Hvis ingen af de andre alternative værdiansættelsesmetoder kan anvendes, skal værdien ansættes efter Fallback metoden (rimelige fremgangsmåder). Disse skal være forenelige med hensigterne og bestemmelserne i artikel VII og i aftalen om anvendelse af denne artikel i Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel - GATT (WTO) - fra 1994. Værdien skal endvidere ansættes på grundlag af oplysninger, der er tilgængelige i EU og i øvrigt være i overensstemmelse med toldkodeksens bestemmelser om fastsættelse af toldværdien.
Se EUTK artikel 74, stk. 3.
Det vil sige, at hovedreglerne for fastsættelse af toldværdien i EU-toldkodeksens artikel 70 og 74, stk. 2 kan anvendes med en vis fleksibilitet, således at toldværdien så vidt muligt baseres på tidligere fastsatte toldværdier.
Kan toldværdien ikke fastsættes ud fra en fleksibel tolkning kan der benyttes en af de øvrige metoder for værdiansættelsen. Den hierarkiske rækkefølge skal dog fortsat iagttages.
Når der anvendes andre passende metoder, må toldværdien dog ikke ansættes på grundlag af
- salgsprisen i EU for varer, der er fremstillet i EU
- et system, hvorefter den højeste af to mulige værdier anvendes ved toldværdifastsættelsen,
- vareprisen på eksportlandets hjemmemarked
- andre produktionsomkostninger end de beregnede værdier, der er fastsat for tilsvarende eller lignende varer
- prisen ved udførsel til et land, der ikke er omfattet af EU's toldområde
- vilkårlige eller fiktive værdier.