Indhold
Afsnittet indeholder:
- Aktiv forædling
- Forskellen på ordningerne
- Suspensionsordning
- Sikkerhedsstillelse for det suspenderede told- og afgiftsbeløb
- Varernes toldmæssige status
- Tilbagebetalingsordning.
Aktiv forædling
Aktiv forædling går ud på, at det er muligt at modtage T1 varer til forarbejdning. Efter forarbejdningen skal de forarbejdede varer udføres til et ikke EU-land. Tolden på T1-varerne, som blev indført til forarbejdningen, skal ikke betales, hvis tolden blev suspenderet ved indførslen. Hvis tolden blev betalt ved indførslen kan den tilbagebetales.
Anvendelse af proceduren for aktiv forædling kræver bevilling, der kun udstedes, hvis en række økonomiske forudsætninger er opfyldt.
Bevilling kan kun udstedes til personer, der er etableret i EU og kan anvendes i det EU-land hvor bevillingen er udstedt.
En enhedsbevilling til aktiv forædling kan anvendes i de EU-lande som er nævnt i bevillingen. Se nærmere om enhedsbevillinger i afsnittene F.A.17.3 om bevillingsudstedelse og F.A.21 Fælles regler for toldprocedurer af økonomisk betydning.
Derfor er det ikke alene SKAT, der kan være involveret i et bevillingsforhold, men også en toldmyndighed i en anden medlemsstat. I disse tilfælde bruges betegnelsen told- og skatteforvaltningen eller toldsted.
Forskellen på ordningerne
Toldfritagelse kan opnås efter én af to ordninger, suspensionsordningen eller tilbagebetalingsordningen. I begge tilfælde skal ansøgeren have til hensigt at eksportere hovedforædlingsprodukterne til lande udenfor EU.
Når der ansøges om bevilling til aktiv forædling, skal ansøgeren angive hvilken af de to ordninger, der ønskes benyttet. Der er dog visse begrænsninger for anvendelsen af tilbagebetalingsordningen, se afsnittet om Tilbagebetalingsordning nedenfor.
Skemaet viser forskellen på de to aktive forædlingsordninger.
Vilkår
|
Suspension
|
Tilbagebetaling
|
Omfatter alle varer
|
Ja
|
Nej
|
Told og afgift betales
|
Nej
|
Ja
|
Sikkerhedsstillelse for told og afgifter
|
Almindeligvis nej
|
Nej
|
Fremlæggelse af licenser, certifikater mv.
|
Nej
|
Ja
|
Krav om forædling
|
Nej
|
Nej
|
I fri omsætning
|
Nej
|
Ja
|
Suspensionsordning
Suspensionsordningen anvendes på alle indførselsvarer. Ved henførsel af varer under ordningen suspenderes det told- og afgiftsbeløb, der hviler på de indførte varer, dvs. at dette beløb ikke opkræves. Se TK art. 84 og 114 samt GB art. 545-549.
Samtidig med at opkrævning af told og afgifter suspenderes, vil også eventuelle handelspolitiske foranstaltninger, fx import- eller eksportforbud, for varerne blive suspenderet.
I praksis betyder det, at der ved varernes indførsel ikke skal afgives:
- Indførselslicens
- Indførselscertifikat
- Indførselsbevilling
- Oprindelsesdokumentation.
Se TK art. 114, stk. 1, litra a) og GB art. 509.
Sikkerhedsstillelse for det suspenderede told- og afgiftsbeløb
SKAT kan stille krav om sikkerhedsstillelse for det suspenderede told- og afgiftsbeløb. Behovet for sikkerhedsstillelse skal vurderes af SKAT i hver enkelt sag, jf. TK art. 88.
I tilfælde, hvor SKAT finder det nødvendigt at kræve sikkerhedsstillelse, kan dette ske i form af fx en bankgaranti. Størrelsen af sikkerheden skal mindst svare til told og afgifter af endnu ikke genudførte varer.
SKAT kan frigive sikkerhedsstillelsen, når bevillingshaveren har dokumenteret, at de indførte varer er anvendt til fremstilling af forædlingsprodukter, og disse forædlingsprodukter er
- udført til lande udenfor EU eller
- overgået til en anden tilladt ordning, fx oplagt på et toldoplag eller i en frizone.
Der kræves almindeligvis ikke sikkerhedsstillelse for told og afgifter for varer, der indføres til reparation.
Varernes toldmæssige status
Varer, der er indført under suspensionsordningen eller forædlingsprodukter, der er fremstillet af sådanne varer, er ikke i fri omsætning i EU. De har derfor toldmæssig status T1.
Varerne kan imidlertid overgå til fri omsætning, hvis bevillingshaveren erklærer, at det ikke har været muligt at gennemføre de påtænkte eller planlagte eksportforretninger. Varerne skal overgå til fri omsætning ved en fortoldning, inden de må afsættes i EU.
Hvis indførselsvarerne opfyldte betingelserne for at få præferencetoldbehandling som led i toldkontingenter eller importlofter på det tidspunkt, hvor varerne blev angivet til aktiv forædling, kan varerne opnå den præferencetoldbehandling, som er gældende for tilsvarende varer på det tidspunkt, hvor angivelsen antages til overgang til fri omsætning.
Tilbagebetalingsordning
Under tilbagebetalingsordningen indføres varerne til fri omsætning i EU, og varerne har toldmæssig status T2.
- Det betalte toldbeløb tilbagebetales, når det overfor SKAT dokumenteres, at de indførte varer indgår som del af forædlingsprodukter, der er udført til et land udenfor EU eller
- i uforandret stand er udført til et land udenfor EU, eller
- med henblik på senere genudførsel er overgået til: forsendelsesproceduren, en toldoplagsprocedure, proceduren for midlertidig indførsel eller suspensionsproceduren for aktiv forædling , eller
- er anbragt i frizone eller på frilager.
Se TK art. 128.
Tilbagebetalingsordningen kan anvendes på alle indførselsvarer, medmindre varerne ved angivelsen til fri omsætning
- er underlagt kvantitative importrestriktioner
- er omfattet af en toldforanstaltning med kontingenter. Toldkontingentordninger findes i Taric
- er underlagt krav om forelæggelse af en import- eller eksportlicens eller forudfastsættelsesattest inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik
- hvis der er fastsat eksportrestitution for forædlingsprodukterne.
Se TK art. 124.
Når varer indføres under tilbagebetalingsordningen, skal der betales told og afgifter, herunder antidumpingtold. Se afsnit F.A.6 Antidumping- og udligningstold. Eventuelle særlige indførselsbestemmelser skal opfyldes i forbindelse med fortoldningen, fx fremlæggelse af indførselscertifikat. Se afsnit F.A.11 Varebestemmelser.