Indskud, der vedrører indkomstår før etablering af erhvervsvirksomhed eller anskaffelse af aktier og anparter i et selskab, skal mindst udgøre 5.000 kr. og kan højst udgøre 60 pct. af indskyderens nettolønindtægt i indkomståret, dog kan der altid indskydes 250.000 kr. af nettolønindtægten. Indskud, der vedrører det indkomstår, hvor etablering finder sted, eller et af de nærmest efterfølgende 4 indkomstår, skal mindst udgøre 5.000 kr., og kan højst udgøre 60 pct. af indskyderens nettolønindtægt eller af overskuddet fra den selvstændige erhvervsvirksomhed, dog kan der altid indskydes 250.000 kr. af nettolønindtægten eller overskuddet fra den selvstændige erhvervsvirksomhed. Ved opgørelsen af, om de nævnte grænser er overholdt, lægges indskud på etableringskonto og iværksætterkonto sammen, ETBL § 3, stk. 1.
Til lønindtægten henregnes kontant løn med tillæg af den skattemæssige værdi af frit ophold og andre goder, som lønmodtageren har oppebåret i kraft af arbejdsforholdet, samt beløb, der af arbejdsgiveren er udbetalt som godtgørelse for udgifter, der påføres lønmodtageren som følge af arbejdet, herunder udgifter til rejse, ophold og fortæring under rejser bortset fra beløb, der omfattes af bestemmelsen i LL § 9, stk. 5, 2. pkt.
Til nettolønindtægten henregnes endvidere vederlag omfattet af den nu ophævede bestemmelse i LL § 28 A, omregnet efter den nu ophævede bestemmelse i LL § 28 B, stk. 3. Se vedrørende bestemmelserne i LL §§ 28 A-C afsnit
C.A.5.17.8. Værnepligtsløn og døgnplejevederlag (kun plejelønnen, ikke omkostningsgodtgørelsen) kan tillige danne grundlag for indskud.
Til "lønindtægten" medregnes ikke arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge, bortset fra sygedagpenge i »arbejdsgiverperioden«, LSRM 1981.153.
Honorar og diæter, som modtages ved siden af lønindtægt, kan ikke betragtes som lønindtægt i etableringskontolovens forstand.
Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter et færdselsuheld kan ikke medtages i beregningsgrundlaget for indskud på etableringskonto.
Bidrag til pensionsordninger, som består i ansættelsesforholdet, og som omfattes af bortseelsesretten efter PBL § 19, medregnes ikke til nettolønindtægten.
Bidrag til privattegnede pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens kap. 1 samt bidrag til pensioner mv., herunder bl.a. bidrag til A-kasse og til efterlønsordningen, (PBL §§ 49 og 49A) omfattet af lovens afsnit II skal ikke fratrækkes ved opgørelsen af nettolønindtægten.
TfS 1996, 872 LSR. Bidrag efter lov om arbejdsmarkedsfonde fragår ikke ved opgørelsen af henlæggelsesgrundlaget. En skatteyder fik medhold af Landsskatteretten i, at den lønindtægt, der i henhold til ETBL § 3, stk. 1, danner grundlag for beregningen af indskud, skal opgøres før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag.
Ved beregning af nettolønindtægten fratrækkes beløb, der er fradragsberettigede efter reglerne i LL §§ 9-9 D. Derimod skal udgifter til faglige kontingenter ikke fradrages.
Ved overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed forstås overskud opgjort efter reglerne for opgørelse af skattepligtig indkomst før fradrag for henlæggelse til konjunkturudligning efter VSL § 22 b, med tillæg af renteudgifter og kurstab på fordringer og gæld og med fradrag af rente- og udbytteindtægter samt kursgevinst på fordringer og gæld, der indgår i opgørelsen af dette overskud.
Hvis selvangivelsen ikke godtages, men der sker en forhøjelse af den selvangivne nettolønindtægt, kan indskuddet ikke forhøjes tilsvarende. Derimod medfører en nedsættelse af den selvangivne indkomst reduktion af indskuddet i det omfang, den påvirker størrelsen af nettolønindtægten.