Udlæg i et aktiv, som pantefogeden har foretaget, men som fogedretten eller landsretten senere endeligt ophæver ved afgørelse, er naturligvis bortfaldet.

Det drejer sig typisk om pantefogedens udlæg i forbindelse med gennemførelse af udlægsforretningen, der efter omstændighederne kan falde bort på grund af tilsidesættelse af de pligter med videre, som pantefogeden er underlagt, og som er reguleret i bestemmelserne i inddrivelsesloven og retsplejeloven.

Fra retspraksis kan  eksempler anføres:

  • UfR 1990.942 VLK. Skyldneren mødte ikke frem til udlægsforretning på pantefogedens kontor. I tilsigelsen var anført, at udgående udlægsforretning ville blive foretaget i ugen derefter, hvilket ikke opfyldte kravet i RPL § 493, stk. 1. Udlægget blev ophævet.
  • UfR 1997.674 ØLK. I forbindelse med et subsidiært udlæg hos skyldnerens ægtefælle, blev denne ikke behørigt indkaldt til udlægsforretningen. Udlægget i hendes ejendom blev ophævet.
  • UfR 1980.1060 VLK. Et udlæg i fast ejendom blev ophævet, idet skyldneren ikke var blevet vejledt om sin påvisningsret efter RPL 517, jf. § 500, stk. 1, da det ikke kunne udelukkes, at han kunne have påvist andre genstande af tilstrækkelig værdi til at dække kravet.
  • UfR 1996.1699 HD. Udlæg i aktiver, der var købt for en del af en udbetalt erstatning for tab af erhvervsevne, var holdt adskilt fra skyldnerens øvrige formue, jf. RPL § 513, stk. 1, 2. pkt. Udlæggene blev derfor ophævet.
  • UfR.2008.526 Ø. Fogedretten havde givet et betalingspåkrav påtegning i henhold til RPL § 477e, stk. 2, og sagen blev efterfølgende genoptaget i henhold til § 477e, stk. 4. Udlægget blev ophævet, da det var foretaget på baggrund af betalingspåkravet med fogedrettens påtegning, som i henhold til RPL § 477e stk. 5, blev annulleret af fogedretten.