X har på vegne af spørger, anmodet om følgende bindende svar, jf. skatteforvaltningslovens § 21.

Er SKAT enig i, at spørgers arbejdsgivers dækning af udgifter forbundet med spørgers Master i Brandsikkerhed ved Danmarks Tekniske Universitet vil være skattefri for spørger, når spørger samtidig accepterer en tilsvarende lavere fast løn i den periode studiet varer?

Svar

Ja.

Spørger er ansat som ingeniør hos A A/S.

Spørger, der har arbejdet som ingeniør siden 1972, har en mangeårig erfaring inden for bygningskonstruktioner.

Spørger ønsker sammen med sin arbejdsgiver en Master i Brandsikkerhed, for at opnå en større kompetence indenfor bygningskonstruktioner, hvor kravene til en vis grad af brandsikkerhed er skærpet.

Brandkravene til byggerier har ændret sig, blandt andet som følge af EU-lovgivning. Fremtidens byggerier vil være omfattet af store krav med hensyn til valg af materialer, hvilket en Master i Brandsikkerhed, vil gøre spørger kompetent til at konstruere.

Spørgers repræsentant har oplyst, at spørger er ansat som direktør/leder af virksomheden, og er ikke omfattet af en overenskomst. Masteruddannelsen skal løbe over de næste 3-4 år, afhængig af de moduler der udbydes. Kontantlønsnedgangen vil ske med et fast beløb i en fastlagt periode.

Spørgers repræsentant har telefonisk oplyst, der ikke er udarbejdet udkast til ansættelseskontrakt. Dette vil først ske når aftalen om spørgers deltagelse i undervisningen endelig indgås.

Spørger har henvist til ligningslovens § 31, stk. 1, bindende ligningssvar af 20. juni 2006 (SKM2006.441.SR), samt Landskatteretskendelse af 28. januar 2004, refereret i SKM2004.46.LSR. Det er spørgers opfattelse, at afgørelsen vedrører samme forhold som spørgers.

Efter ligningsloven § 31 kan arbejdsgivere m.fl. i en række tilfælde afholde udgifter i forbindelse med uddannelse og kurser til de ansatte m.fl., uden at ydelserne skal medregnes til den skattepligtige indkomst.

Der skal ikke sondres mellem, om den pågældende uddannelse er efteruddannelse, grunduddannelse eller videreuddannelse. Det er tilstrækkeligt, at uddannelsen eller kurset har en vis erhvervsrelevans, idet det alene er uddannelser/kurser af rent privat karakter for modtageren, der ikke er omfattet af skattefriheden jf. ligningsloven § 31, stk. 2.

Det følger direkte af ligningsloven § 31, stk. 3, at der er skattefrihed for skole- eller deltagerbetaling, godtgørelser til dækning af udgifter til kost, småfornødenheder og logi samt befordringsgodtgørelser.

Endvidere fremgår det af ligningsloven § 31, stk. 3, nr. 2, at ydelser til dækning af bog- og materialeudgifter, som arbejdsgiveren køber og stiller til rådighed for den ansatte under udannelsen, ikke beskattes, såfremt bøgene mv. er relevante for uddannelsen eller kurset. Udgifter til bøger, som indgår i pensum, anses for relevante. 

Det er i praksis anerkendt, at en arbejdstager kan indgå en fremadrettet og ændret vederlagsaftale i forbindelse med arbejdsgivers tildeling af naturalier med den virkning, at skatten beregnes på grundlag af den aftalte lavere kontante løn, og med tillæg af den eventuelle skatteværdi af det pågældende gode. Den overordnede betragtning er, at skattemyndighederne ikke kan nægte at anerkende en ny ændret vederlagsaftale i et bestående ansættelsesforhold, hvis myndighederne ikke ville kunne nægte at anerkende den tilsvarende aftale i forbindelse med en nyansættelse eller i forbindelse med en udmøntning af en fremtidig vederlagsstigning.

Der stilles efter praksis følgende betingelser for, at skattemyndighederne ikke tilsidesætter ændringer af en allerede eksisterende vederlagsaftale, der indebærer en fremtidig lavere kontant løn samtidig med, at den ansatte får stillet et personalegode til rådighed af arbejdsgiveren:

1. Der skal foreligge en ændret vederlagsaftale, som indebærer en reel fremadrettet nedgang i den kontante løn.
2. Overenskomster som parterne er bundet af, skal kunne rumme den ændrede vederlagsaftale.
3. Den aftalte reduktion af den kontante løn skal som udgangspunkt løbe over hele overenskomstperioden.
4. Et allerede erhvervet krav på kontantløn kan ikke konverteres til en naturalieydelse uden at være i strid med kildeskattelovens § 46, stk. 3 - dvs. med tilbagevirkende kraft.
5. Arbejdsgiveren skal have en økonomisk risiko i forbindelse med ordningen. Det indebærer, at den ansattes kontante lønnedgang skal være et på forhånd fastsat beløb, der ikke reguleres i takt med den ansattes forbrug af naturaliegodet eller af de løbende omkostninger for arbejdsgiveren ved at stille godet til rådighed.
6. Arbejdsgiveren skal rent faktisk stille det pågældende gode til rådighed for den ansatte. Arbejdsgiveren skal således enten være ejer af godet eller være kontraktspart i forhold til den eksterne leverandør af godet.

Der har herudover i Skatterådets praksis været opstillet 2 støttekriterier. Der skal således være tale om en frivillig aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager, og arbejdstageren skal have mulighed for - eventuelt med et rimeligt varsel - at udtræde af ordningen jf. blandt andet SKM2006.184.SR.

Spørgers repræsentant har oplyst, at der endnu ikke er udfærdiget udkast til ansættelseskontrakt, hvorfor det bindende svar tager udgangspunkt heri.

Såfremt spørgers kontantlønsnedgang opfylder de ovenfor opstillede betingelser, er det SKATs opfattelse, at kontantlønsnedgangen kan anerkendes. Det skal dog bemærkes, at spørger ikke er omfattet af punkt 2 og 3, da han, ifølge repræsentantens oplysninger, er ansat som direktør i virksomheden.

SKAT skal dog gøre opmærksom på, at den ændrede vederlagsaftale efter punkt 3, skal ske i en periode af mindst 12 måneder. 

Det lægges endvidere til grund, at uddannelsesaftalen vil blive indgået mellem arbejdsgiveren og uddannelsesstedet (DTU), således at det er arbejdsgiveren der råder over godet.

SKAT indstiller, at Skatterådet svarer ja til spørgsmålet.

Beløb, som arbejdsgiveren betaler for de ansattes skolegang, og værdien af lærebøger, som arbejdsgiveren køber og stiller til rådighed for ansatte under uddannelse, beskattes ikke, jf. ligningsloven § 31 samt Ligningsvejledningen alm. del, 2007-4, afsnit A.B.1.9.20.

Skatterådet tiltræder indstillingen med de af SKAT anførte begrundelser.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i 5 år fra svarets datering.