Indhold

Dette afsnit orienterer om afgivelse af TIR-data til NCTS, der også skal afgives udover den almindelige procedure, hvor TIR-transporter skal være ledsaget af et TIR-carnet.

Afsnittet indeholder:

  • Formålet
  • Proceduren ved toldstederne
  • NCTS-TIR-data
  • Efterlysnings- og opkrævningsprocedure.

Formålet

For at effektivisere toldbehandlingen i forbindelse med TIR-transporter, er det besluttet, at TIR-transporter skal følge de samme rammer, som den almindelige forsendelse af varer i EU. Det betyder, at de virksomheder, der transporterer varer efter TIR-Konventionen, pr. 1. januar 2009 er forpligtet til at angive disse varer elektronisk i NCTS-systemet.

Den elektroniske afgivelse af TIR-data til toldmyndighederne gælder kun inden for EU's toldområde. Den hidtidigt gældende TIR-procedure for udstedelse af TIR-carneter, der ledsager TIR-transporten, fortsætter uændret - også for den internationale garantiforpligtelse. Det medfører bl.a., at der ikke skal stilles særskilt sikkerhed i NCTS.

Proceduren ved toldstederne

Proceduren ved afgangs- eller indpassagetoldstedet

TIR-carnetets indehaver - typisk transportvirksomheden - skal derfor angive de varer, der er opført i TIR-carnetet, elektronisk i NCTS-systemet ved afgangs- eller indpassagetoldstedet. Angivelsen skal indeholde oplysninger, der svarer til dem, der afgives, når varer forsendes efter ordningen om EU-forsendelse.

Når varerne frigives i TIR-proceduren, udskriver afgangs- eller indpassagetoldstedet et forsendelsesledsagedokument, som følger TIR-carnetet. De elektroniske data sendes til det angivne bestemmelses- eller udpassagetoldsted.

Oplysningerne på TIR-carnetet anvendes til at afgøre alle retlige konsekvenser af en uoverensstemmelse mellem de elektroniske TIR-carnetoplysninger og oplysningerne på selve TIR-carnetet i overensstemmelse med TIR-konventionen. Formaliteterne i forbindelse med andre landes toldmyndigheder end EU's toldmyndigheder sker fortsat på grundlag af TIR-carnetet, herunder brugen af TIR-carnet som bevis for en international garanti.

Proceduren ved bestemmelses- eller udpassagetoldstedet

Ved varernes ankomst til bestemmelses- eller udpassagetoldstedet afleveres TIR-carnetet og forsendelsesledsagedokumentet. Bestemmelses- eller udpassagetoldstedet underretter afgangs- eller indpassagetoldstedet om varernes ankomst samme dag, som de frembydes ved bestemmelses- eller udpassagetoldstedet.

Brugen af elektroniske data forventes derved at mindske antallet af tilfælde, hvor der indledes unødvendige efterlysningsprocedurer.

Nødprocedure

Forpligtelsen til at afgive data i NCTS fra TIR-carnetet kan kun fraviges i følgende tilfælde, hvis

  1. toldmyndighedernes system ikke fungerer
  2. programmet til elektronisk fremsendelse af TIR-carnet oplysninger (fx carnetindehaverens system) ikke fungerer
  3. netværket mellem disse ikke fungerer.

Fritagelserne i punkt 2 og 3, kræver toldmyndighedernes godkendelse. 

Dette indebærer, at TIR-forsendelsen foretages alene på baggrund af TIR-carnetet.

NCTS -TIR-data

Det er oplysninger fra TIR-carnetet, der overføres til transitsystemet, jf. afsnit om EU-forsendelse.

Angivelse i transitsystemet

Ved angivelse i transitsystemet af forsendelser under TIR-ordningen se afsnittet om EU-forsendelse, især disse rubrikker:

  • I rubrikken "Angivelsestype" (rubrik 1) angives koden "TIR".
  • I rubrikken "Vedlagte dokumenter" (rubrik 44) angives koden "952" (TIR-carnet) under "dokumenttype" og TIR-carnetets nummer under "dokumentreference". Der kan kun angives et TIR-carnet pr. angivelse (MRN), og dette skal ske under varepost 1. TIR-carenets nummer skal have formatet an10 og skal følge algoritmen som bestemt af IRU.
  • I rubrikken "sikkerhedsstillelse" (rubrik 52) angives koden "B" under "Garantitype" og TIR-carnetets nummer under "Reference til anden sikkerhedsstillelse".
  • Angivelse af koden for afgangstoldsted og bestemmelsestoldsted skal indeholde landekoden for et EU-land.

Angivelse af grænseovergangssted og angivelse af koden "A3" (godkendt afsender) bruges ikke ved forsendelser under TIR-ordningen.

Angivelse i øvrige rubrikker følger de regler, som gælder for forsendelser under EU's forsendelsesordning.

Efterlysnings- og opkrævningsprocedure

Iværksættelse af rykkerproceduren

Rykkerproceduren iværksættes senest 7 dage efter udløbet af fristen for varernes frembydelse på bestemmelses- eller udpassagetoldstedet.

Rykkerproceduren iværksættes dog straks i de tilfælde, hvor toldmyndighederne har modtaget oplysninger om, at TIR-transporten ikke er afsluttet, eller hvis de har mistanke herom.

Rykkerproceduren iværksættes af afgangs- eller indpassagetoldsedet ved at sende en elektronisk anmodning til bestemmelses- eller udpassagetoldstedet om de oplysninger, der er nødvendige for at afslutte TIR-transporten. Toldstedet skal svare på anmodningen inden 28 dage.

Anmodning til carnetindehaveren efter iværksættelse af rykkerproceduren hos bestemmelses- eller udpassagetoldstedet.

Hvis bestemmelses- eller udpassagetoldstedet ikke har afgivet svar eller afgivet et negativt svar, sender afgangs- eller indpassagetoldstedet en anmodning til carnetindehaveren, så denne kan tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige for at afslutte TIR-transporten.

Anmodningen til carnetindehaveren sendes senest 28 dage efter iværksættelsen af rykkerproceduren hos bestemmelses- eller udpassagetoldstedet.

Carnetindehaveren skal svare på anmodningen fra afgangs- eller indpassagetoldstedet inden 28 dage. Hvis carnetindehaveren ønsker det, kan perioden forlænges med 28 dage.

Afgangs- eller indpassagetoldstedet underretter (DTL) som den garanterende organisation om den uafsluttede TIR-transport og opfordrer DTL til at dokumentere, at transporten er afsluttet.

I de tilfælde, hvor varerne er ankommet til bestemmelses- eller udgangstoldstedet - men ikke frigivet - underrettes carnetindehaveren ikke.

Underretning af carnetindehaveren mv.

Når det fastslås under rykkerproceduren, at TIR-transporten er afsluttet korrekt, informerer afgangs- eller indpassagetoldstedet carnetindehaveren og DTL som den garanterende organisation om det.

Iværksættelse af opkrævningsproceduren

Fristen for opkrævning af uafsluttede TIR-transporter er 7 måneder fra den dato, hvor varerne senest skulle have været frembudt for bestemmelses- eller udpassagetoldstedet.

Underretning af den garanterende organisation

Hvis TIR-transporten ikke er afsluttet, underretter afgangs- eller indpassagetoldstedet DTL som den garanterende organisation om det i forbindelse med iværksættelse af opkrævningsproceduren.

Anvendelse af nødproceduren

I de tilfælde, hvor TIR-transporten er begyndt under nødproceduren, dvs. på grundlag af TIR-carnetet alene, gælder følgende:

  • Hvis afgangs- eller indpassagetoldstedet ikke har modtaget dokumentation for, at TIR-transporten er afsluttet inden for 2 måneder efter TIR-carnetets godkendelse, sender disse toldsteder en anmodning sammen med alle nødvendige oplysninger til bestemmelses- eller udpassagetoldstedet.
  • Toldstedet skal svare på anmodningen inden 28 dage.

Herefter skal den rykker- og opkrævningsprocedure med frister, der gælder for TIR-transporter, der er angivet i transitsystemet, følges.