Dato for udgivelse
04 May 2001 19:41
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
12. marts 2001
SKM-nummer
SKM2001.186.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
II 205/2000
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Intet fradrag for "køb af konsulentassistance"
Resumé
Skatteyderen havde ikke godtgjort, at et beløb vedrørende "køb af konsulentassistance", som han lod et af ham behersket familieinteressentsskab overføre til et af interessentskabet behersket selskab hjemmehørende i Portugal, dækkede en driftsomkostning for interessentskabet. Beløbet kunne derfor ikke fradrages ved hans indkomstopgørelse.
Reference(r)
Ligningsloven § 9
Ligningsvejledningen 1998 E.A.1.1
Ligningsvejledningen 1998 E.A.2.1
Ligningsvejledningen 1998 E.A.2.1.2
Ligningsvejledningen 1998 E.A.2.1.3
Ligningsvejledningen 1998 E.A.2.1.4
Ligningsvejledningen 1998 E.A.2.1.5
Ligningsvejledningen 1998 E.B.3.2

Parter:

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat David Auken)

Tidligere instans:

Østre Landsrets dom af 13. april 2000

Afsagt af dommerne:

Torben Melchior, Per Walsøe, Børge Dahl, Poul Søgaard og Jytte Scharling

Parternes påstande

Appellanten, A, har nedlagt påstand om, at indstævnte, Skatteministeriet, skal anerkende, at hans skattepligtige indkomst for indkomståret 1991 nedsættes med 260.000 kr. Sagen drejer sig således for Højesteret alene om fradragsret vedrørende konsulentbistand.

Skatteministeriet har påstået stadfæstelse.

Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger, herunder fremlagt en række regnskabsbilag vedrørende K (Portugal) samt udskrift af As mellemregningskonto med selskabet.

Begrundelse og konklusion

Sagen drejer sig om beskatning i forbindelse med transaktioner mellem interesseforbundne parter, idet A beherskede såvel K1 I/S som K (Portugal). Parterne er enige om, at K1 I/S er rette indkomstmodtager, men det er også As opfattelse, at K1 I/S alene tjente til fakturering af det portugisiske selskabs krav.

Der forelå ikke en skriftlig aftale mellem K1 I/S og K (Portugal) om konsulentbistand, og der foreligger ikke anden dokumentation vedrørende udførelsen af de konsulentydelser, som fakturaerne angår, end As egen forklaring.

Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at det ikke er godtgjort, at det beløb på 260.000 kr., som K (Portugal) fakturerede K1 I/S for i januar 1992, dækkede en driftsomkostning for interessentskabet. Højesteret stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, A, betale 20.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.