Opgørelsen af de fradragsberettigede befordringsudgifter består af to dele:

  1. Opgørelsen af kilometerantallet.
  2. Opgørelsen af kørselsudgifterne.

Km-antalletDrejer det sig om en bil eller motorcykel, der anvendes både erhvervsmæssigt og privat, har Ligningsrådet vedtaget følgende:
Den private andel af kørslen må i almindelighed ansættes skønsmæssigt, men såfremt skatteyderen fører kørebog, som på fyldestgørende måde viser udgifterne ved kørslen og dennes fordeling mellem privat- og erhvervsmæssig kørsel, bør kørebogens udvisende lægges til grund ved værdiansættelsen af den private kørsel.
For at et kørselsregnskab skal kunne kræves lagt til grund ved skatteansættelsen, må kørebogen være ført dagligt med angivelse af:
  1. kilometertællerens udvisende henholdsvis ved den daglige kørselsbegyndelse og ved dens afslutning,
  2. datoen for kørslen, og
  3. den daglige kørsels fordeling mellem privat og erhvervsmæssig kørsel, idet der med hensyn til den erhvervsmæssige kørsel må være angivet bestemmelsessteder o.l. notater, der kan sandsynliggøre og evt. dokumentere regnskabets rigtighed.
Skattemyndighederne kan efter praksis stille strenge krav til den umiddelbare forståelighed af de oplysninger, der skal danne grundlag for befordringsfradraget, jf. ►TfS 1999, 878 (HD).
◄Regnskabet med antallet af kørte kilometer må være ført således, at kørebogens udvisende stemmer med bilens kilometertæller, jf. VLD af 13. april 1973.
Såfremt en kørebog viser et meget lavt antal kilometer for den private kørsel, kan den evt. tilsidesættes.
Fordelingen mellem privat- og erhvervskørsel foretages med udgangspunkt i LL § 9 B.
Om tilsidesættelse af kørselsregnskab, se TfS 1996, 799.

Når kørebog ikke foreliggerI tilfælde, hvor der ikke er ført kilometerregnskab, må den skattepligtige angive kilometerantallet for sin private kørsel efter skøn. Hvis der ikke foreligger særlige forhold, bør myndighederne normalt anerkende en privat kørsel på 8.000 km med tillæg af kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen og evt. kørsel til fritidsbolig. Der kan foreligge særlige forhold, hvis skatteyderen har en bil mere.
Ligningsmyndighederne havde i en årrække ikke gjort indsigelse mod en skatteyders skønsmæssige fordeling af biludgifterne på privat og erhvervsmæssig kørsel. VL fandt det ikke godtgjort, at der var givet skatteyderen en berettiget forventning om, at fordelingen ville blive godkendt uden nærmere dokumentation. Da skatteyderen heller ikke i 1989 - hvor hans erhvervsmæssige situation var ændret - førte kørselsregnskab, fandt VL det berettiget, at ligningsmyndighederne havde ansat den erhvervsmæssige andel af biludgifterne efter et skøn, jf. TfS 1997, 331 (appelleret). Se ligeledes TfS 1997, 327 (ØLD), ►TfS 1999, 229 (ØLD) og TfS 1999, 848 (ØLD)◄.   

VarebilerOgså varebiler kan være anvendt til privatkørsel, det samme gælder fx tankbiler, jf. Skat 1988.6.348 (TfS 1988, 320) og afsnit A.B.1.9.2.
En varebil, der bl.a. blev benyttet til ejerens daglige transport mellem hjem og forretning, herunder til indkøb af varer til forretningen, anså LSR for delvis privat anvendt, jf. Skat 1985.5.134. Se også TfS 1997, 660.
En gas- og vandmester anvendte i sit firma nogle varevogne, hvis driftsudgifter fuldt ud  belastede firmaets drift, og en privatbil, hvis udgifter var fordelt med 25 pct. over firmaets drift, medens 75 pct. var ført på privatkontoen. Der var ikke ført kørselsregnskab for varevognene, idet skatteyderen gjorde gældende, at al privatkørsel var foregået i personbilen. LSR fandt, at de stedlige ligningsmyndigheder ikke i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at klageren havde foretaget privat kørsel i varevognene, lsr. 1982.115, jf. tilsvarende afgørelse i VLD af 14. april 1983 (skd. 67.399).
VL har i en sag om en slagters fradrag for kørsel i varevogn med gule plader tilkendegivet, at det generelle udgangspunkt er, at der er fuldt fradrag for udgifter ved benyttelse af en varevogn, medmindre der er oplyst omstændigheder, som giver grundlag for at antage, at varevognen ikke udelukkende benyttes erhvervsmæssigt. Se også TfS 1998, 541, som vedrører en varebil, der var indregistreret på gule plader og hvor der ved købet var afløftet moms, hvorved det blev tilkendegivet, at bilen udelukkende skulle anvendes erhvervsmæssigt. Imidlertid fandt ØLD, at skatteyderen ikke kunne godtgøre at benyttelsen af varebilen var udelukkende eller altovervejende af erhvervsmæssig karakter. ►Se også TfS 1999, 28 (ØLD).◄ 

KørselsudgifterneSelvstændigt erhvervsdrivende mv., der ikke anvender virksomhedsordningen, kan fratrække udgifter vedrørende den erhvervsmæssige kørsel med de
  1. dokumenterede faktiske udgifter pr. kørt km, eller
  2. af Ligningsrådet fastsatte satser.
Der kan kun skiftes opgørelsesprincip én gang vedrørende samme bil, og principskifte skal ske ved begyndelse af et indkomstår. Ved køb af ny bil kan opgørelsesmåden evt. ændres påny. Overførsel af bil til virksomhedsordningen anses ikke for principskifte.

A. Fradrag af faktiske udgifterDe med kørslen forbundne udgifter må kunne dokumenteres ved fremlæggelse af bilag eller dog tilfredsstillende kunne sandsynliggøres.   
Til de samlede driftsudgifter henregnes afskrivning, se A.F.3.4.3.   
Bl.a. for at have klare linier ved en evt. avanceberegning ved salg af bilen bør det ikke accepteres, at en skatteyder fratrækker alle sine udgifter - driftsudgifter og afskrivninger - og derefter fører et fast beløb for privat kørsel til indtægt. Privatkørslen bør sættes til en bestemt procentdel af den samlede kørsel.   

B. Fradrag efter Ligningsrådets satserUdgiften til erhvervsmæssig benyttelse af egen bil vil uden dokumentation for udgiftens størrelse kunne fratrækkes med nedenstående beløb i 1999, jf. ►TSS-cirk. 1998-35 (1. jan. 1999 - 31. marts 1999) og TSS-cirk 1999-7 (1. april 1999 - 31. dec. 1999)◄.
For skatteydere, der har haft fradragsberettiget kørsel anvendes følgende satser:
Årlig kørsel indtil 12.000 km: ►248 øre◄ pr. km
Årlig kørsel udover 12.000 km: ►139 øre◄ pr. km

For kørsel på egen motorcykel er satsen som for egen bil. Ved egen bil forstås også ægtefælles eller samlevers bil, når der er tale om fælles økonomi. Se også TfS 1998, 101, vedrørende ejerforholdet til en bil. Ved Højesteret tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle og anerkendte at skatteyderen var ejer af en bil, der var indregistreret i moderens navn. Sagen er kommenteret i TfS 1998, 107 af Skatteministeriet.
Den af Ligningsrådet fastsatte sats dækker samtlige udgifter, herunder afskrivning (15 pct. lineært af anskaffelserne).
En skatteyder, der i sin fritid ernærede sig som musiker og derfor medbragte et hammondorgel, havde til transporten heraf anskaffet en trailer. Ved køb af ny bil havde det været nødvendigt at få påmonteret et anhængertræk.  Den pågældende påstod, at udgiften hertil var fradragsberettiget efter AL § 3, stk. 2. Endvidere påstod skatteyderen, at han var berettiget til fradrag for forhøjelse af bilforsikringspræmien (som følge af at bilen var udstyret med anhængertræk), ligesom reparationsudgifterne vedrørende traileren efter hans mening kunne fradrages udover kilometertaksten. LSR fandt, at udgiften for montering af anhængertræk måtte betragtes som så nært tilknyttet bilen, at den var omfattet af den i kilometersatsen indeholdte afskrivning på bilen og derfor ikke kunne fratrækkes samtidig med fradrag efter kilometertakst. Derimod fandt LSR, at reparationsudgiften på traileren samt merpræmien på bilansvarsforsikringen lå uden for, de af kilometertaksten dækkede fradrag, og disse udgifter kunne derfor fradrages ud over kørselsfradrag efter kilometertakst, jf. lsr. 1981.17.
LSR har i en kendelse fastslået, at taksterne også indeholdt udgift til parkering, se Skat 1990.12.974.