Ved vurderingen af, om den skønsmæssige fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud er foretaget på rimelig måde, vil en fordeling, der svarer til forholdet mellem omsætningen i den afgiftspligtige del af virksomheden og virksomhedens samlede omsætning i det pågældende indkomstår, som udgangspunkt blive lagt til grund. Der kan, jf. 2. pkt. i stk. 4, ved vurderingen af den skønsmæssige fordeling bl.a. tages hensyn til omsætning, årsværk mv.

Landsskatteretten har ved kendelse offentliggjort i SKM2003.572.LSR, ud fra en konkret vurdering fundet, at afgiftsgrundlaget skulle opgøres efter et skøn med udgangspunkt i en omsætningsfordeling. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det af regionen udøvede skøn over lønsumsafgiftsgrundlaget. Retten fandt det ikke tilstrækkelig godtgjort, at de ansatte har anvendt 5 minutter pr. time på bowlingaktiviteterne.