Spørgsmål

1. Hvis spørgeren - som led i indgåelsen af en ansættelsesaftale med en ny medarbejder - indgår aftale med medarbejderen om, at spørgeren vil betale det beløb, som medarbejderen - i henhold til en med medarbejderens nuværende arbejdsgiver indgået uddannelsesaftale - ved opsigelse af sin nuværende stilling er forpligtet til at betale til sin nuværende arbejdsgiver til hel eller delvis godtgørelse af de af arbejdsgiveren afholdte udgifter til en af medarbejderen påbegyndt eller gennemført uddannelse, der ikke udelukkende er af privat karakter, vil det pågældende beløb ved spørgerens betaling heraf da være skattepligtig indkomst for medarbejderen?

2. Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 1, om det beløb, som spørgeren har betalt til medarbejderens nuværende arbejdsgiver,

a) vedrører udgifter til en uddannelse, som medarbejderen ikke har færdiggjort på tidspunktet for ansættelse hos spørgeren, men som medarbejderen skal færdiggøre under ansættelsen hos spørgeren, eller

b) vedrører udgifter til en uddannelse, som medarbejderen har færdiggjort på tidspunktet for ansættelse hos spørgeren?

3. Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 1 og/eller spørgsmål 2, om den mellem spørgeren og medarbejderen indgåede aftale om spørgerens betaling af det omhandlede beløb til medarbejderens nuværende arbejdsgiver,

a) bliver indgået forud for medarbejderens opsigelse af sit nuværende ansættelsesforhold og dermed forud for det tidspunkt, hvor medarbejderens betalingspligt overfor den nuværende arbejdsgiver indtræder, eller

b) først bliver indgået efter, at medarbejderen har opsagt sit nuværende ansættelsesforhold.

4. Har spørgeren ved betaling af det omhandlede beløb fradragsret for beløbet efter samme kriterier, som spørgeren har fradragsret for de udgifter, som spørgeren afholder i forbindelse med sine medarbejderes gennemførelse af et uddannelsesforløb under de pågældendes ansættelse hos spørgeren?

Svar

1. Ja.

2. a. Nej.

2. b. Nej.

3. a. Nej.

3. b. Nej.

4. Nej, se dog gennemgangen under spm. 4.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørgeren er en konsulentvirksomhed, der leverer konsulentydelser til tredjemand inden for blandt andet områderne ledelse og it.

Ved rekruttering af nye medarbejdere oplever spørgeren i tiltagende omfang, at en kandidat til en stilling i økonomisk henseende ikke har mulighed for at opsige sit nuværende ansættelsesforhold med henblik på at tage ansættelse hos spørgeren.

Baggrunden herfor er, at kandidaten under sit nuværende ansættelsesforhold er i færd med eller har gennemgået et uddannelsesforløb, som arbejdsgiveren har afholdt udgifterne til i henhold til en mellem kandidaten og arbejdsgiveren indgået uddannelsesaftale. I uddannelsesaftalen har kandidaten - som modydelse for arbejdsgiverens betaling af uddannelsesforløbet - forpligtet sig til at arbejde for arbejdsgiveren dels under uddannelsesforløbet, dels i en given periode, typisk 2 år, efter uddannelsesforløbets afslutning.

Såfremt kandidaten opsiger sin stilling hos arbejdsgiveren inden udløbet af den fastsatte arbejdspligtperiode, er kandidaten i henhold til uddannelsesaftalen forpligtet til helt eller delvist at godtgøre arbejdsgiveren de med uddannelsesforløbet forbundne udgifter. Godtgørelsen nedskrives lineært i forhold til længden af arbejdspligtperioden.

Spørger ønsker at ansætte kandidater, som er i ansættelsesforhold med en anden arbejdsgiver og som i henhold til en uddannelsesaftale med arbejdsgiveren ikke kan opsige sin stilling uden helt eller delvist at betale arbejdsgiveren en godtgørelse. Spørger ønsker at betale det beløb, som kandidaten i henhold til uddannelsesaftalen skal betale den nuværende arbejdsgiver.

Forespørgers opfattelse

Det er spørgerens opfattelse, at spørgsmål 1-4 skal vurderes med udgangspunkt i bestemmelsen i ligningslovens § 31 om skattefrihed for arbejdsgiverbetalte uddannelsesudgifter.

Bestemmelsen i ligningslovens § 31 giver som udgangspunkt mulighed for, at en arbejdsgiver - uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderen - kan afholde udgifterne til en medarbejders uddannelse, som gennemføres under medarbejderens ansættelse hos den pågældende arbejdsgiver.

Det er spørgerens opfattelse, at anvendelsesområdet for bestemmelsen i ligningslovens § 31 ikke kan begrænses til denne situation. Bestemmelsen må tillige finde anvendelse i den situation, hvor en medarbejder har påbegyndt eller gennemført en arbejdsgiverbetalt uddannelse under ansættelse hos en arbejdsgiver, men hvor medarbejderen under uddannelsen eller efter uddannelsens afslutning tager ansættelse hos en anden arbejdsgiver, som helt eller delvist godtgør den første arbejdsgiver de med uddannelsen forbundne udgifter som følge af, at medarbejderen er forpligtet til helt eller delvist at godtgøre den første arbejdsgiver de pågældende udgifter, hvis medarbejderen fratræder sin stilling hos den pågældende arbejdsgiver indenfor en given periode efter uddannelsens afslutning.

Spørgers opfattelse er baseret på dels formålet med ligningsloven 31, og dels hvad der må anses for at følge af den i ligningslovens § 31, stk. 1, 1. punktum, anførte betingelse om, at ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med en uddannelse, for at være skattefri for medarbejderen, skal være modtaget fra en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold. Det er herefter spørgers opfattelse, at det pågældende beløb ikke er skattepligtig indkomst for medarbejderen.

For så vidt angår spørgsmål 2, er det spørgerens opfattelse, at der ikke gør sig noget forhold gældende, som gør det nødvendigt at behandle udgifter til en uddannelse, som en ny medarbejder hos spørgeren har færdiggjort på tidspunktet for ansættelse hos spørgeren, på anden måde end udgifter til en uddannelse, som den nye medarbejder ikke har færdiggjort på tidspunktet for ansættelse hos spørgeren, men som medarbejderen skal færdiggøre under ansættelsen hos spørgeren. Det er derfor spørgerens opfattelse, at spørgsmål 2 skal besvares benægtende.

Efter spørgerens opfattelse bør det ikke have betydning, om aftalen med medarbejderen indgås før eller efter, at medarbejderen har opsagt sin nuværende stilling, idet aftalen i begge situationer vil blive indgået som led i medarbejderens ansættelse hos spørgeren og ud fra den betragtning, at uddannelsen anses for at være til fordel for spørgerens virksomhed. Det er derfor spørgerens opfattelse, at spørgsmål 3 også skal besvares benægtende.

Med hensyn til spørgsmål 4 og dermed spørgsmålet om, hvorvidt spørgeren har fradragsret for det beløb, som spørgeren måtte betale til en ny medarbejders tidligere arbejdsgiver, vil en sådan betaling være begrundet i, at uddannelsen anses for at være til fordel for spørgerens virksomhed, og at spørgeren, hvis medarbejderen ikke allerede havde påbegyndt eller afsluttet den uddannelse, som beløbet vedrører, ville have været indstillet på selv at afholde den uddannelsesudgift, som beløbet vedrører, ved at lade medarbejderen påbegynde den pågældende uddannelse. Det pågældende beløb er dermed en driftsmæssigt begrundet udgift på samme vis, som når spørgeren i øvrigt afholder udgifter til sine medarbejderes deltagelse i uddannelser og kurser.

Beløbet er tillige en driftsmæssigt begrundet udgift derved, at beløbet er afholdt med henblik på at formå medarbejderen til at tage ansættelse hos spørgeren. På denne baggrund er det spørgerens opfattelse, at spørgsmål 4 skal besvares bekræftende.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes ikke ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelse og kurser, når ydelserne modtages fra en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt jf. ligningsloven § 31.

Følgende ydelser skal efter ligningsloven § 31 ikke medregnes til den skattepligtige indkomst:

• Skole- eller deltagerbetaling. Ydelser til dækning af udgifter til erhvervelse af kørekort til almindelig bil kan dog ikke ydes skattefrit, medmindre arbejdsgiveren mv., jf. LL § 31, stk. 1, har pligt til at afholde ydelsen i henhold til gældende lovgivning.
• Ydelser til dækning af bog- og materialeudgifter, som er relevante for uddannelsen eller kurset.
• Godtgørelser til dækning af udgifter til logi, kost og småfornødenheder, jf. LL § 31, stk. 4.
• Befordringsgodtgørelser, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satsen i LL § 31, stk. 5.

Bestemmelsen omfatter stort set alle typer af uddannelser og kurser. Der er dog ikke skattefrihed for uddannelser og kurser, som udelukkende har privat interesse for deltageren.

Der er kun skattefrihed efter ligningsloven § 31, når ydelserne modtages fra en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold jf. bestemmelsens ordlyd. Bestemmelsen tilsikrer således at dække uddannelsesudgifter mv., som er aktuelle. Det har ikke været hensigten, at bestemmelsen skal dække allerede afholdte udannelsesudgifter, således at en arbejdsgiver med tilbagevirkende kraft kan betale for en nyansats gamle uddannelser. I så fald ville det f.eks. være muligt for en arbejdsgiver at ansatte en nyuddannet jurist og betale dennes gamle uddannelsesomkostninger skattefrit for medarbejderen. Ligningsloven § 31 relaterer sig således til udgifter arbejdsgiveren afholder for nuværende eller tidligere medarbejdere - ikke uddannelsesudgifter som den ansatte selv har afholdt.

Spørger ønsker at betale denne godtgørelse for den nye medarbejder. Det er repræsentantens opfattelse, at godtgørelsen er skattefri for medarbejderen efter ligningsloven § 31.

Bestemmelsen i ligningslovens § 31 giver mulighed for, at en arbejdsgiver uden skattemæssige konsekvenser for medarbejderen kan afholde udgifterne til en medarbejders uddannelse, som gennemføres under medarbejderens ansættelse hos den pågældende arbejdsgiver. Der er ikke hjemmel til, at udstrække bestemmelsen til tillige at omfatte, at en medarbejder uden skattemæssige konsekvenser kan lade en ny arbejdsgiver overtage den betalingsforpligtelse, der indtræder ved medarbejderens opsigelse af sin nuværende stilling.

Det styrelsens opfattelse, at den godtgørelse som medarbejderen skal betale er et mellemværende mellem ham og hans nuværende arbejdsgiver. Godtgørelsen er en udgift, medarbejderen skal betale grundet aftalebrud mellem de to parter, idet medarbejderen forlader virksomheden i utide. Refusionsbeløbet er ikke en udannelsesomkostning efter ligningsloven § 31

Det bemærkes, at den godtgørelse der skal betales til den nuværende arbejdsgiver ikke repræsenterer det eksakte beløb, som arbejdsgiveren har haft til uddannelsen, men at den varierer i takt med, hvor lang tid medarbejderen er ansat i arbejdspligtperioden. Der kan derfor anføres den betragtning, at der aldrig kan være tale om en uddannelsesudgift, da det ikke er det reelle uddannelsesbeløb, der betales tilbage. F.eks. vil godtgørelsen være større, hvis medarbejderen forlader virksomheden umiddelbart efter uddannelse er færdiggjort, end hvis medarbejderen først forlader sin stilling i slutningen af den fastsatte arbejdspligtperiode. Dette taler for, at der ikke er tale om en uddannelsesudgift efter ligningsloven § 31 men derimod en udgift, der skal betales grundet aftalebruddet.

Repræsentanten har telefonisk henledt opmærksomheden på SKM2005.242.LSR. I sagen blev det lagt grund, at medarbejderens nye arbejdsgiver havde overtaget medarbejderens gamle arbejdsgivers forpligtelse om afholdelse af udgifter til medarbejderens MBA studier, hvorefter udgiften ansås omfattet af ligningsloven § 31. Det er styrelsens opfattelse, at resultatet i sagen er korrekt, da medarbejderen ikke var skattepligtig til Danmark på det tidspunkt, hvor han erhvervede ret til pengene fra sin nye arbejdsgiver. Styrelsen er imidlertid uenig i begrundelsen for sagen, da udgiften efter styrelsen opfattelse ikke kan være omfattet af ligningsloven § 31. Kendelsen er desuden meget konkret og ikke sammenlignelig med nærværende situation.

Det er herefter styrelsen opfattelse, at spørgeren ikke kan betale godtgørelsen for medarbejderen efter ligningsloven § 31. Medarbejderen skal derfor beskattes som almindelig lønindkomst af beløbet.

Styrelsen indstiller, at der svares ja til spørgsmålet.

Ad spørgsmål 2. a og 2. b.

Det har efter styrelsens opfattelse ikke betydning for besvarelse af spm. 1 om det beløb, som spørgeren betaler til medarbejderens nuværende arbejdsgiver vedrører udgifter til en udannelse, som medarbejderen ikke har færdiggjort (2.a), eller som han har færdiggjort (2.b). Udgiften vil stadig være et mellemværende mellem den nuværende arbejdsgiver og medarbejderen, og ikke en udgift efter ligningslovens § 31. Medarbejderen skal betale udgiften grundet brud på uddannelsesaftalen - udgiften kan ikke komme ind under ligningslovens § 31, ved at spørger betaler medarbejderens udgift. Se gennemgangen under spm. 1.

Styrelsen indstiller, at der svares nej til spørgsmål 2. a og 2 b.

Ad spørgsmål 3.a og 3.b.

Det har efter styrelsens opfattelse ikke betydning for besvarelsen af spm. 1, om den indgåede aftale mellem spørgeren og medarbejderen vedrørende spørgerens betaling af det omhandlende beløb bliver indgået forud for medarbejderens opsigelse af sin ansættelse (3.a.) eller efter, at medarbejderen har opsagt sin stilling (3.b). Godtgørelsen er, underordnet hvornår aftalen indgås, en privat udgift for medarbejderen, som ikke er omfattet af ligningsloven § 31 jf. gennemgangen under spm. 1.

Styrelsen indstiller, at der svares nej til spørgsmål 3. a og 3 b.

Ad spørgsmål 4.

Udgiften til betaling af det omhandlende beløb for medarbejderen er ikke en udgift efter ligningsloven § 31 jf. gennemgangen under spm. 1. Spørgeren har derfor ikke fradragsret for beløbet efter samme kriterier som spørgeren har fradragsret for de udgifter, som spørgeren afholder i forbindelse med sine medarbejderes gennemførelse af et udannelsesforløb under de pågældendes ansættelses hos spørgeren.

Udgiften er at sidestille med lønindkomst for medarbejderen, og spørgeren kan herefter få fradrag efter de almindelige regler herfor.

Styrelsen indstiller, at der svares nej til spørgsmål 4.

Ligningsrådet tiltræder indstillingen, idet rådet ikke anser udgifter til uddannelse, som er afholdt før ansættelsesforholdets påbegyndelse, for omfattet af ligningsloven § 31. Det gælder både hvor udgifterne er afholdt af den ansatte selv og hvor udgifterne er afholdt af en tidligere arbejdsgiver, der kan kræve disse udgifter godtgjort helt eller delvist som følge af ansættelsesforholdets ophør, og det gælder uanset om udannelsen er afsluttet eller ej.