►Med dobbeltgængere menes personligt ejede virksomheder, hvor virksomheden og ejeren tilhører hvert sit skattecenter, og hvor der er restance i flere skattecentre. Virksomhedens restancer er registreret i virksomhedens skattecenter, medens ejerens personlige restancer er registreret i ejerens bopælsskattecenter.◄
►Der skal ske en flytning af alle restanceforhold vedrørende en afmeldt virksomhed, når ejeren har personlige restancer i sit bopælsskattecenter. Restancesagen følger skyldnerens bopælsskattecenter. ◄
►Hvis ejeren ikke har personlige restancer i sit bopælsskattecenter, er der ikke tale om en dobbeltgænger, og overflytning af virksomhedens restancesag skal ske efter afsnit D.6.2.◄
►Der bør dog inden overflytningen foretages en vurdering af, om det under hensyntagen til restancens størrelse og karakter (ikke opkrævede renter og gebyrer), restancens og restantens alder, kendskab til restanten (manglende betalingsevne), er lønsomt for SKAT, at belaste et andet skattecenter med restancen, eller om den kan slettes efter afsnit O.10 om uerholdelighed og endelig afskrivning.◄
►Det bør ligeledes vurderes om restancen kan overflyttes til Inddrivelsescentret, jf. vejledning af 17.april 2007 i Skattecentrenes håndtering af restancer for afmeldte virksomheder, som skal inddrives af Inddrivelsescentret. ◄
►Det bør ligeledes sikres, at der foreligger det dokumentationsmateriale, som er nødvendigt for det modtagende skattecenters inddrivelse. Hvis det er nødvendigt at flytte sagen under en igangværende sagsbehandling, bør der inden oversendelsen til modtagerskattecenteret udarbejdes en sagsfremstilling over det hidtidige sagsforløb som en status for sagen.◄
►Hvis en skyldner flytter til udlandet, beholder det skattecenter, hvor skyldneren sidst havde privat bopæl, sagen. (Skal tilpasses beslutningen fra FLI-mødet den 15.4.2008).◄
►Al sagsbehandling vedrørende det aktuelle inddrivelsesskridt foretages af bopælsskattecenteret.◄
►Det skal tydeligt fremgå af restancesagen, hvis virksomheden er RKI-indberettet. På den måde bliver modtagerskattecenteret opmærksom på især sletningsfrister mv. Afsenderskattecenteret foranlediger myndighedskoden ændret hos RKI.◄