremlægges anden form for fyldestgørende dokumentation for den private anvendelse, kan den anvendelse, der skal beskattes som privat anvendelse, skønsmæssigt fastsættes efter nedenstående retningslinier:
Den private kørsel fastsættes, medmindre særlige forhold gør sig gældende, skønsmæssigt til 8.000 km. årligt med tillæg af kørsel mellem hjem og arbejde og eventuel kørsel til fritidsbolig.
Værdien af den private anvendelse fastsættes til kørselsomfanget, jf. ovenfor, gange den til enhver tid gældende kilometertakst for befordringsgodtgørelse, jf. TSS-cirkulæret om skattefri godtgørelse vedrørende erhvervsmæssig befordring, jf. LL § 9, stk. 5 og § 9 B. En sådan positiv beskatning af den private anvendelse er udtømmende, og der er som følge heraf fuld fradragsret for de afholdte driftsudgifter. Selvstændigt erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsordningen og benytter varelagerbiler til privat kørsel, skal beskattes efter LL § 16, jf. VSL § 1, stk. 3, pkt. 6.◄