§ 11
Foruden de regnskabs- og faktureringsregler, der fremgår af A.10, gælder der følgende regler for regnskab:

Registrerede affaldsforbrændingsanlæg, der afregner afgiften på grundlag af den fremstillede mængde varme, skal på fakturaen anføre mængden af varme i GJ, afgiftssatsen pr. GJ og den samlede afgift. Hvis den fremstillede varme er baseret på afbrænding af både affald og andet brændsel, skal afgiften fremgå særskilt for hver brændselstype.

§ 11, stk. 3 Hvis udleveringen af varer finder sted fra andre end registrerede virksomheder, skal leverandøren på forlangende udstede en faktura med samme indhold, som fra en registreret virksomhed, hvis modtageren er en momsregistreret virksomhed.

Oplysningspligt § 9, stk. 9
Virksomheder, der leverer varme, skal mindst en gang årligt give oplysning om afgiftens størrelse til brug for momsregistrerede virksomheder, der evt. kan få godtgjort afgiften, se F.6.

§ 5, stk. 4 og 5
Affaldsforbrændingsanlæg og virksomheder, der opgør energiafgiften efter brændværdi, skal endvidere kunne konstatere eller verificere brændværdien for affald eller for hver varekategori. Dette skal på forlangende kunne dokumenteres over for told- og skatteforvaltningen.

Affaldsforbrændingsanlæg, der betaler afgift efter affaldets art, skal føre regnskab over indkøb og forbrug af affald for hver kategori af affald.

Depoter
Der stilles særlige krav til regnskabsførelse for registrerede virksomheder, der har opbevaringsanlæg (depoter), som ligger i flere af SKATs samarbejder.

Regnskabet over afgiftspligtig kul mv. skal føres i hovedvirksomheden. Det skal fremgå af regnskabet, hvilket depot de enkelte posteringer vedrører. Fakturaudskrivningen kan foretages enten af hovedvirksomheden eller af det enkelte depot.

Depotet skal periodisk - og i det mindste ved månedens slutning - underrette hovedvirksomheden om til- og afgangen, herunder om forbruget af afgiftspligtige varer. Hvis depotet selv udskriver fakturaer, skal kopier af fakturaerne sendes til hovedvirksomheden. Oplysningerne til hovedvirksomheden om udstedte fakturaer kan gives elektronisk.