§ 73 fastlægger omfanget af den efterlevende ægtefælles indkomstskattepligt under skiftet. I overensstemmelse med reglen om, at kun gevinst og tab ved udlodning til andre arvinger og legatarer skal henføres til boet, jf. § 72, stk. 1, er det bestemt, at den efterlevende ægtefælle i boperioden skal beskattes uden hensyntagen til skiftet. Den efterlevende ægtefælle skal således i boperioden beskattes af indtægter og udgifter vedrørende den formue, der er inddraget under skiftet. Den efterlevende ægtefælle skal dog ikke beskattes af de nævnte gevinster og tab ved udlodning til andre arvinger og legatarer.