Indhold

Afsnittet handler om muligheden for genoptagelse af gældssaneringssager.

Afsnittet indeholder:

  • Genoptagelse af gældssaneringssager
  • Møde i skifteretten
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Genoptagelse af gældssaneringssagen

Skifteretten har i visse tilfælde mulighed for at genoptage gældssaneringssagen med henblik på at ændre gældssaneringskendelsen. Reglerne herfor afhænger af, om skyldner har uafklarede økonomiske forhold, jf. konkurslovens § 197 a, på det tidspunkt, hvor gældssaneringskendelsen afsiges.

Skyldner har ikke uafklarede økonomiske forhold

Har skyldner ikke uafklarede økonomiske forhold på det tidspunkt, hvor gældssaneringskendelsen afsiges, kan skifteretten kun genoptage gældssaneringssagen, når ganske særlige hensyn til skyldneren taler for det. Se konkurslovens § 228, stk. 1.

Genoptages sagen, kan skifteretten ændre gældssaneringskendelsens vilkår efter konkurslovens § 216, stk. 1 og 4 vedrørende nedsættelsesprocenten og afdragsperiodens længde mv. Skifteretten kan dog ikke forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat. Det betyder, at skifteretten ikke kan bestemme, at skyldner skal betale en større procentdel af fordringerne.

Ændring af nedsættelsesprocenten kan kun ske i de situationer, hvor der er sket en markant ændring af skyldners økonomiske situation, og hvor en forlængelse af afdragsperioden ikke med rimelighed kan udligne denne nye økonomiske situation.

Har skyldneren pådraget sig væsentlig ny gæld efter kendelsen om gældssanering, skal det, for at ligestille både gamle og nye kreditorer, overvejes, om der er grundlag for at meddele skyldneren gældssanering på ny, frem for at ændre nedsættelsesprocenten. I modsat fald ville de kreditorer, hvis gæld er stiftet efter afsigelsen af kendelsen om gældssanering, kunne få fuld dækning for deres fordringer og dermed blive væsentligt bedre stillet end de kreditorer, som måtte tåle en yderligere nedsættelse af deres fordringer. Se fx UfR 2015.168 VLR, hvor en oplysning til skifteretten om, at en person, der havde fået gældssanering i 2013, efterfølgende havde stiftet ny gæld, ikke skulle anses som en ansøgning om genoptagelse af gældssaneringssagen, men som en ansøgning om ny gældssanering.

Skyldner har uafklarede økonomiske forhold

Som nævnt i G.A.3.4.5.2.2 Forhold, der kan udelukke gældssanering, kan skyldner få gældssanering, selv om vedkommendes økonomiske forhold er uafklarede, hvis gældssaneringen har tilknytning til en konkurs, jf. konkurslovens § 197 a.

Er dette tilfældet, udvides skifterettens mulighed for at genoptage sagen. Skifteretten kan således genoptage sagen i løbet af afdragsperioden med henblik på at forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat, eller de i kendelsen fastsatte afdrag. Genoptagelsen skal ske på kreditors begæring. Se konkurslovens § 228, stk. 3.

Genoptagelsesmuligheden begrænses dog ved, at der kun kan ske en forhøjelse af det beløb, som skyldner skal betale, hvis der er indtrådt forhold, der medfører, at skyldner må anses for at være i stand til at betale mindst 1.000 kr. om måneden ud over det, der følger af kendelsen. En eventuel forhøjelse vil ske med det beløb, der overstiger de 1.000 kr. Er dette beløb uvæsentligt, jf. konkurslovens § 216, kan forhøjelse undlades. Se konkurslovens § 228, stk. 3,  

Har skyldner opnået gældssanering med tilknytning til konkurs, er skyldneren forpligtet til at underrette skifteretten og kreditorerne, hvis der indtræder forhold, der medfører, at skyldner vil være i stand til at betale mere end 1.000 kr. om måneden end det, der følger af kendelsen. Skifteretten kan bestemme, at skyldner skal fremsende dokumentation for sine økonomiske forhold. Se konkurslovens § 228, stk. 4.

Møde i skifteretten

Inden skifteretten træffer afgørelse om ændring af gældssaneringskendelsen, indkaldes skyldneren og kreditorerne til et møde i skifteretten. Se konkurslovens § 228, stk. 2.

Når skyldnerens sociale forhold taler derfor, indkaldes desuden en repræsentant for kommunen til mødet.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Landsretten

UfR 2015.168 VLR

En henvendelse til skifteretten om, at en person, der havde fået gældssanering i 2013, efterfølgende havde stiftet ny gæld, ikke skulle anses som en ansøgning om genoptagelse af gældssaneringssagen, men som en ansøgning om ny gældssanering.

Afgørelsen viser, at det skal overvejes, om afsigelse af ny gældssanering er mere hensigtsmæssig end ændring af nedsættelsesprocenten på den bestående gældssanering, når skyldner stifter ny gæld i gældssaneringsperioden.