Hvis der i en virksomhed udelukkende skal ske fordeling af energiforbrug, herunder elektricitet, til privat og til erhvervsmæssig anvendelse, kan fordelingen ske skønsmæssigt, dvs. uden konkret måling.

Der er derfor ikke krav om, at der skal ske måling af energi i relation til privatforbrug, hvis der udelukkende skal skelnes mellem energi til privatforbrug og til erhverv. ►Hvis der foreligger konkrete målinger, anvendes disse, ellers anvendes en skønsmæssig fordeling.◄

Den skønsmæssige fordeling kan tage udgangspunkt i de standardsatser, som anvendes ved skatteansættelsen af privatforbrug.

►Den private andel af elektricitet og varme opgøres/skønnes som udgangspunkt ved brug af de vejledende mindstesatser, som anvendes ved skatteansættelsen af privatforbrug. Se nedenstående oversigter.◄

►Til den skønsmæssige opgørelse af det relevante forbrug kan dog i stedet benyttes oplysninger om varmepumpers COP-værdi, gældende energimærkning og andre oplysninger, hvis disse oplysninger kan give et mere retvisende skøn end de vejledende mindstesatser. Der skal kunne fremlægges dokumentation for rigtigheden af oplysningerne. Hvis der ikke kan fremlægges denne dokumentation, skal de vejledende mindstesatser anvendes. Tilstedeværelsen af en varmepumpe er i sig selv ikke tilstrækkeligt. Dokumentation af en varmepumpes COP-værdi kan fx ske ved anlæggets datablad, anlæggets manual eller ved billede af anlæggets effekt oplyst på anlæggets mærkeplade.

Det anses ikke for at være et korrekt skøn, hvis anvendelsen af de vejledende mindstesatser betyder, at hele energiforbruget skønnes at være forbrugt i boligen, hvis det er uomtvisteligt, at der har været drevet virksomhed, og noget af energien utvivlsomt har været anvendt til denne virksomhed.

Hvis der er fastsat et større forbrug som privatforbrug end de vejledende mindstesatser, er det i stedet dette forbrug, der skal lægges til grund.

Denne praksis gælder også ved fastsættelse af energiforbrug i boliger, der er erhvervsmæssigt udlejet, hvor udlejningen sker momsfrit, og hvor energiforbruget har en karakter, så det kan fastsættes ved brug af de vejledende mindstesatser for værdiansættelse af privat forbrug. Bemærk i den forbindelse, at virksomhedens energiforbrug med ret til godtgørelse af energiafgift forudsætter, at virksomheden har fradragsret for indgående moms af energiforbruget, jf. fx elafgiftslovens 11, stk. 5.

Skattestyrelsen har oplyst i styresignal SKM2025.640.SKTST, at praksis, hvorefter momsfradragsretten for elektricitet anvendt til både momspligtige og momsfri aktiviteter skal opgøres på baggrund af en omsætningsfordeling efter reglen i momslovens § 38, stk. 1, er uændret.◄

Se også afsnit C.C.2.1.4 Privat andel af virksomhedens varer og anden privat anvendelse

Oversigt over årligt standard forbrug af privat andel

Elforbrug

80 kWh pr. m2 til opvarmning

3.000 - 3.600 kWh til varmt brugsvand for 1-4 personer

2.000 kWh til lys og husholdning for lejligheder

4.000 kWh til lys og husholdning for parcelhuse

Olieforbrug

For et 1-familiehus på 120-130 m2 fastsættes olieforbruget til 2.500 liter.

Gasforbrug

For et 1-familiehus på 120-130 m2 fastsættes gasforbruget til 2.200 m3

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelsen	Afgørelsen i stikord	Kommentarer
Landsskatteretskendelser
►SKM2025.598.LSR◄	►Sagen angik, at Skattestyrelsen havde nedsat selskabets godtgørelse for elafgift for en afgiftsperiode, fordi der ikke kunne opgøres et erhvervsmæssigt elforbrug efter standardsatserne. Landsskatteretten lagde til grund, at en del af elforbruget på ejendommen var medgået til selskabets erhvervsmæssige aktivitet, herunder til en server som var i drift 24 timer i døgnet. Retten fandt derfor, at det af Skattestyrelsen udøvede skøn, hvorved der ikke var opgjort et erhvervsmæssigt elforbrug, ikke var retvisende. Skattestyrelsen havde da også under klagesagen anerkendt, at der kunne udøves et skøn, der ikke baserede sig på de fastsatte standardsatser. Skattestyrelsen havde samtidig anført, at der ikke umiddelbart kunne opgøres et godtgørelsesberettiget elforbrug, idet en del af elforbruget på ejendommen var anvendt til en ladestander, hvis elforbrug ikke var blevet målt. Landsskatteretten fandt herefter, at der skulle foretages en skønsmæssig fastsættelse af selskabets elafgiftsgodtgørelse. Ved fastsættelsen af den private andel skulle indgå oplysninger om det anslåede elforbrug til opvarmning af ejendommen samt de øvrige oplysninger om elforbrug, som fremgik af energimærkningsrapporten. Herunder at ejendommen blev forsynet med el produceret fra solcellepaneler, og der ved skønnet også skulle tages hensyn til, at der på ejendommen var elforbrug til en ladestander, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 3 og stk. 4. Da den skønsmæssige fastsættelse af selskabets elafgiftsgodtgørelse ikke i den påklagede afgørelse var foretaget på det grundlag og under inddragelse af disse forhold, var grundlaget for den påklagede afgørelse ændret væsentligt både retligt og faktuelt. På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at Skattestyrelsen i første instans måtte foretage en fornyet skønsmæssig fastsættelse af selskabets elafgiftsgodtgørelse. Herunder også under hensyntagen til princippet om instansrækkefølge og for at bevare selskabets mulighed for administrativ rekurs i forhold til spørgsmålet om selskabets elafgiftsgodtgørelse. Landsskatteretten hjemviste herefter fastsættelsen af selskabets elafgiftsgodtgørelse til fornyet behandling hos Skattestyrelsen efter de givne retningslinjer.◄.	►Landsskatteretten henviser i afgørelsen til elafgiftslovens § 11, stk. 3 og stk. 4. Indholdet af disse bestemmelser er indsat ved § 4, nr. 1 og 2 i lov nr. 687 af 8. juni 2017 og blev givet virkning fra og med den 1. januar 2031, jf. ændringslovens § 7, stk. 3.◄
►SKM2025.472.LSR◄	►Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde baseret den skønsmæssige fordeling mellem elektricitet forbrugt i stuehuse, som var anvendt til privat beboelse og udlejning til beboelse, og virksomhedens forbrug af elektricitet på ejendommene beliggende på adresserne Adresse Y1, Adresse Y2, Adresse Y3 og Adresse Y4, By Y1 alene på grundlag af Skattestyrelsens vejledende mindstesatser. Der forelå ikke faktiske målinger, der viste den andel af forbrugt elektricitet i stuehusene på de ejendomme, som klagesagen omhandlede. Derfor skulle der ske en skønsmæssig fastsættelse af elforbruget for at fastsætte selskabets elafgiftstilsvar. Landsskatteretten bemærkede, at et sådant skøn kunne ske på baggrund af vejledende mindstesatser, fastsat årligt af Skattestyrelsen, og at Skattestyrelsen ikke havde reduceret mindstesatserne med varmepumpernes COP-værdi for de ejendomme, som klagen vedrørte, hvor der var tale om en luft-til-vand-varmepumpe og tre varmepumper, som var tilknyttet jordvarme. Landsskatteretten fandt, at en varmepumpes COP-værdi var relevant i forbindelse med skønsudøvelsen, uagtet om varmepumpen var tilknyttet gyllekøling, mælkekøling, jordvarme, luft-til-vand eller lignende, ligesom et eventuelt energimærke af en given bygning skulle indgå i en sådan skønsudøvelse. Herudover kunne andet faktum, som kunne give et mere retvisende billede af et eventuelt elforbrug i en bygning end de fastsatte mindstesatser for et gennemsnitligt elforbrug for den påklagede periode, ligeledes indgå i skønsudøvelsen. Landsskatteretten bemærkede, at det var virksomheden, som skulle påvise omstændigheder, der kunne godtgøre, at det udøvede skøn fra Skattestyrelsens side ikke var retvisende. Virksomhedens repræsentant havde fremlagt COP-værdi for varmepumperne på adresserne Adresse Y1, Adresse Y2 og Adresse Y3, By Y1. På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at der forelå sådanne omstændigheder, som påviste, at Skattestyrelsens skøn ikke var retvisende, og som førte til et urimeligt resultat, for så vidt angik adresserne Adresse Y1, Adresse Y2 og Adresse Y3, By Y1.◄	►Se også styresignal SKM2025.640.SKTST.◄
Styresignal
►SKM2025.640.SKTST◄	►Styresignalet beskriver bl.a. en praksisændring vedrørende skønsmæssig opgørelse af energiforbrug i boliger ift. virksomheders samlede energiforbrug efter elafgiftsloven, gasafgiftsloven og mineralolieafgiftsloven, når der ikke foreligger målinger. Praksisændringen er en følge af fire ensartede afgørelser fra Landsskatteretten, hvor en af afgørelserne er offentliggjort som SKM2025.472.LSR. Skattestyrelsen havde i sine afgørelser ændret bl.a. ansættelsen af forbruget af elektricitet til opvarmning af boliger ved brug af varmepumpe, ift. godtgørelse af elafgift. Skattestyrelsen mente, at virksomhederne ikke havde foretaget korrekte opgørelser af elektricitet forbrugt i henholdsvis bolig og virksomhed, jf. bl.a. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1. Skattestyrelsen skønnede i den forbindelse andelen af elektricitet forbrugt i boligerne på baggrund af de vejledende mindstesatser, som anvendes ved skatteansættelsen af privatforbrug, når der ikke er foretaget måling. Landsskatteretten hjemviste Skattestyrelsens skønsmæssige opgørelse til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Landsskatteretten fandt, at en varmepumpes dokumenterede COP-værdi (effektfaktor) sammen med et eventuelt energimærke på boligen skulle indgå i skønsudøvelsen. Derudover skulle andet faktum, som kunne give et mere retvisende billede af et eventuelt elforbrug i en bygning, end de vejledende mindstesatser kunne give, ligeledes indgå i skønsudøvelsen. Det er i styresignalet bl.a. beskrevet, hvordan praksis for brugen af vejledende mindstesatser ændres for opgørelse af elafgift, gasafgift og mineralolieafgift efter energiafgiftslovene for forbrug i bolig. Styresignalet vedrører for energiafgifterne opgørelse af andelen af energi forbrugt i bolig anvendt af virksomhedens ejer eller i udlejet bolig, efter elafgiftslovens § 11, stk. 1, gasafgiftslovens § 10, stk. 1 og mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1. Skattestyrelsen oplyser i styresignalet, at praksis, hvorefter momsfradragsretten for elektricitet anvendt til både momspligtige og momsfri aktiviteter skal opgøres på baggrund af en omsætningsfordeling efter reglen i momslovens § 38, stk. 1, ikke er ændret.◄	►Se også SKM2025.472.LSR.◄