Indhold

Dette afsnit beskriver bestemmelserne om afgiftsfritagelse for mandskabsvogne.

Afsnittet indeholder:

Definition af mandskabsvogne
Indretning
Anvendelse
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Definition af mandskabsvogne

En mandskabsvogn er et motorkøretøj, der utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel. Der er tale om en varebil med bagsædearrangement - typisk en bil med dobbeltkabine. Se REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, om afgiftsfritagelse for mandskabsvogne.

Indretning

Personkabinen skal være indrettet til befordring af mindst 4 personer og med mindst ét sæde bag forsæderne. Kabinen skal være adskilt fra vareladet eller varerummet. Køretøjets varelad eller varerum skal have større flademål end personkabinen. Der måles i højde med forrudens underkant og vandret bagud i køretøjet. Når der sker opmåling af flademål i såvel personkabinen og varelad eller varerum sker det ved opmåling på langs og på tværs. Personkabinen måles fra det punkt, hvor forruden rammer instrumentbrættet og bagud til skillevæggen til varelad/varerum. Ligeledes på tværs uden hensyn til armlæn mm. Vareladet/varerummet måles fra personkabinen og bagud til bagklappen og på tværs fra kant til kant. Der fratrækkes ikke evt. hjulkasser og lign.

Virksomhedens navn/logo skal være påmalet/påklistret mandskabsvognen på tydelig måde (minimum 5 cm høje bogstaver).

Godkendelse som en mandskabsvogn er i øvrigt betinget af, at køretøjer af samme fabriksmærke ikke bliver markedsført med lignende karrosseri i personvognsudførelse (stationcars og lignende).

Følgende bilkonstruktioner kan blive godkendt som mandskabsvogne:

Originalt fremstillede biler med dobbeltkabine og åbent varelad. Der skal i egentlig forstand være tale om en ekstra personkabine bag forsæderne indrettet med sidevinduer og personvognsudstyr, herunder sædvanligt sædearrangement.
Originalt fremstillede kassevogne, der er indrettet med ekstra personkabine i varerummet bag forsæderne. Personkabinen skal være adskilt fra varerummet af en fast adskillelse (godkendt af synsvirksomhederne).

Almindelige last- og varebiler uden sådan særlig indretning, herunder biler af pick-up typen med udvidet førerrum, kan ikke godkendes som mandskabsvogne.

Alle sæder skal desuden opfylde kravene i bekendtgørelse om detailforskrifter for køretøjers indretning og udstyr for at kunne tælle med.

Mandskabsvogne kan tillades indrettet med soveplads i mandskabskabinen/førerrummet. Bilen skal dog som anført i lovbestemmelsen udelukkende bruges erhvervsmæssigt. Der tillades ikke yderligere udstyr eller indretning til ophold og beboelse, som eksempelvis køkken, håndvask eller lignende.

Anvendelse

Mandskabsvogne må kun bruges til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer, og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed.

Se SKM2023.294.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at mandskabsvognen var anvendt i strid med reglerne om afgiftsfritagelse, idet der i køretøjet befandt sig flere plastikposer med øl, vaskemiddel og diverse fødevarer. Retten fandt herved, at vaskemiddel og øl ikke var omfattet af materiel, værktøj og materialer.

Der er ikke krav om samtidig transport af mandskab og materiel. Det betyder eksempelvis, at det er muligt for virksomheder uden ansatte at anskaffe og benytte mandskabsvogne. Mandskabsvognen kan anvendes til transportopgaver på samme måde som andre last- og varebiler forudsat, at der udelukkende er tale om erhvervsmæssig anvendelse. Mandskabsvognen må dog ikke benyttes til egentlig vognmandsvirksomhed, idet der ikke er tale om en sådan transport til og fra virksomhedens arbejdspladser, som forudsat i fritagelsesbestemmelsen.

Privat personbefordring er ikke tilladt.

Hvis betingelserne for afgiftsberigtigelse som mandskabsvogn ikke længere er opfyldt, skal ejeren eller den registrerede ejer af køretøjet betale afgift efter reglerne for personbiler eller varebiler, alt efter hvilke betingelser køretøjet opfylder på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden. Hvis køretøjet ikke opfylder betingelserne for at blive registreret som en varebil, afgiftsberigtiges køretøjet efter reglerne for personbiler. Se REGAL § 4-5 c og REGAL § 20, stk. 1.

For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette. Det er underordnet, om ejeren eller den registrerede ejer var bekendt med den ulovlige kørsel eller ej. Det afgørende er om ejeren eller den registrerede ejer vidste eller burde have vidst, at køretøjet var taget i brug på færdselslovens område

Se SKM2023.391.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at leasingselskabet hæftede for registreringsafgiften, da de var registreret ejer på kontroltidspunktet og derfor som udgangspunkt hæftede for betaling af registreringsafgiften, jf. REGAL § 20, stk. 1, 1. pkt.

Se SKM2023.293.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at den registrerede ejer hæftede for betaling af registreringsafgiften, da han havde overladt mandskabsvognen til B, som havde anvendt mandskabsvognen til en arbejdsopgave på foranledning af den registrerede ejer.

Se SKM2022.344.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at mandskabsvognen ikke opfyldte betingelserne for at blive afgiftsberigtiget som en varebil, idet vognen var indrettet til personbefordring og dermed ikke utvivlsomt konstruereret og indrettet til godstransport, jf. REGAL § 5, stk. 1, nr. 2.

Til brug for forståelsen af omfanget af den tilladte anvendelse af mandskabsvogne, kan der henses til SKM2014.700.BR, hvoraf det fremgår at idet der er tale om en undtagelse fra den almindelige pligt til at betale registreringsafgift, skal bestemmelsen fortolkes indskrænkende.

Eksempler på anvendelse af mandskabsvogn

Det er Motorstyrelsens opfattelse, at en ekstern adresse, kan anses for en virksomheds arbejdsplads, hvis følgende betingelser begge er opfyldt:

Det arbejde, som udføres på de eksterne adresser, som udgangspunkt kan anses for virksomhedens kerneopgaver.
Mandskabet transporteres i virksomhedens erhvervsmæssige interesse.

En virksomheds arbejdsplads behøver ikke være fast etableret. I SKM2019.176.SR blev der fra den pågældende midlertidige arbejdsplads erhvervet en indtægt.

Det er Motorstyrelsens opfattelse, at der ved vurderingen af arbejdspladsbegrebet skal henses til virksomhedens kerneopgave ved anvendelsen af mandskabsvogne. Det betyder, at fx en håndværksvirksomhed, der afhenter materialer hos et byggemarked og transporterer dette materiale i mandskabsvognen til virksomhedens arbejdsplads eller adresse, vil være omfattet af fritagelsesbestemmelsens anvendelsesområde, og der vil således ikke blive udløst pligt til betaling af registreringsafgift. For at dokumentere, at kørslen er sket i overensstemmelse med fritagelsesbestemmelsen, kan der fremlægges fx GPS-oplysninger eller kvitteringer, fakturaer eller lignende for det indkøbte materiale.

Det vil ikke være tilladt at bruge en mandskabsvogn til kørsel mellem virksomheden og den private bopæl. Kørsel mellem arbejdspladsen og den private bopæl vil normalt blive betragtet som privat personbefordring og vil derfor være i strid med reglerne. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor en sådan kørsel kan anses som erhvervsmæssig. Eksempelvis, hvor køretøjerne normalt bliver brugt til kørsel direkte fra en medarbejders private bopæl og til arbejdspladserne.

Hvis køretøjerne bliver anvendt til sådan kørsel, skal følgende krav alle være opfyldt for, at der er tale om erhvervsmæssig kørsel:

Der skal være en betydelig afstand (fx til en anden by/landsdel fra den private bopæl til virksomhedens adresse.
Der skal være større afstand mellem virksomhedens adresse og arbejdspladsen end afstanden mellem medarbejderens private bopæl og arbejdspladsen.
Der skal normalt på den private adresse være et mindre lager af materiel og/eller materialer.

Opsamling/afsætning af personer, der arbejder i virksomheden på vej til/fra arbejdspladsen vil være tilladt, også selv om der er tale om lidt større afvigelser fra ruten. Egentlig afhentning/afsætning på personens bopæl beliggende langt fra ruten, bliver derimod anset for privat personbefordring. Det vil således være i strid med betingelserne for køretøjets benyttelse, hvis der bliver foretaget væsentlige afvigelser fra den direkte rute, fx for at hente virksomhedens medarbejdere ved deres bopæl.

Som altovervejende udgangspunkt er det ikke tilladt at køre efter mad i en mandskabsvogn efter reglerne om registreringsafgift.

Efter reglerne må mandskabsvogne kun anvendes til bestemte former for transport til og fra virksomhedens egne arbejdspladser, mens afhentning af mad fra fx en sandwichbar, en bager, en café mv. ikke er omfattet.
Hvis man alligevel bruger en mandskabsvogn til at hente mad, skal der derfor som udgangspunkt betales afgift af køretøjet. Hvis en ansat kører fra en byggeplads i en mandskabsvogn med det ene formål at hente mad til sig selv eller sine kollegaer, vil det medføre afgiftspligt af køretøjet. Det ændrer ikke på vurderingen, at den ansatte er blevet pålagt at hente maden af sin arbejdsgiver.

Der gælder dog en enkelt undtagelse til udgangspunktet. Foretager man en lovlig kørsel med fx materialer eller ansatte til eller fra virksomhedens arbejdspladser, må man gerne stoppe på vejen og købe mad til fortæring i arbejdstiden under forudsætning af, at man ikke derved afviger væsentligt fra den direkte rute. Det vil afhænge af en konkret vurdering, om kørslen ellers har et lovligt formål, og om afhentningen af mad medfører en ikke-væsentlig afvigelse fra den direkte rute.
Hvis man fx har hentet materialer på virksomhedens adresse 50 km væk fra en byggeplads, vil man på vej tilbage til byggepladsen lovligt kunne køre en mindre omvej på fx 500 meter for at hente mad. Kører man derimod en omvej på fx 10 km for at købe mad på tilbagevejen, vil der være tale om en væsentlig afvigelse fra den direkte rute, som udløser pligt til at betale registreringsafgift. Man må ikke anvende mandskabsvognen til at købe eller hente mad efter arbejdsdagen afslutning.

Hvis det konstateres, at en mandskabsvogn umiddelbart bruges i strid med reglerne, er det virksomheden, som skal godtgøre, at kørslen ligger inden for rammerne af den afgiftsfri benyttelse af køretøjet. Alle relevante oplysninger vil kunne indgå ved vurderingen af, om virksomheden har godtgjort dette. Det kunne fx være GPS-oplysninger om den kørte rute og kvitteringer for nyindkøbte materialer i et byggemarked, hvis maden er hentet på vej tilbage til arbejdspladsen efter et lovligt indkøb af materialer til en byggeplads. Også objektive fund som fx placeringen af materiel i lastrummet vil kunne indgå, hvis føreren lovligt har hentet materiel til en af virksomhedens arbejdspladser på det faste forretningssted og på tilbagevejen stopper for at købe mad.

Hvis de fremlagte oplysninger kan godtgøre, at maden er afhentet i forbindelse med et lovligt ærinde uden at medføre væsentlige afvigelser fra ruten, vil der ikke skulle betales registreringsafgift.

►Virksomhed

En mandskabsvogn må kun anvendes til kørsel i den virksomheds interesse, der er registreret ejer eller bruger af mandskabsvognen. Mandskabsvognen kan således ikke anvendes på tværs af flere virksomheder. Dette gælder også selvom ejeren af virksomheden ejer flere virksomheder med personlig hæftelse, fx en enkeltmandsvirksomhed og en anpart i et interessentskab. Ejeren af virksomheden må ikke anvende mandskabsvognen til erhvervsmæssig kørsel på tværs af sine virksomheder. Se Østre Landsrets afgørelse SKM2020.306.ØLR.◄

Overnatningssteder

Mandskabsvogne kan som udgangspunkt ikke anvendes afgiftsfrit til kørsel til overnatningssteder.

Se bl.a. SKM2021.245.LSR, hvor Landsskatteretten bemærkede, at personerne A og B begge var ansat i arbejdsgiverselskabet, da de søndag, den 18. marts 2018 blev standset i køretøjet i toldkontrollen ved Rødby Færgehavn på vej fra deres bopæle til et overnatningssted i Danmark 5 km. fra en byggeplads, hvor de skulle møde på arbejde mandag morgen. Landsskatteretten bemærkede, at kørslen mellem bopælene i Tyskland og overnatningsstedet i Danmark udelukkende var begrundet i befordring af medarbejderne til overnatningsstedet. Under disse omstændigheder, hvor kørslen ikke var sket direkte fra en medarbejders bopæl til en arbejdsplads, jf. SKM2011.748.LSR, var Landsskatteretten enig med Motorstyrelsen i, at betingelserne for at fritage køretøjet for afgift ikke var opfyldt.

Se også SKM2021.276.LSR, hvor en mandskabsvogn blev anvendt til kørsel med henblik på at komme hjem til Tyskland på weekend. Da medarbejderne ankom til færgehavnen i Gedser, tog de igen køretøjet i brug med henblik på at køre til en skurby på byggepladsen i By Y1 for at overnatte til mandag morgen, hvor arbejdet påbegyndtes. Køretøjet var også blevet brugt af tyske medarbejdere til kørsel på andre søndage fra Gedser Færgehavn til andre overnatningssteder på hoteller og lignende, der ikke, som i By Y1, var beliggende på de enkelte byggepladser, men i nærheden af disse, og efter endt arbejdsuge retur til Gedser Færgehavn. Landsskatteretten anførte, at ingen af de omhandlede kørsler i henhold til lovmotiverne var kørsel direkte mellem en medarbejders private bopæl og arbejdspladserne. Kørslerne var begrundet i, efter endt arbejdsuge, at transportere medarbejderne fra en byggeplads til Gedser Færgehavn, hvorfra de tog videre hjem til Tyskland for at holde weekend, og i, på søndage i forbindelse med opstart af en ny arbejdsuge, at transportere medarbejderne fra færgehavnen, hvor køretøjet var parkeret, til overnatningssteder på eller i nærheden af byggepladserne. Landsskatteretten fandt derfor, at kørslerne var privat personbefordring, der var i strid med reglen om afgiftsfritagelse i REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, og stadfæstede Motorstyrelsens afgørelse.

Begrebet "personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed"

Afgørelsen af, om den pågældende person kan anses for at arbejde i ejerens eller brugerens virksomhed, vil derfor altid bero på en samlet bedømmelse og vurdering af

den pågældende persons virke.
forholdet mellem den, der udfører arbejdet og den, for hvem det udføres, herunder adgangen til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol.
om det er i virksomhedens erhvervsmæssige interesse, at personen transporteres i mandskabsvognen.

4.2 Eksempler

Som eksempel på, at en person arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed, kan nævnes:

Vikarer og elever

Vikarbureauansættelsen adskiller sig fra det traditionelle arbejdsgiver-lønmodtagerforhold ved, at vikaren indgår i et trepartsforhold med henholdsvis vikarbureauet og brugervirksomheden. Arbejdsgiverbeføjelserne er delt mellem vikarbureauet, der har ansættelses- og afskedigelseskompetencen, og brugervirksomheden, der har kontrol og tilsynsbeføjelsen.

Samme problemstilling gør sig gældende for elevansættelsen, hvor eleven indgår i et trepartsforhold med uddannelsesstedet, der planlægger elevens skoleophold, fagprøve mv. og praktikstedet, der er ansvarlige for elevens praktik og løn. I praktikperioden udfører eleven typisk arbejde under praktikstedets kontrol og tilsyn.

Vikarer og elever falder ind under begrebet "personer, som arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed", hvis køretøjets ejer eller bruger typisk fungerer som daglig leder for vikaransatte og elever og dermed fastsætter "de generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse".

Ulønnet personale (frivillige)

Frivillige udfører typisk arbejde på virksomhedens initiativ og under virksomhedens kontrol- og tilsynsbeføjelse/instruktionsbeføjelse.

Når dette er tilfældet, vil en person, der arbejder ulønnet, være omfattet af begrebet "personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed" ifølge REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, hvis det er i virksomhedens interesse, at den frivillige transporteres i mandskabsvognen.

Personer uden ansættelseskontrakt

De fleste ansættelsesforhold er omfattet af ansættelsesbevislovens krav om udfærdigelse af en ansættelseskontrakt. Hvis ansættelsesforholdet ikke falder ind under ansættelsesbevislovens bestemmelser, kan medarbejderen dog arbejde uden en ansættelseskontrakt, hvis der ikke er en overenskomst på området.

En person, der arbejder uden en ansættelseskontrakt, kan, ligesom ansatte med en ansættelseskontrakt udføre arbejde på virksomhedens initiativ og under virksomhedens instruktionsbeføjelser. Når dette er tilfældet, vil en person, der arbejder uden en ansættelseskontrakt, være omfattet af begrebet "personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed" ifølge REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, uanset om personen har indgået en ansættelseskontrakt med virksomheden eller ej. Transporten skal være i ejerens eller brugeres interesse.

Vagtordning

For ansatte omfattet af en vagtordning er det dog tilladt, at bilen bliver taget med til privatadressen. Det er en forudsætning, at vagtordningen er af en sådan karakter, at den også medfører/kan medføre brug af mandskabsvognen.

Rådighedspligten i vagtordningen skal være reel. Det indebærer, at den ansatte skal have pligt til at møde i rådighedsperioden. En telefonkæde, hvor den ansatte blot kan lade mødepligten overgå til den næste på listen, opfylder ikke rådighedsforpligtelsen. Den ansatte skal være pålagt reelle begrænsninger i privatlivet i rådighedsperioden. Han eller hun skal fx kunne møde udhvilet og ædru i hele rådighedsperioden, hvilket udelukker vagtordninger af permanent karakter. Tilkaldevagt året rundt anerkendes derfor ikke.

Ved vurdering af vagtordning vurderes bl.a. om:

kørslen er nødvendig for virksomheden.
medarbejderen har fået et klart forbud mod at køre privat i bilen.
varebilen er udstyret med værktøj og andet, som skal bruges til at kunne udføre arbejdet.
der er vagtplan og rapportpligt over udkald.
det kan dokumenteres, at bilen er brugt til de enkelte vagter.
antallet af biler står i rimeligt forhold til vagtordningens omfang.
den vagthavende medarbejder er på arbejde i hele vagtperioden.

Køretøjerne, der forsynes med gule nummerplader, skal afgiftsekspederes hos Motorstyrelsen, før indregistrering kan finde sted.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse	Afgørelsen i stikord	Yderligere kommentarer
Landsretsdomme
SKM2020.306.ØLR	Et køretøj var afgiftsfritaget som mandskabsvogn efter REGAL § 2, stk. 1, nr. 9. SKAT havde efter en kontrol opkrævet appellanten fuld registreringsafgift af køretøjet, fordi køretøjet var blevet anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen. Køretøjets registrerede ejer og bruger var et interessentskab, som var ejet af appellanten og hans ægtefælle, og som drev virksomhed med udlejning af bygninger, landbrug og konsulentvirksomhed. Køretøjet var påmalet interessentskabets navn. Ud over interessentskabet var appellanten eneejer af et anpartsselskab, som han også var direktør i, og som drev virksomhed med træning og salg af heste. Ved SKATs kontrol var køretøjet på vej til et ridestævne med en hest ejet af anpartsselskabet med henblik på forevisning og forberedelse af salg af hesten. Kørslen skete derfor i anpartsselskabets interesse. Byretten fandt, at køretøjet var blevet anvendt til transport, der var interessentskabet uvedkommende, og at betingelserne for afgiftsfritagelse derfor ikke var opfyldt. Landsretten stadfæstede byrettens dom og bemærkede, at der ikke var grundlag for at anse anpartsselskabet som den reelle bruger af køretøjet eller at anse interessentskabet og anpartsselskabet som én samlet virksomhed i relation til undtagelsesbestemmelsen i REGAL § 2, stk. 1, nr. 9.	Stadfæstelse af byrettens dom SKM2019.386.BR.
SKM2019.347.ØLR	Sagen angik, om en skatteyder i medfør af REGAL § 2, stk. 3, skulle betale fuld registreringsafgift af et køretøj, som var indregistreret som mandskabsvogn uden afgift, jf. REGAL § 2, stk. 1, nr. 9. SKAT havde truffet afgørelse om efteropkrævning af fuld afgift af køretøjet, da det ved en standsning af køretøjet blev konstateret, at skatteyderens bror og dennes mindreårige datter var passagerer i køretøjet. SKAT fandt, at der var tale om privat personbefordring af broren og niecen, hvorfor køretøjet var blevet anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen, hvilket medførte opkrævning af fuld afgift af køretøjet. Byretten fandt, at broren måtte anses for at arbejde "frivilligt" i skatteyderens virksomhed, jf. principperne i SKATs styresignal SKM2016.158.SKAT (ikke længere gældende), pkt. 4.2, og at brorens datter i afgiftsmæssig henseende måtte "identificeres" med sin far, hvorfor der hverken var tale om privat personbefordring af broren eller niecen i strid med betingelserne for afgiftsfritagelsen. Skatteministeriet ankede dommen til landsretten. Ministeriet gjorde ikke for landsretten gældende, at befordringen af broren skulle anses for privat personbefordring, idet ministeriet ikke for landsretten anfægtede byrettens konkrete bevisvurdering af brorens tilknytning til sagsøgerens virksomhed. Derimod fast- holdt ministeriet, at der var tale om privat personbefordring af niecen. Landsretten udtalte, at det fremgår af REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, at mandskabsvogne kun må anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Lands- retten bemærkede videre, at det udtrykkeligt anføres, at køretøjet ikke må benyttes til privat personbefordring. Landsretten udtalte herefter, at landsretten som ubestridt lagde til grund, at skatteyderen blev standset af politiet under kørsel på offentlig vej i mandskabsvognen fra en arbejdsplads til sin virksomhed, og at skatteyderens bror og dennes 4-årige datter tillige befandt sig i mandskabsvognen. Skatteyderens bror arbejdede i skatteyderens virksomhed, mens brorens 4-årige datter var med sin far grundet mangel på anden pasningsmulighed. Da mandskabsvognen med transporten af det 4-årige barn således blev anvendt til privat personbefordring, var betingelserne for afgiftsfritagelse ikke længere opfyldt, og mandskabsvognen skulle derfor afgiftsberigtiges efter registreringslovens §§ 4-6 b, jf. lovens § 2, stk. 3.	Ændring af byrettens dom SKM2018.431.BR.
SKM2015.456.ØLR	SKAT havde under en kontrol ved den danske/tyske grænse konstateret, at en mandskabsvogn blev anvendt til transport af fire litauiske håndværkere, der ikke var ansat i ejeren af mandskabsvognens virksomhed, men derimod ansat hos en af ejeren antaget underentreprenør. Landsretten skulle tage stilling til, om denne kørsel førte til, at mandskabsvognen ikke længere opfyldte betingelserne for afgiftsfritagelse i REGAL § 2, stk. 1, nr. 8, om mandskabsvogne (nu gældende lov § 2, stk. 1, nr. 9). Landsretten udtalte indledningsvis, at REGAL § 2, stk. 1, nr. 8, skal fortolkes indskrænkende. Landsretten lagde herefter til grund, at de fire håndværkere havde anvendt mandskabsvognen til transport til og fra deres juleferie i Litauen. Da mandskabsvognen blev anvendt til privat befordring af personer, der ikke er ansat i ejerens eller brugerens virksomhed, var betingelserne for afgiftsfritagelse - uanset om der måtte være sket samtidig transport af materiel - ikke længere opfyldt. Mandskabsvognen skulle som følge heraf afgiftsberigtiges efter lovens almindelige regler, jf. REGAL § 2, stk. 3. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.	Stadfæstelse af byrettens dom SKM2014.700.BR.
Byretsdomme
SKM2022.422.BR	Sagen angik, om et køretøj, der var indregistreret som mandskabsvogn uden afgift, jf. REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, havde været anvendt til privat personbefordring. Køretøjet blev standset af SKAT i udrejsefeltet ved Y1 Færgehavn, og i køretøjet befandt sig to personer, der var ansat i det selskab, der ejede køretøjet. De to ansatte var på vej fra deres arbejdsplads i Y2-by til deres bopæle i Tyskland og skulle hjem på påskeferie. Retten fandt, at der var ført bevis for, at transporten af de to ansatte fra arbejdspladsen til bopælene var erhvervsmæssig. Retten henviste herved til forarbejderne til REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, og lagde i bedømmelsen bl.a. vægt på, at der var en betydelig afstand fra medarbejdernes private bopæl til virksomhedens adresse, mens der var noget kortere mellem medarbejdernes private bopæl og arbejdspladsen. Retten lagde endvidere på baggrund af partsforklaringen til grund, at medarbejderne opbevarede kostbart værktøj i mandskabsvognen for at undgå tyveri fra arbejdspladsen.
SKM2013.507.BR	SKAT konstaterede ved en kontrolaktion, at sagsøgeren på ladet af en mandskabsvogn medbragte tolv stole. Sagsøgeren oplyste ved kontrolaktionen, at stolene var lånt og skulle anvendes ved en studenterfest for sagsøgerens søn fjorten dage senere. Efterfølgende oplyste sagsøgeren, at han i forbindelse med bortskaffelse af byggeaffald afledt af en byggeopgave for en kunde havde indvilliget i ligeledes at bortskaffe stolene. Det var ubestridt at stolene først blev bortskaffet efter anvendelsen af disse til sønnens studenterfest. På baggrund heraf traf SKAT afgørelse om, at sagsøgeren havde anvendt køretøjet til transport af private genstande i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse i REGAL § 2, stk. 1, nr. 8. Køretøjet skulle derfor afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens almindelige bestemmelser, jf. REGAL § 2, stk. 3. Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse og udtalte i den forbindelse, at omfanget af den private brug, herunder værdien af de transporterede private genstande, ikke havde betydning for afgiftspligtens indtræden. Byretten bemærkede indledningsvis, at der som følge af fritagelsen for afgift stilles skærpede krav til anvendelsen af mandskabsvogne. Herefter bemærkede retten, at mandskabsvogne kun må anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer, og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Efter en samlet vurdering fandt retten det dog overvejende betænkeligt at anse det for godtgjort, at den omhandlede mandskabsvogn var anvendt i strid med betingelserne i REGAL § 2, stk. 1, nr. 8.
Landsskatteretskendelser
►SKM2024.143.LSR.◄	►Et selskab ejede et køretøj, hvoraf der i henhold til fritagelsesbestemmelsen i REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, om mandskabsvogne ikke var betalt registreringsafgift. Efter fritagelsesbestemmelsen var det bl.a. et krav, at køretøjets personkabine skulle være indrettet til befordring af mindst fire personer. På kontroltidspunktet var der på det ene af køretøjets fire sæder monteret en vandret plade, hvorpå kunne placeres materiel. Landsskatteretten fandt, at køretøjet på kontroltidspunktet ikke var indrettet til befordring af mindst fire personer, idet det ene sæde umiddelbart ikke kunne anvendes. Ved vurderingen lagde Landsskatteretten vægt på, at pladen på sædet var fastgjort med en møtrik i en reol, som selskabet havde fastmonteret i personkabinen. Køretøjet opfyldte derfor ikke betingelserne for afgiftsfritagelse i REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, om mandskabsvogne. Med henvisning til SKM2022.344.LSR fulgte Landsskatteretten ikke selskabets subsidiære påstand om, at køretøjet skulle afgiftsberigtiges som en varebil, jf. REGAL § 5, stk. 2, idet køretøjet på kontroltidspunktet ikke opfyldte betingelserne herfor. Herefter, og da selskabet som ejer af køretøjet hæftede for registreringsafgiften, stadfæstede Landsskatteretten Motorstyrelsens afgørelse.◄
SKM2023.391.LSR	Et selskab leasede til en bruger et køretøj, der var indregistreret som mandskabsvogn og dermed afgiftsfritaget efter REGAL § 2, stk. 1, nr. 9. Den 9. januar 2021 blev køretøjet udtaget til kontrol, hvor det blev konstateret, at køretøjet blev anvendt i strid med reglerne for mandskabsvogne. Motorstyrelsen opkrævede derfor registreringsafgift på 188.703 kr. Sagen angik, om selskabet hæftede for afgiften i henhold til REGAL § 20, stk. 1. Med henvisning til REGAL § 20, stk. 1, 3. pkt., gjorde selskabet gældende, at selskabet ikke hæftede for afgiften, fordi selskabet som ejer ikke vidste eller burde have vidst, at leasingtager anvendte køretøjet i strid med reglerne for mandskabsvogne. Videre henviste selskabet til leasingkontrakten, hvorefter leasingtager var ansvarlig for offentlige forskrifter, der gjaldt for benyttelsen af køretøjet. Landsskatteretten anførte, at selskabet var angivet som registreret ejer på kontroltidspunktet og derfor som udgangspunkt hæftede for betaling af registreringsafgiften, jf. REGAL § 20, stk. 1, 1. pkt. Da selskabet havde leaset køretøjet til brugeren, lagde Landsskatteretten til grund, at selskabet var vidende om, at køretøjet ville blive taget i brug på færdselslovens område. Selskabet hæftede derfor for afgiften i henhold til REGAL § 20, stk. 1, 1. pkt. Landsskatteretten anførte, at leasingaftalen mellem selskabet og brugeren regulerede parternes indbyrdes forhold, hvorfor leasingaftalen ikke havde betydning for selskabets hæftelse efter reglerne i REGAL. Landsskatteretten stadfæstede dermed Motorstyrelsens afgørelse.
SKM2023.294.LSR	Sagen vedrørte, om betingelserne for afgiftsfritagelse for et køretøj var opfyldt. Landsskatteretten fandt, at mandskabsvognen var anvendt i strid med reglerne om afgiftsfritagelse, idet der i køretøjet befandt sig flere plastikposer med øl, vaskemiddel og diverse fødevarer. Retten fandt herved, at vaskemiddel og øl ikke var omfattet af materiel, værktøj og materialer i REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, henset til førerens og passagerernes arbejde. Dertil kom den omstændighed, at føreren ved standsningen først forklarede, at køretøjet var blevet anvendt til private indkøb, og at Adresse Y1 ikke lå på den korteste rute mellem […] på […] og Adresse Y2, By Y2. Betingelserne for afgiftsfritagelse som mandskabsvogn ansås således ikke længere for at være opfyldt på standsningstidspunktet, og der skulle derfor svares afgift efter reglerne i REGAL §§ 4-5 e. Retten fandt endvidere, at selskabet som registreret bruger af køretøjet hæftede for registreringsafgiften i henhold til REGAL § 20, stk. 5, idet føreren af køretøjet var ansat af selskabet, og køretøjet måtte anses for anvendt med viden om, at kørsel ikke var i overensstemmelse med betingelserne for fritagelse i henhold til REGAL § 2, stk. 1, nr. 9. Landsskatteretten stadfæstede på denne baggrund Motorstyrelsens afgørelse.
SKM2023.293.LSR	Sagen vedrørte, om betingelserne for afgiftsfritagelse for et køretøj var opfyldt, og om klageren hæftede for betaling af afgiften. Det omhandlede køretøj var blevet standset ud for Adresse Y2, som lå nord for By Y2 på vestsiden af ØY1, hvilket var en væsentlig afvigelse fra den direkte rute mellem virksomhedens arbejdspladser. Politiet konstaterede desuden ved standsningen, at virksomhedens navn ikke var påmalet sagens køretøj. Landsskatteretten lagde til grund, at der i bilen var i hvert fald én person, C, som ikke var ansat hos klageren, og at bilen var blevet anvendt til privat kørsel, herunder til indkøb og rundvisning på øen. Landsskatteretten fandt således, at mandskabsvognen var anvendt på færdselslovens område i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse af køretøjer efter REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, hvorfor køretøjet i henhold til REGAL § 2, stk. 3, skulle afgiftsberigtiges som personbil efter REGAL § 4. Landsskatteretten fandt endvidere, at klageren hæftede for betaling af afgiften i henhold til REGAL § 20, stk. 1, da klageren fremgik som ejer af sagens køretøj på kontroltidspunktet, hvor afgiftspligten indtrådte. Klageren ansås endvidere for vidende om, at sagens køretøj var blevet anvendt i strid med betingelserne i henhold til REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, på færdselslovens område. Landsskatteretten stadfæstede herefter Motorstyrelsens afgørelse.
SKM2022.344.LSR	Landsskatteretten fandt, at nogle medarbejderes daglige kørsel i en mandskabsvogn mellem arbejdspladsen og bopælen var privat personbefordring, der var i strid med REGAL § 2, stk. 1, nr. 9. Tilsvarende gjaldt medarbejdernes kørsel til Føtex på vejen hjem for at foretage private indkøb. Den omstændighed, at der nogle dage blev medbragt materiel i køretøjet, som skulle udveksles på den private bopæl, ændrede ikke herved. Det var derfor med rette, at Motorstyrelsen havde opkrævet fuld registreringsafgift. Klageren hæftede solidarisk for afgiften, jf. REGAL § 20, stk. 5. Landsskatteretten fandt endvidere, at vognen ikke opfyldte betingelserne for at blive afgiftsberettiget som en varebil, idet vognen var indrettet til personbefordring og dermed ikke utvivlsomt konstruereret og indrettet til godstransport, jf. REGAL § 5, stk. 1, nr. 2.
SKM2021.276.LSR	Motorstyrelsen havde hos et selskab opkrævet 161.438 kr. i registreringsafgift med henvisning til, at et køretøj ikke opfyldte betingelserne i REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, for afgiftsfritagelse som mandskabsvogn. Efter endt arbejdsdag fredag den 8. februar 2019 var tre medarbejdere kørt til Gedser Færgehavn, hvor de parkerede køretøjet og gik ombord på færgen med henblik på at komme hjem til Tyskland på weekend. Da medarbejderne søndag den 10. februar 2019 ankom til færgehavnen i Gedser, tog de igen køretøjet i brug med henblik på at køre til en skurby på byggepladsen i By Y1 for at overnatte til mandag morgen, hvor arbejdet påbegyndtes. Køretøjet var også blevet brugt af tyske medarbejdere til kørsel på andre søndage fra Gedser Færgehavn til andre overnatningssteder på hoteller og lignende, der ikke, som i By Y1, var beliggende på de enkelte byggepladser, men i nærheden af disse, og efter endt arbejdsuge retur til Gedser Færgehavn. Landsskatteretten anførte, at ingen af de omhandlede kørsler i henhold til lovmotiverne var kørsel direkte mellem en medarbejders private bopæl og arbejdspladserne. Kørslerne var begrundet i, efter endt arbejdsuge, at transportere medarbejderne fra en byggeplads til Gedser Færgehavn, hvorfra de tog videre hjem til Tyskland for at holde weekend, og i, på søndage i forbindelse med opstart af en ny arbejdsuge, at transportere medarbejderne fra færgehavnen, hvor køretøjet var parkeret, til overnatningssteder på eller i nærheden af byggepladserne. Landsskatteretten fandt derfor, at kørslerne var privat personbefordring, der var i strid med reglen om afgiftsfritagelse i REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, og stadfæstede Motorstyrelsens afgørelse.
SKM2021.245.LSR	Motorstyrelsen havde opkrævet 165.768 kr. i registreringsafgift med henvisning til, at køretøjet ikke opfyldte betingelserne i REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, for afgiftsfritagelse som mandskabsvogn. Landsskatteretten bemærkede, at personerne A og B begge var ansat i arbejdsgiverselskabet, da de søndag, den 18. marts 2018 blev standset i køretøjet i toldkontrollen ved Rødby Færgehavn på vej fra deres bopæle til et overnatningssted i Danmark 5 km. fra en byggeplads, hvor de skulle møde på arbejde mandag morgen. Landsskatteretten bemærkede, at kørslen mellem bopælene i Tyskland og overnatningsstedet i Danmark udelukkende var begrundet i befordring af medarbejderne til overnatningsstedet. Under disse omstændigheder, hvor kørslen ikke var sket direkte fra en medarbejders bopæl til en arbejdsplads, jf. SKM2011.748.LSR, var Landsskatteretten enig med Motorstyrelsen i, at betingelserne for at fritage køretøjet for afgift ikke var opfyldt.
SKM2020.539.LSR	SKAT (nu Motorstyrelsen) havde opkrævet 209.432 kr. i registreringsafgift med henvisning til, at køretøjet ikke opfyldte betingelserne i REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, for fritagelse som mandskabsvogn. Landsskatteretten bemærkede, at personerne A og B begge var ansat i selskabet, da de den 28. marts 2018 blev standset i køretøjet i toldkontrollen ved Rødby Færgehavn på vej hjem på påskeferie fra arbejdspladsen i København til deres bopæle i Tyskland. Sådan kørsel anses i overensstemmelse med bemærkningerne til lovforslaget normalt som privat personbefordring, men kan i overensstemmelse med bemærkningerne og praksis, jf. fx SKM2011.748.LSR, undtagelsesvist anses som erhvervsmæssig kørsel. Arbejdspladsen i København havde igennem en periode karakter af en fast arbejdsplads, hvor medarbejderne mødte dagligt igennem 3-6 måneder. Medarbejderne havde ikke noget lager af materiel og/eller materialer på deres bopæle i Tyskland. Kørslen i bilen mellem arbejdspladsen i København og bopælene i Tyskland var således udelukkende begrundet i befordring af medarbejderne. Mandskabsvognen var parkeret ved enten skurbyen ved arbejdspladsen eller ved hotel/vandrehjem, når medarbejderne holdt fri og overnattede. Under disse omstændigheder, herunder at medarbejderne anvendte køretøjet til privat personbefordring uden for de tilfælde, der ifølge bemærkningerne til lovforslaget og praksis, jf. f.eks. SKM2011.748.LSR, undtagelsesvist kan anses som erhvervsmæssig kørsel, var flertallet enige med SKAT (nu Motorstyrelsen) i, at betingelserne for at fritage køretøjet for afgift ikke var opfyldt. Ét retsmedlem fandt, at betingelserne for afgiftsfritagelse var opfyldt.
SKM2020.537.LSR	SKAT (nu Motorstyrelsen) havde opkrævet 87.097 kr. i registreringsafgift med henvisning til, at køretøjet ikke opfyldte betingelserne i REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, for fritagelse som mandskabsvogn. Landsskatterettens flertal bemærkede, at personerne A og B begge var ansat i det selskab, som ejede køretøjet, da de den 28. marts 2018 blev standset i køretøjet i toldkontrollen ved Rødby Færgehavn på vej hjem på påskeferie fra arbejdspladsen i København til deres bopæle i Tyskland. Sådan kørsel anses i overensstemmelse med bemærkningerne til lovforslaget normalt som privat personbefordring, men kan i overensstemmelse med bemærkningerne og praksis, jf. fx SKM2011.748.LSR, undtagelsesvist anses som erhvervsmæssig kørsel. Efter en fraskrivelseserklæring, som medarbejderne havde underskrevet, havde de ret til at anvende køretøjet til "svinkeærinder" på op til i hvert fald 1.000 km pr. år. Endvidere gav fraskrivelseserklæringen dem uden begrænsninger ret til kørsel til virksomhedens faste forretningssted og til kørsel til spisning eller afhentning af mad. Køretøjet var parkeret ved enten skurbyen ved arbejdspladsen eller ved hotel/vandrehjem, når medarbejderne holdt fri og overnattede. Arbejdspladsen i København havde igennem en periode karakter af en fast arbejdsplads, hvor medarbejderne mødte dagligt igennem 3-6 måneder. Selskabet havde ikke dokumenteret nogen erhvervsmæssig begrundelse for, at medarbejderne som oplyst havde et mindre lager af materiel og værktøj på deres bopæle i Tyskland. Kørslen i bilen mellem arbejdspladsen i København og bopælene i Tyskland var derfor alene begrundet i befordring af medarbejderne. Under disse omstændigheder, herunder at medarbejderne havde adgang til og rent faktisk også anvendte køretøjet til privat personbefordring uden for de tilfælde, der ifølge bemærkningerne til lovforslaget og praksis, jf. fx SKM2011.748.LSR, undtagelsesvist kan anses som erhvervsmæssig kørsel, var flertallet enige med SKAT (nu Motorstyrelsen) i, at betingelserne for at fritage køretøjet for afgift ikke var opfyldt. Ét retsmedlem fandt, at betingelserne for afgiftsfritagelse var opfyldt.
SKM2011.748.LSR	Medarbejdernes kørsel i en specialindrettet mandskabsvogn Landsskatteretten anser ikke en kørsel fra chaufførernes private bopæl og til arbejdsstedet med opsamling undervejs af medarbejdere for at være privat personbefordring. Kørslen anses derimod for erhvervsmæssig kørsel omfattet af undtagelsen til hovedreglen i SKATs Juridiske Vejledning.
Skatterådet
SKM2021.202.SR	Spørger leverer byggeydelser i Danmark. Spørger har flere ansatte, der overnatter i nærheden af byggepladserne og anvender Spørgers biler til og fra arbejdsstedet, ligesom de pågældende medarbejdere anvender Spørgers biler ved kørsel til og fra Spørgers adresse samt i nogle tilfælde ved kørsel til og fra medarbejdernes bopæl. Spørger leaser tre varebiler med en teknisk totalvægt på 2.800 kg. samt en varebil med teknisk totalvægt på 3.500 kg. Derudover leaser Spørger tre mandskabsvogne med teknisk totalvægt på 2.940 kg samt en bil, der tidligere er indregistreret som mandskabsvogn, men nu er indregistreret som personbil. Skatterådet afviser, at besvare en række spørgsmål om, hvilken kørsel mandskabsvognene kan benyttes til uden, at det har registreringsafgiftsmæssige konsekvenser. Skatterådet afviser endvidere, at besvare et spørgsmål om momsfradragsret for disse køretøjer i forbindelse med denne kørsel. Skatterådet bekræfter, at de specialindrettede varebiler eksempelvis kan benyttes til kørsel mellem bopæl og arbejdssted/overnatningssted, uden at det får konsekvenser for, at bilerne er indregistreret som varebil på gule plader efter REGAL § 5. Skatterådet bekræfter, at kørsel i de specialindrettede varebiler bl.a. mellem Spørgers adresse og overnatningssted nær arbejdssted, kørsel mellem overnatningssted nær arbejdssted og selve arbejdsstedet, samt kørsel mellem bopæl og overnatningssted nær arbejdssted kan anses for at være erhvervsmæssigt begrundet, og derfor ikke begrænser Spørgers fradragsret for moms af leje og drift af varebilerne. Skatterådet kan ikke bekræfte, at der er fuld fradragsret for leje og drift af en mandskabsvogn, der er indregistreret som personbil. Hvis betingelserne er opfyldt, kan der dog opnås fradragsret for moms af lejen, jf. reglerne i ML § 42, stk. 4 og 5.
SKM2019.176.SR	Skatterådet bekræfter, at den anvendelse af mandskabsvognen, som spørger ønsker, er omfattet af fritagelsen for registreringsafgift i REGAL § 2, stk. 1, nr. 9. Der er bl.a. lagt vægt på, at de eksterne adresser anses for museets arbejdspladser, når der er tale om museets kerneopgaver, som blandt andet er formidling, og mandskabet transporteres i virksomhedens erhvervsmæssige interesse. En virksomheds arbejdsplads defineres som den adresse, der ikke behøver at være fast etableret, hvorfra virksomhedens indtjening genereres.
SKM2016.116.SR	Skatterådet bekræftede, at spørger - uden at det udløste registreringsafgift - kunne anvende to leasede mandskabsvogne til at transportere medarbejdere og arbejdsudstyr fra enten spørgers adresse eller spørgers lageradresse, der var sammenfaldende med en af spørgers medarbejderes adresse, til arbejdsstedet i udlandet, og at spørger med mandskabsvognene kunne samle medarbejdere op fra motorvejstilkørsler på vejen mod arbejdsstedet i udlandet.