Hovedregel
Det er en betingelse for toldfritagelsen som returvarer, at varerne genindføres i samme stand, som de havde ved udførslen. Se TK art. 186.
Undtagelser
Der er dog nogle undtagelser fra denne bestemmelse. Undtagelserne fremgår af GB art. 846.
Undtagelserne omfatter:
- Varer, der efter udførslen fra EU kun har gennemgået behandlinger, som er nødvendige for deres bevarelse, eller behandlinger som kun ændrer varernes udseende. Det kan fx være rustbeskyttelse eller ompakning
- Varer, der efter udførslen har vist sig at være defekte eller uegnede til den planlagte anvendelse, og som har været repareret eller istandsat, fx omlakeret
- Varer, der har vist sig at være uegnede til den planlagte anvendelse, efter at behandling var påbegyndt. For eksempel kan metervarer af stof have været opskåret inden konstatering af deres uegnethed til den planlagte anvendelse.
Hvis de behandlinger, som returvarerne har været genstand for efter de to sidstnævnte undtagelser, ville have medført, at der skulle opkræves told, hvis varerne havde været omfattet af ordningen for passiv forædling, skal der betales told efter denne ordning ved genindførslen. Se afsnit F.A.18 - Passiv forædling.
Hvis importøren kan dokumentere, at bearbejdningen af en vare har bestået af en nødvendig reparation eller istandsættelse, der er foretaget efter en uforudseelig begivenhed uden for EU, og varens værdi ikke er blevet forøget i forhold til værdien ved udførslen fra EU, kan varen genindføres toldfrit.
Udtrykket "nødvendig reparation eller istandsættelse" forstås i denne forbindelse som enhver udbedring af funktionsfejl eller materielle skader, som er opstået uden for EU, og uden hvilken, varen ikke længere kunne anvendes på normal måde til det formål, den er bestemt til.
At varens værdi ikke må være forøget i forhold til værdien ved udførslen betyder, at bearbejdningen ikke må omfatte mere, end hvad der er strengt nødvendigt, for at varen fortsat kan anvendes under samme betingelser som på udførselstidspunktet.
Hvis der anvendes reservedele til reparation eller istandsættelse af varen, skal denne anvendelse begrænses til de strengt nødvendige dele.
Disse regler anvendes, fx hvis en bil er blevet repareret efter udførslen. Mindre reparationer af motor, gearkasse eller lignende, eller udskiftning af en lygte, et sidespejl eller et dæk medfører ikke, at bilens værdi betragtes som forøget. Men hvis der fx er foretaget en udskiftning af motor eller gearkasse, anses bilens værdi for forøget, og der skal betales nedsat told af bilen efter ordningen for passiv forædling.