Efter VSL § 22 a, stk. 2, beregnes kapitalafkastet efter kapitalafkastordningen
som kapitalafkastgrundlaget ganget med kapitalafkastsatsen efter VSL § 9, jf.
E.G.2.10. Det vil sige, at kapitalafkastsatsen
ligesom under virksomhedsordningen beregnes på grundlag af en simpel gennemsnitlig
effektiv obligationsrente for de første 6 måneder af det kalenderår,
der svarer til indkomståret.
Princippet for opgørelse af kapitalafkastgrundlaget efter kapitalafkastordningen
er beskrevet nærmere i
E.G.3.1.7,
jf. VSL § 22 a, stk. 5-7.
Hvis den periode, hvor den skattepligtige driver selvstændig virksomhed, er
kortere eller længere end 12 måneder, beregnes ligesom under virksomhedsordningen
et forholdsmæssigt kapitalafkast, svarende til det antal hele måneder
perioden omfatter.
Hvis virksomhedens regnskabsperiode for eksempel omfatter 1 måned og kapitalafkastsatsen
eksempelvis er 5 pct., udgør kapitalafkastet 1/12 af 5 pct. af kapitalafkastgrundlaget
ved indkomstårets begyndelse.
Eksempel på beregning af et forholdsmæssigt kapitalafkast i forbindelse
med kortere eller længere regnskabsår end 12 måneder fremgår
af
E.G.2.8 i gennemgangen af virksomhedsordningen,
hvortil der henvises.