Reglerne for summarisk indpassageangivelse, underretning om skibe eller flys ankomst, transport til rette sted, transport under særlige omstændigheder, frembydelse og losning og undersøgelse finder ikke anvendelse for EU-varer (under visse betingelser - se art. 155 i EUTK) og ikke-EU-varer, som midlertidigt har forladt EU's toldområde, når transporten foregår med fly eller skib, der ikke gør ophold uden for toldområdet. Se art. 136, stk. 1 i EUTK.
Denne bestemmelse svarer i al væsentlighed til art. 38, stk. 5 i den hidtil gældende toldkodeks.
For en nærmere beskrivelse heraf henvises derfor til det gamle afsnit om Fortoldning. Se afsnit F.A.33.
EU-Kommissionen har dog fremsat et forslag til ændring af art. 136 i EUTK.
Ifølge forslaget vil ikke-EU-varer, som midlertidigt har forladt EU's toldområde, når transporten foregår med fly eller skib, der ikke gør ophold uden for toldområdet, alene blive fritaget for reglerne om summarisk indpassageangivelse.
Hvis Europa-Parlamentet og Rådet vedtager forslaget, vil det skulle anvendes fra dagen efter ændringens offentliggørelse i EU-Tidende.