Hvis en eksportør finder det sandsynligt, at varer, der angives til udførsel, vil blive genindført ved et andet toldsted end udførselstoldstedet, kan der udstedes et oplysningsskema INF 3 ved udførslen.
Et oplysningsskema INF 3 bruges som identifikationsmiddel for de udførte varer. Samtidig dokumenterer et INF 3 varernes status på udførselstidspunktet - fx varer i fri omsætning, varer under aktiv forædling eller landbrugsvarer mod eksportrestitution.
Eksportøren kan anmode om et INF 3 hos eksporttoldstedet. Hvis der anmodes om et INF 3 på eksporttidspunktet, udstedet et INF 3 af eksporttoldstedet på det tidspunkt hvor afslutningen af eksportformaliteterne sker for varerne.
Hvis det er sandsynligt, at de eksporterede varer vil blive returneret til EUs toldområde via flere andre toldsteder, kan eksportøren anmode om at få udstedt flere oplysningsskemaer INF 3, som hver især dækker en del af den samlede mængde af de eksporterede varer. Se GF artikel 255, stk. 1 og 2.
Et oplysningsskema INF 3 udstedes kun, hvis det kan konstateres, at oplysningerne i eksportørens anmodning vedrører de udførte varer. Herudover er det en betingelse, at der ikke for disse varer er blevet ydet eller senere vil kunne ydes restitutioner eller andre beløb, der anvendes ved eksport som led i den fælles landbrugspolitik. Se GF artikel 255, stk. 3.
Eksportøren kan anmode eksporttoldstedet om at erstatte et allerede udstedt INF 3, med flere INF 3, som hver især dækker en del af den samlede mængde af de varer, der er anført på det oprindelige udstedte INF 3. Se GF artikel 255, stk. 4.
Eksportøren kan anmode om at få udstedt et INF 3, som kun omfatter en del af de eksporterede varer. Se GF artikel 255, stk. 5.
Et oplysningsskema INF 3 udstedes i 3 eksemplarer: en original og to kopier. Eksportøren får udleveret originalen og en kopi til brug ved genindførslen. Hvis det udstedes på papir, arkiveres en kopi heraf på det eksporttoldsted, som har udstedt det. Se GF artikel 255, stk. 6.
Hvis det oprindelige INF 3 var udstedt på papir og det blev stjålet, bortkommet eller ødelagt, kan det eksporttoldsted, som udstedte det, udstede et duplikat efter anmodning fra eksportøren. Eksporttoldstedet noterer udstedelsen af duplikateksemplaret på den kopi af INF 3, som er i dets besiddelse. For at få et duplikateksemplar, skal eksportøren selv henvende sig til toldmyndighederne. Se GF artikel 255, stk. 7.
Når et INF 3 udstedes på papir, skal bilag 62-02 DF bruges.
Et dokument der bekræfter, at betingelserne for frigivelse for importafgifter er blevet opfyldt (oplysningsskema INF 3), kan videregives uden at dette skal ske elektronisk. Se DF artikel 160.
Bemærk: Se også afsnit F.A.35 vedrørende udførsel af varer.