Processkrift
Til
Fogedretten i Rønne
(adresse)
Skattecenter Rønne
(adresse)
mod
Sørine Sørensen
(adresse)
Sørine Sørensen har fremsat indsigelse mod udlæg foretaget af pantefogeden på begæring af Skattecenter Rønne. Indsigelsen skal afgøres af fogedretten, jf. § 6 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter mv.
Rekvirenten nedlægger følgende:
Påstand
Det af pantefogeden den 14. juni 2006 foretagne udlæg i indestående på klientkonto nr. 0775 166 332 tilhørende Sørine Sørensen stadfæstes.
Sagsfremstilling
Rekvisitus driver en virksomhed i personligt regi med salg af kurser mv.
Rekvisitus var indkaldt til udlægsforretning den 14. juni 2006 i anledning af, at momstilsvar for 1. kvartal 2006 på kr. 70.000 ikke var betalt.
Udlægsforretningen var behørigt bekendtgjort i de større dagblade den 29. maj 2006. Rekvisitus modtog en tilsigelse med brev, dateret den 6. juni 2006, og oplyste under udlægsforretningen, at hun bor til leje, at hendes bil er leaset, samt at der i virksomheden ikke er aktiver, der kan tjene til genstand for udlæg.
Pantefogeden foretog herefter udlæg i indestående 60.000 kr. på konto nr. 0775 166 332 med respekt for eventuelle rettigheder. Kontoen er en klientkonto, hvor advokat Jens Bang er kontohaver.
Rekvisitus har protesteret over udlægget, idet hun gør gældende, at klientkontoen ikke tilhører hende, men advokaten.
Pantefogeden har skriftligt underrettet advokaten om udlægget. Advokaten har svaret, at han er kontohaver, at han har et ikke opgjort tilgodehavende på ca. kr. 25.000, at kontoen ikke er et udlægsobjekt, og at han vil afvente fogedrettens afgørelse i sagen.
Anbringender
Til støtte for påstanden gøres det gældende:
- at der alene er tale om et forvaringsforhold, når rekvisitus indbetaler et depositum til advokaten
- at der ikke er tale om, at advokaten vinder ejendomsret til det indbetalte beløb, blot fordi det indsættes på en klientkonto
- at beløbet på klientkontoen tilhører rekvisitus, idet der er sket årlig indberetning til SKAT om beløbet og kontoen
- at udlægget er foretaget med respekt af advokatens bedre ret til at få dækket sit krav på salær, men at det overskydende beløb tilfalder rekvirenten som følge af udlægget
- at formålet med en klientkonto er, at klientens penge kan separeres indtil endelig faktura er udskrevet
- at advokaten alene er kontohaver af klientkontoen af legitimationsgrunde
- at fordi advokaten er kontohaver, udelukker det ikke kreditorer fra at foretage retsforfølgning i indeståendet på klientkontoen
- at forholdet skal bedømmes i henhold til UfR 2001, 1116.
Bilag
- Kopi af bekendtgørelse af udlæg i større dagblade.
- Kopi af tilsigelsen.
- Kopi af udlægsbogen.
- Kopi af pantefogedens brev til advokaten.
- Kopi af advokatens svar.