Indhold
Afsnittet handler om gældssaneringskendelsens øvrige retsvirkninger.
Afsnittet indeholder:
- Ekstinktionsvirkning
- Virkning som retsforlig
- Ugyldighedsvirkning
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Ekstinktionsvirkning
En gældssaneringskendelse har ekstinktionsvirkning, hvilket betyder, at gældssaneringskendelsen fortrænger dispositioner, hvor den nødvendige sikringsakt ikke er foretaget. Dette skyldes, at sådanne dispositioner ikke vil være beskyttet mod kreditorforfølgning. Se konkurslovens § 225.
Ekstinktionsvirkningen vil gælde for dispositioner, hvis sikringsakt ikke er foretaget, inden gældssaneringssagen blev indledt. Ekstinktionsvirkningen er dog betinget af, at der afsiges gældssaneringskendelse, og at denne bliver endelig.
Virkning som retsforlig
Gældssaneringskendelsen har mellem skyldner og de pågældende kreditorer samme virkning som et retsforlig. Se konkurslovens § 226, stk. 1.
Dette indebærer blandt andet, at der for fordringerne gælder en 10-årig forældelsesfrist. Se forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3.
Gældssaneringskendelsen kan også danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse. Se hertil retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 1.
Særligt om individualforfølgning
Misligholder skyldneren væsentligt sin betalingsforpligtelse, kan en kreditor foretage individualforfølgning, straks efter et afdrag ikke betales rettidigt. Se FM 2019.59 VLR. Individualforfølgning kan som hovedregel alene ske for dividendebeløbet, da misligholdelse af betalingen af en rate ikke betyder, at hele restdividenden forfalder. Se UfR 2000.2204/1 ØLR, hvor landsretten ikke lod hele gælden forfalde, i forbindelse med skyldners manglende afdrag efter et retsforlig.
Ugyldighedsvirkning
Er der indgået aftale med enkelte kreditorer, som forfordeler disse med større dividende, eller andre særlige fordele mv. end der er indeholdt i gældssaneringskendelsen, er disse ugyldige. Se konkurslovens § 227.
Andre ugyldighedsregler kan selvfølgelig også anvendes i forbindelse med gældssanering, fx hvis der er oprettet proforma aftaler.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Landsretten |
Fuldmægtigen 2019.59 VLR | Landsretten ophævede fogedrettens afgørelse om at afvise en udlægsbegæring på baggrund af en gældssaneringskendelse. Begrundelsen var, at kendelsen havde samme virkning som et retsforlig mellem skyldner og fordringshaver. | Kendelsen viser, at gældssaneringskendelsen kan benyttes som tvangsfuldbyrdelsesgrundlag. |
UfR 2000.2204/1 ØLR | Uden udtrykkelig bestemmelse herom i retsforlig fandt landsretten det betænkeligt at tillægge manglende afdrag den retsvirkning, at hele gælden forfaldt. Kun udlæg for de forfaldne beløb. | Gældsstyrelsens opfattelse er herefter, at manglende betaling af afdrag i gældssaneringsperioden, ikke kan medføre, at hele gælden forfalder. |