| ►C-232/24, Kosmiro◄ | ►Et factoringselskab leverede for det første factoring i form af fakturabelåning. I forbindelse var factoringselskabet ansvarlig for betalingspåmindelser og udenretslig inkasso vedrørende de belånte fordringer. For det andet tilbød selskabet factoringydelser i form af fakturasalg, som indebar opkøb af fordringer fra selskabets kunder. ◄ ►EU-Domstolen udtalte, at◄ ►hvad angår factoringvirksomhed i form af fakturasalg, inden for rammerne af hvilken factoringselskabet fritager kunden for inddrivelse af fordringer og for risikoen for manglende betaling heraf, udgør - det finansieringsgebyr, der er vederlag for tjenesteydelsen bestående i inddrivelse af fordringer, hvis værdi er så meget desto højere, jo længere betalingsperioden er, og jo større den påtagne risiko er, og - det oprettelsesgebyr, der betales af kunden, og som udgør det faste beløb, der betales for oprettelsen af factoringordningen, og bl.a. dækker omkostningerne til de skridt, der er forbundet med overholdelsen af de forpligtelser, der følger af den gældende lovgivning om hvidvaskning af penge, den faktiske modværdi for levering af ydelser, der er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. ◄ ►EU-Domstolen udtalte desuden, at ►Artikel 135, stk. 1, litra b) og d), i direktiv 2006/112 skal fortolkes således, at◄ ►- det finansieringsgebyr, der er vederlag for tjenesteydelsen bestående i inddrivelse af fordringer, hvis værdi er så meget desto højere, jo længere betalingsperioden er, og jo større den af factoringselskabet påtagne risiko er, og◄ ►- det oprettelsesgebyr, der betales af kunden, og som udgør det faste beløb, der betales for oprettelsen af factoringordningen, og bl.a. dækker omkostningerne til de skridt, der er forbundet med overholdelsen af de forpligtelser, der følger af den gældende lovgivning om hvidvaskning af penge, og som opkræves af factoringselskabet i forbindelse med factoringvirksomhed i form af fakturasalg som det, der er omhandlet i domskonklusionens punkt 1, eller factoring i form af fakturabelåning, som er kendetegnet ved den omstændighed, at factoringselskabet påtager sig at inddrive og opkræve de pågældende fordringer, som uden at blive overdraget til factoringselskabet anvendes som sikkerhed for den finansiering, som factoringselskabet yder kunden, udgør modydelsen for en enkelt og udelelig ydelse i form af inddrivelse af fordringer, som er merværdiafgiftspligtig.◄ ►EU-Domstolen udtalte desuden, at den undtagelse vedrørende »inddrivelse af fordringer«, der er fastsat i momssystemdirektivets artikel 135, skt. 1, litra d, er ubetinget og tilstrækkeligt præcis til at have direkte virkning og kan derfor påberåbes af borgerne over for staten ved de nationale domstole.◄ | ►Ved redaktionens afslutning overvejer Skattestyrelsen dommens evt. konsekvenser for dansk praksis.◄ |
| C-801/19, FRANCK d.d. | En samarbejdspartner udstedte veksler til Franck. Franck belånte vekslerne hos et factoringselskab. Franck videregav låneprovenuet til samarbejdspartneren. Det var aftalt, at samarbejdspartneren skulle indfri vekslerne ved direkte tilbagebetaling til factoringselskabet. Franck garanterede for denne tilbagebetaling. Samarbejdspartneren godtgjorde omkostningerne ved belåningen til Franck og betalte derudover et gebyr. De kroatiske myndigheder nægtede momsfritagelse med henvisning til, at Franck leverede momspligtige ydelser i form af formidling og inddrivelse af fordringer. Domstolen udtalte, at momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra b) og d), skal fortolkes således, at den momsfritagelse, som disse bestemmelser fastsætter for henholdsvis ydelse af lån og transaktioner vedrørende andre handelsdokumenter, finder anvendelse på en transaktion bestående i, at en afgiftspligtig person mod vederlag stiller midler, der er modtaget fra et factoringselskab som følge af overdragelsen til dette selskab af en veksel, der er blevet udstedt af en anden afgiftspligtig person, og idet den førstnævnte afgiftspligtige person garanterer, at dette factoringselskab får tilbagebetaling for den nævnte veksel ved dennes forfaldsdato, til rådighed for den sidstnævnte afgiftspligtige person. | |
| SKM2022.280.SR | Spørger tilbyder finansieringsproduktet "non-recourse finance", som retter sig mod virksomheder, der ønsker at finansiere sine fordringer mod debitorer. Finansieringen sker på den måde, at Spørger indgår en aftale med en kreditor om, at Spørger køber en portefølje af udvalgte fordringer af kreditoren, mod betaling af et "discount fee". Kreditor får herved betaling af fordringerne på et langt tidligere tidspunkt end betalingsfristen overfor debitor. Det er fortsat kreditoren, der gennemfører opkrævning hos debitor, idet kreditoren i de fleste situationer kan modtage betaling fra debitor på vegne af Spørger og herefter overdrage betalingerne til Spørger. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at produktet er en finansiel ydelse, som er momsfritaget efter ML § 13, stk. 1, nr. 11. Skatterådet fandt ikke, at der er tale om ydelse af lån, da transaktionerne mellem Spørger og kreditor gennemføres som køb af fordringer. Skatterådet fandt, at Spørgers ydelser til kreditor i forbindelse med købet af fordringerne, er omfattet af begrebet "inddrivelse af fordringer", som er momspligtigt, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, sidste punktum. | |
| SKM2022.279.SR | Spørger tilbyder finansieringsproduktet, "Supply Chain Finance", som er et alternativ til et traditionelt banklån. Produktet etableres på foranledning af debitor, men gennemføres ved, at Spørger køber en kreditors fordringer mod debitor med en betalingsfrist på eksempelvis 120 dage. Herved får kreditor betaling af fordringen på købstidspunktet, og Spørger overtager fordringen mod debitor, der betaler fakturabeløbet direkte til Spørger på forfaldsdagen. Spørger finansierer således debitor indirekte i den aftalte kredittid. I forbindelse med købet af fordringen, opkræver Spørger et diskonteringsgebyr hos kreditor. Det er således de transaktioner, der gennemføres mellem Spørger og kreditor, Spørger modtager vederlag for, selvom det reelt er debitor, der opnår finansiering. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at produktet er en finansiel ydelse, som er momsfritaget efter ML § 13, stk. 1 nr. 11. Skatterådet fandt ikke, at der er tale om ydelse af lån, da transaktionerne mellem Spørger og kreditor gennemføres som køb af fordringer. Skatterådet fandt, at Spørgers ydelser til kreditor består i overtagelse af tabsrisikoen på fordringerne, og dermed er omfattet af begrebet "inddrivelse af fordringer", som er momspligtigt, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, sidste punktum. | |
| SKM2020.305.SR | Spørger er en bank, som i samarbejde med bilforhandlere ønsker at tilbyde finansiering af forbrugeres bilkøb mod sikkerhed. Der indgås mellem bilforhandleren og forbrugeren en kreditkøbsaftale med ejendomsforbehold, som overdrages til banken mod betaling af en provision til bilforhandleren. En kreditkøbsaftale med ejendomsforbehold anses som en fordring i momslovens forstand. Skatterådet bekræfter, at når fordringen overdrages fra bilforhandleren til banken mod betaling af en provision, er der tale om en transaktion vedrørende fordringer omfattet af momsfritagelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 11, litra c). Bilforhandleren skal derfor ikke afregne moms af den modtagne provision. | |