Dato for udgivelse
05 feb 2013 11:55
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
22 okt 2012 11:45
SKM-nummer
SKM2013.90.ØLR
Myndighed
Østre Landsret
Sagsnummer
17. afdeling, S-1397-12
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
Straf
Emneord
Registreringsafgift, uddannelse, ophold, ansøgning, auktion
Resumé

T var tiltalt for at have indført og anvendt sin bil, registreret i Sverige, til kørsel i Danmark, selvom bilen ikke var afgiftsberigtiget i Danmark, og han var registreret med bopæl og havde fast opholdssted i Danmark.

T forklarede at han ønskede at få den danske kørelæreruddannelse, fordi han ville arbejde som kørelærer i Danmark. Medens han tog uddannelsen havde han bopæl i Danmark. Han vidste godt at han ikke måtte køre før han søgte SKAT om tilladelse, men han troede at hans indgivelse af ansøgning om tilladelse medførte, at han så godt måtte køre i sagsbehandlingstiden.

Byretten fandt T skyldig i forsæt. T kunne ikke have en berettiget forventning om at måtte køre i bilen i sagsbehandlingstiden. Straffen blev fastsat til fængsel i 40 dage og tillægsbøde på 68.000 kr. Byretten lagde ved udmåling af tillægsbøden vægt på blandt andet bilens værdi. Der kunne ikke lægges vægt på, at bilen på en auktion blev solgt for ca. 68.000 kr., da en auktionspris ikke som udgangspunkt kan anses for at være tilsvarende værdien i fri handel.

Landsretten stadfæstede byretsdommen, men nedsatte med dissens frihedsstraffen til 30 dage.

Reference(r)

Registreringsafgiftsloven § 27

Henvisning

-

Østre Landsrets dom af 22. oktober 2012, 17. afdeling S-1397-12

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(advokat Michael Harms, besk.)

Afsagt af landsdommerne

Dorthe Wiisbye, Hans Chr. Thomsen og Lone Dahl Frandsen med domsmænd

................................

Byrettens dom af 19. april 2012, 15-134/2012

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 6. januar 2012.

T er tiltalt for overtrædelse af

registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 3,

ved i perioden fra den 30. marts 2010 til den 17. november 2010 med forsæt til at unddrage sig registreringsafgift på 136.986 kr. at have indført og anvendt sin Mercedes Benz, registreret i Sverige, til kørsel i Danmark, selvom bilen ikke var afgiftsberigtiget i Danmark, og han var registreret med bopæl og havde fast opholdssted i Danmark.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Forklaringer

Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet V.1.

Forklaringerne er lydoptaget.

Tiltalte har forklaret, at han bor i ...1 i Danmark. Han flyttede til Sverige på et tidspunkt og havde fast bopæl der i en årrække. Han er opvokset i Danmark. Han var interesseret i at tage kørelæreruddannelsen i Danmark. For at blive kørelærer i Danmark skal man tage den danske kørelæreruddannelse og have fast bopæl i Danmark. Under uddannelsen var han flyttet til Danmark. Det er rigtigt, at han havde fast bopæl i Danmark i den periode, som er anført i anklageskriftet. Han flyttede til Sverige, da det var billigere at få en lejlighed der.

Mercedes´en var en svensk indregistreret bil. Han kan ikke huske, hvornår han købte bilen; men han havde den i hvert fald i 2010. Da han havde bopæl dengang i Sverige, købte han bilen i Sverige. På et tidspunkt flyttede han til Danmark for at tage kørelæreruddannelsen, men han fik ikke indregistreret bilen i Danmark. Han havde undersøgt det og havde fundet ud af, at han ikke behøvede at få bilen indregistreret, når det kun var for en kortere periode, at han skulle være her i Danmark. I første omgang var det ikke så lang tid, at han skulle være her, men han dumpede til eksamen, og derfor valgte han at blive boende i Danmark noget længere, indtil han havde bestået eksamenen. Han ansøgte derfor SKAT om tilladelse til at få lov til at køre i Danmark i den svensk indregistrerede bil. Han flyttede ikke tilbage til Sverige. Han har kørt i bilen efter at have søgt tilladelse om at få lov at køre i bilen. Han vidste, at man godt kunne få tilladelse til at køre længere tid i bilen, men vidste også, at det netop krævede en tilladelse. Han troede dog, at han måtte køre i bilen, mens SKAT behandlede hans ansøgning. Han fik en bekræftelse fra SKAT om, at de havde modtaget hans ansøgning, og han fik et tidspunkt for, hvornår han kunne forvente, at der var truffet afgørelse. Han vidste godt, at han ikke måtte køre før han søgte tilladelsen, men han troede, at hans indgivelse af ansøgning om tilladelse medførte, at han så godt måtte køre i sagsbehandlingsperioden. Der stod ikke noget i brevet fra SKAT om, at han måtte køre i sagsbehandlingstiden.

Han blev stoppet på et tidspunkt af politiet, da han kørte i bilen. Politiet fortalte ham, at han havde fået afslag. Det er rigtigt, at han havde fået brevet fra SKAT med afgørelsen, da han blev standset af politiet, men han havde blot ikke åbnet brevet. Han havde brevet fra SKAT, om at der var indgivet ansøgning, med i bilen.

Bilen er blevet solgt af SKAT for ca. 63.000 kr. Han har en andelsbolig i Sverige, som han købte i 2008. Den har han stadigvæk. Han fik folkeregisteradresse på ...2 i Danmark i marts 2010. Hans barn bliver født i maj 2010. Barnets mor var han dengang og nu kæreste med, men de bor ikke sammen. Det var ikke meningen, at hans barn skulle med ham tilbage til Sverige.

V.1 har forklaret, at det er korrekt, at den pågældende bil i den periode som er anført i anklageskriftet, var registreret i Danmark. Der indtræder registreringspligt i Danmark, når bilen bliver taget i brug, medmindre der foreligger en tilladelse. Efter at man har fået bopæl i Danmark, har man 14 dage til at få ordnet formalia. Der er ikke opsættende virkning af en ansøgning, og man må således ikke køre i bilen, mens ansøgningen bliver behandlet. Registreringsafgiften udgjorde i det konkrete tilfælde ca. 136.000 kr. Registreringsafgifter udregnes ved at tage værdien af bilen uden afgift der bliver belagt med en afgift af 105 % af de første 79.000 kr. og 180 % af resten. Det er ca. en værdi af ca. 60 % af bilens værdi, som udgør registreringsafgiften. Det er korrekt, at bilen efterfølgende er blevet solgt af SKAT på auktion for ca. 68.000 kr. Buddet står ikke mål med det, som bilen er værd. I det øjeblik man får bopæl i Danmark, indtræder registreringspligten. Hvis man har en bestemt grund til at være her i landet i en kort periode - fx et korterevarende arbejde - må man gerne køre i bilen, men man skal så have kontrakten fra det pågældende arbejde med sig hele tiden.

Rettens begrundelse og afgørelse

Tiltalte har bekræftet, at han har kørt i den omhandlede bil i Danmark i den periode, som er anført i anklageskriftet, og at bilen ikke var indregistreret i Danmark. Tiltalte har forklaret, at han i nævnte periode havde bopæl i Danmark, hvor han endvidere er opvokset, og hvor han dengang - og nu - har en kæreste og et barn. Han har endvidere forklaret, at han ønskede at få den danske kørelæreruddannelse, fordi han ville arbejde som kørelærer i Danmark.

På denne baggrund finder retten efter en samlet vurdering, at tiltalte må anses for at have haft bopæl i Danmark i registreringsafgiftslovens forstand. På baggrund af tiltaltes forklaring lægger retten endvidere til grund, at tiltalte var klar over indholdet af de danske regler om, at der skulle søges om tilladelse. Det forhold, at der ikke i SKATs bekræftelse på at have modtaget ansøgningen om tilladelse til at køre uden at få bilen indregistreret, var anført, at man ikke måtte køre i den periode, hvor ansøgningen blev behandlet, findes ikke med føje at kunne have givet tiltalte en berettiget forventning om, at han måtte køre. Det er derfor bevist, at tiltalte med det fornødne forsæt er skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. registreringsafgiftslovens § 27, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 3.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 68.000 kr., jf. straffelovens § 50, stk. 2.

Retten har ved fastsættelsen af fængselsstraffens længde lagt vægt på blandt andet det unddragne beløbs størrelse. Ved fastsættelsen af tillægsbødens størrelse har retten lagt vægt på blandt andet bilens værdi. Retten har her ikke fundet at kunne lægge vægt på, at bilen på en auktion blev solgt for ca. 68.000 kr., da en auktionspris ikke som udgangspunkt kan anses for at være tilsvarende værdien i fri handel.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 40 dage. Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 68.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 20 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

........................

Østre Landsrets dom af 22. oktober 2012, 17. afdeling S-1397-12

Byrettens dom af 19. april 2012 (15-134/2012) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har nedlagt endelig påstand om stadfæstelse.

Supplerende oplysninger

Der er til brug for ankesagen foretaget personundersøgelse i henhold til retsplejelovens § 808.

Det fremgår af sagen, at tiltalte ved bødeforelæg af 30. august 2010 fra Politiet

har vedtaget en bøde på 1.500 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1, j f. § 118.

Supplerende forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet V.1, der begge har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han købte lejlighed i Sverige i 2008. For at kunne gå til eksamen som kørelærer skulle han have bopæl i Danmark. Han boede hos en kammerat. Det var meningen, at han skulle blive i Danmark en måneds tid. Han indrejste i marts 2010 og havde sin bil med. Det var meningen, at han skulle flytte tilbage til Sverige, når han havde bestået sin eksamen som kørelærer. Han indgav ansøgning, da han fandt ud af, at opholdet blev lidt længere end forventet. Han bestod kørelæreruddannelsen i oktober 2010. Den 17. november 2010 var han ikke klar over, at han havde modtaget brevet fra SKAT. Brevet lå hjemme i en bunke og var uåbnet. Han havde ikke rykket SKAT for svar på sin ansøgning. Han tænkte ikke over det. Det var først, da han blev standset, at han blev klar over, at han havde modtaget afslag. Han vil ikke bestride, at SKAT havde sendt brevet, og at han havde modtaget brevet på bopælen i Danmark. Han havde ansøgningen liggende i bilen.

Vidnet V.1 har supplerende forklaret blandt andet, at bilen i den angivne periode ikke var registreret i Danmark. Værdien af bilen fastsættes af SKAT ved sammenligning med tilsvarende biler. I det øjeblik, man får bopæl i Danmark, indtræder registreringspligten. Man kan ansøge om tilladelse til ikke at betale registreringsafgift i Danmark under ophold her i en kortere periode, f.eks. i forbindelse med studie- og skoleophold. Han har ikke været involveret i auktionen. Den, der køber en bil på auktion, skal ikke betale ny registreringsafgift, idet bilen anses for afgiftsberigtiget.

Personlige forhold

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret blandt andet, at han bor alene i en lejlighed i Rødovre, men besøger sin kæreste og sit barn. Han er blevet selvstændig kørelærer.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig som fastslået af byretten.

3 voterende finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at frihedsstraffen bør nedsættes til fængsel i 30 dage.

3 voterende stemmer efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder for at stadfæste den fastsatte straf på fængsel i 40 dage, idet disse voterende tillige har henset til, at tiltalte var under uddannelse som kørelærer.

Med hensyn til strafudmålingen afsiges der dom efter det for tiltalte gunstigste resultat.

Alle voterende finder, at der efter forholdets karakter ikke er grundlag for at gøre frihedsstraffen betinget.

Straffen fastsættes som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89.

Med denne ændring stadfæster landsretten dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at frihedsstraffen nedsættes til fængsel i 30 dage.

I øvrigt stadfæstes dommen.