Afgørelser

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2005.147.HR

En bilforhandlers demonstrationsbiler blev anset for indkøbt med henblik på videresalg som et led i virksomhedens næring. Bilernes anvendelse til demonstration kunne ikke bevirke, at de skulle anses som driftsmidler omfattet af den dagældende afskrivningslovs kapitel I.

Se også landsrettens dom, SKM2003.365.VLR.

TfS 1998,353 HRD

En advokat, der var ansat i en advokatvirksomhed i København, hvor han også havde egne sager, købte i december 1989 en bil. Han hentede bilen hos forhandleren den 29. december og kørte til kontoret, hvor han pakkede sine egne sager i bilen. Bilen stod derefter parkeret i en lukket gård. Den 1. januar 1990 kørte han bilen med sagerne til Flensborg, hvor han skulle arbejde som partner i et andet advokatfirma. Kørslen i 1989 kunne ikke anses som erhvervsmæssig, selvom han havde medbragt sin sagsbeholdning med henblik på flytning til Flensborg. Der kunne derfor ikke afskrives på bilen i 1989.

Landsretsdomme

SKM2014.604.ØLR

Husbåde, der kunne flyde, bevæge sig igennem vandet og havde en vis størrelse, måtte anses som skibe og ikke fast ejendom. EU-Domstolens dom, C-532/11, der vedrørte en EU-retlig regulering af et momsretligt spørgsmål, kunne ikke føre til et andet resultat.

SKM2009.479.VLR

En ejers adgang til at afskrive på et aktiv, der bruges erhvervsmæssigt er kun reguleret af reglerne i afskrivningsloven og ikke også af SL § 6, stk. 1, litra a.

Retten henviste til forarbejderne til afskrivningsloven af 1998 (lov nr. 433 af 26. juni 1998), hvor formålet med loven bl.a. var at overflytte en række regler for afskrivninger, der fandtes andre steder i skattelovgivningen, til afskrivningsloven, sådan at afskrivningsreglerne som udgangspunkt blev samlet i en lov. Drænings - og vandingsanlæg i forbindelse med en golfbane blev ikke anset for driftsmidler, der kunne afskrives på efter afskrivningslovens kapitel 2. Efter AL § 27 er det kun jordbrugsbedrifter, der kan afskrive på sådanne aktiver.

SKM2004.258.ØLR

Afskrivning på litografier, der var ophængt i et hotel, blev godkendt. Litografiernes værdi var blevet forringet siden anskaffelsen. En ikke uvæsentlig del af værdiforringelsen skyldtes, at litografierne blev udsat for lys og derfor falmede. Retten fandt, at denne værdiforringelse måtte anses for at være en følge af den erhvervsmæssige brug af litografierne til udsmykning af hotellet.

SKM2003.365.VLR

Spørgsmålet i sagen var, om en bilforhandlers nærmere specificerede biler skulle anses for at være driftsmidler eller varelager. Efter en konkret bedømmelse blev to biler, der før salget var blevet brugt som personalebiler for ansatte i virksomheden og i begrænset omfang til demonstration, anset som afskrivningsberettigede som driftsmidler. Den erhvervsmæssige benyttelse havde medført værdiforringelse. To biler var blevet brugt som udlejningsbiler til kunder, der havde deres egne biler på værksted, og bilerne var desuden blevet brugt til demonstration og til dækning af virksomhedens eget transportbehov. Retten fandt, at udlejningen var et normalt led i driften af et værksted, og at brugen havde medført værdiforringelse. Der kunne derfor afskrives på disse biler som driftsmidler.

Se SKM2005.147.HR om demonstrationsbiler.

SKM2003.255.VLR

Skatteyderen drev en campingplads, hvor han havde opført nogle campinghytter. Hytterne, der ikke havde været flyttet, måtte efter deres karakter, udformning og materialevalg anses for anskaffet og opført til varig forbliven på stedet, og de kunne derfor ikke afskrives som driftsmidler.

Byretsdomme

SKM2011.98.BR

Der kunne ikke afskrives på et ægte tæppe indkøbt i en fransk antikvitetsbutik, da det ikke var godtgjort, at tæppet ud fra sin placering og benyttelse, var udsat for særlig slitage eller andet, der kunne indebære en værdiforringelse.

Landsskatteretskendelser

SKM2017.63.LSR

S havde foretaget afskrivning på driftsmidler. Landsskatteretten udtalte, at der kunne afskrives på udgifter til anskaffelse og forbedring af aktiver, der blev benyttet erhvervsmæssigt, jf. AL § 1. Da S´ landbrugsvirksomhed ikke kunne anses at være erhvervsmæssig i indkomstårene 2011-2013, havde S ikke været berettiget til at foretage afskrivning på driftsmidler i indkomståret 2013.

SKM2014.59.LSR

Et selskabs pavillonmoduler, bestemt til udlejning, kunne, ud fra en samlet vurdering, anses som driftsmidler.

TfS 1999, 390 LSR

En bilforhandler handlede med nye og brugte personbiler. Forhandleren havde indregistreret et antal biler (demo-biler), der både var til rådighed for virksomhedens sælgere til privatkørsel, og blev brugt til erhvervsmæssig kørsel. Den erhvervsmæssige kørsel bestod både i demonstrationsture med kunder og i erhvervsmæssig transport i virksomhedens regi. Bilerne, der oftest var af seneste model og blev brugt i virksomheden 1 - 1½ år, var varieret i størrelser og bilmærker, sådan at der var mulighed for at tilbyde kunderne at prøve en sådan bil, som de overvejede at købe en ny model af. Bilerne var principielt ikke til salg, men de blev alligevel solgt direkte til kunderne. Dette både på grund af forhandlerens og sælgernes fælles interesse i at have nye demo- biler, og på grund af kundernes interesse i at kunne købe demo-bilerne relativt billigt.

Landsskatteretten fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse demo- bilerne for at være overgået til driften. Der blev bl.a. henset til omsætningshastigheden for demo- bilerne i året og at bilerne oftest var den seneste model. Demo-bilerne kunne derfor ikke afskrives som driftsmidler, men hørte til varelageret.

Bemærk, at afgørelsen i vidt omfang er konkret og truffet ud fra den konkrete bevisførelse.

TfS 1990, 246 LSR

Afskrivning på et springvandsanlæg blev anerkendt, men afskrivning på en bronzestatue i anlægget blev ikke godkendt, fordi statuen ikke kunne antages at være udsat for fysisk forringelse som følge af brugen.

LSRM 1982,101

En speciallæge ønskede at afskrive på et ægte tæppe, der var placeret i konsultationsrummet. Det blev oplyst, at tæppet var placeret under et bord, der blev brugt til patientsamtaler, og at tæppet derved blev udsat for slitage. Landsskatteretten udtalte, at der ikke var nogen tilbagekøbsgaranti eller anden form for værdigaranti for tæppet, og da tæppet desuden måtte anses for at være udsat for et sådant slid, at der skete en værdimæssig forringelse ved erhvervsmæssig brug, blev afskrivning godkendt.

Spørgsmålet om, hvorvidt der sker en værdiforringelse for ægte tæpper, må afgøres ud fra et konkret skøn. Ved skønnet må der tages hensyn til, om tæppet er anbragt sådan, at der sker slid på det, og der dermed sker værdiforringelse. Desuden må der tages hensyn til tæppets pris.

LSRM 1982,24

En revisionsvirksomhed havde anskaffet nogle serigrafier, der var udført af en kendt kunstner. Serigrafierne skulle bruges til udsmykning af ca. 300 m² kontorer. Serigrafierne var indsat i udskiftningsrammer. Værdien af rammerne udgjorde halvdelen af prisen for serigrafierne. Der kunne ikke afskrives på serigrafierne, fordi det måtte antages, at de ikke blev forringet ved slid og ælde, sådan som det er forudsat i afskrivningsloven. Derimod blev udskiftningsrammerne anset for at være selvstændige inventargenstande, der kunne afskrives på efter afskrivningsloven.

LSRM 1981, 119

Afskrivning på persiske og tyrkiske tæpper, antikke tæpper, bord og chatol blev ikke godkendt. Der var tale om antikviteter eller lignende, som måtte sidestilles med kunstgenstande, hvis værdi ikke forringes under brugen. Tæpperne var placeret dels på gulvet, dels på væggen i virksomhedens lokaler. Landsskatteretten fandt, at møblerne og tæpperne måtte antages at have bevaret eller forøget deres værdi, og der kunne derfor ikke ske afskrivning.

LSRM 1981,5

Landsskatteretten udtalte, at det ikke er en betingelse for afskrivning efter afskrivningslovens afsnit 1 (maskiner, inventar og andre driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt), at der drives selvstændig erhvervsvirksomhed, men alene, at driftsmidlet anvendes udelukkende erhvervsmæssigt, jf. AL § 2.

LSRM 1976,140

En musiker, der var ansat ved et byorkester, ville afskrive på en cello. Landsskatteretten lagde vægt på, at celloen ud fra anskaffelsessummens størrelse måtte anses for at være et så kostbart strygeinstrument, at værdien ikke blev forringet ved musikerens brug af den. Afskrivning blev derfor ikke godkendt.

LSRM 1975,172

En kongelig kapelmusiker fik godkendt ret til afskrivning på et flygel (bortset fra privat andel). Landsskatteretten udtalte, at der var tale om et erhvervsmæssigt benyttet musikinstrument, som blev forringet ved den nødvendige brug (de mekanisk virkende dele i flyglet slides ved brugen) i forbindelse med vedligeholdelse af musikerens færdigheder og dermed hans indtjeningsevne.

LSRM 1970, 80

En ejendomsmægler havde flyttet private indbogenstande til erhvervsmæssig brug i hans kontor. En dragkiste, et chatol, et Ludvig XVI bord, en stol, lysekroner, gulvtæpper, en sofa, en armstol og to lamper. Det var arvestykker og antikviteter, som han af hensyn til sin ejendomsmæglerforretning havde anbragt til udelukkende erhvervsmæssig benyttelse i sine kontorlokaler, der var indrettet dertil.

Landsskatteretten fandt, at der var tale om antikviteter eller lignende, som måtte sidestilles med kunstgenstande, hvis værdi ikke forringes under brugen. Der kunne derfor ikke afskrives efter afskrivningsloven. Der blev dog godkendt afskrivning på enkelte andre genstande af mindre værdi (stole, gulvtæpper m.m.). Disse genstande måtte anses at blive forringet i værdi ved den erhvervsmæssige brug.

LSRM 1964,132

En landsretssagfører havde købt nogle malerier til at hænge op i sit kontorlokale. Malerierne kunne, selvom de kunne betragtes som driftsmidler, ikke afskrives, fordi de ikke ville blive forringet ved slid og ælde. Det blev forklaret, at maleriernes holdbarhed måtte anses for at svare til oliemaleriers holdbarhed.

LSRM 1954,67

En musiker, der havde købt en violin for 4.000 kr. til brug i det orkester, hvor han var ansat, fik ikke ret til at afskrive på violinen.

Skatterådet

Skatterådet kunne bekræfte, at en kunstgræsbane til fodbold på lejet grund skulle anses som et driftsmiddel, jf. AL kapitel 2.

Se på linje hermed SKM2013.777.SR vedrørende husbåde med fast el- og vandforsyning samt tilslutning til landbaseret kloaksystem. Husbådene var fastgjort til kajpladsen med stationære kæder, og der var monteret landgangsbro. Husbådene havde ingen motor og kunne således ikke flyttes at egen kraft. Det forhold, at husbåde i visse tilfælde efter momsretten anses som fast ejendom, ændrede ikke ved vurderingen.

Ligeledes på linje hermed SKM2021.339.SR.

SKM2009.290.SR

Skatterådet udtalte, at en husstandsvindmølle kan anses for udelukkende erhvervsmæssigt benyttet, når ejeren vælger at anvende skattelovgivningens almindelige regler, jf. LL § 8 P, stk. 5, også selvom at den samlede vindmølleaktivitet giver underskud, og at et eventuelt underskud fra vindmølledriften kan trækkes fra i en eventuel lønindkomst. Ejeren af en husstandsvindmølle kan afskrive på anskaffelsessummen for møllen som driftsmiddel efter AL § 5, når møllen anses for at være udelukkende erhvervsmæssigt benyttet efter LL § 8 P, stk. 5, selvom en del af den producerede elektricitet bruges privat.

SKM2003.418.LR

Husbåde blev anset for at være skibe i afskrivningslovens forstand. Der blev ved afgørelsen, der vedrørte fire nærmere bestemte typer husbåde af træ og stål, lagt vægt på, at

• de kan flyde
• de er beregnet til at kunne flyttes ved at bevæge sig gennem vand
• de har en vis størrelse (længde ca.13,5-20 m, bruttotonnage 72- ca. 160 brt)
• de kan registreres i skibsregisteret som skibe
• de kan belånes efter de regler, der gælder for skibe (sølovens regler om skibspant)
• det løbende slid, som husbåden udsættes for, kan sammenlignes med det slid, et skib udsættes for.

Hvis en husbåd som disse bruges erhvervsmæssigt, fx til erhvervsmæssig udlejning, kan der afskrives på husbåden efter de regler i afskrivningsloven, der gælder for skibe.

SKM2001.365.LSR

De i sagen omhandlede museumsgenstande undergik ikke en sådan fysisk forringelse, som forudsattes for afskrivning efter afskrivningslovens regler. Avance ved afståelse heraf fandtes derfor ikke at kunne beskattes efter dagældende AL § 6, jf. LL § 7.