Den anden suspensionsgrund består i, at kreditor på grund af sit utilregnelige ukendskab til skyldnerens opholdssted har været afskåret fra at gøre sit krav gældende.

Uvidenhed om debitors opholdssted kan navnlig forekomme i de tilfælde, hvor skyldner i en periode har opholdt sig i udlandet.

Hvis fordringshaveren på grund af utilregnelig uvidenhed om skyldners opholdssted har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, suspenderes forældelsen, jf. § 3. Dette betyder, at forældelsesfristen først løber videre fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren får kendskab til skyldners opholdssted, forudsat at kreditor har udvist almindelig omhu med hensyn til at finde ud af, hvor skyldneren opholder sig.

I den forbindelse opstår spørgsmålet, hvilke bestræbelser kreditor skal foretage for at skaffe sig oplysning om kreditors opholdssted, for at han kan siges at have udvist den fornødne omhu.

Kreditor skal i det mindste foretage sig et eller andet for at søge debitors opholdssted oplyst.

Hvis kreditor derfor intet har foretaget sig for at skaffe oplysning herom, anses hans uvidenhed at kunne tilregnes ham, altså lægges ham til last, og forældelsesfristen løber videre.

Se til illustration TfS 1982, 872 B, hvor debitor var flyttet til Canada. Det daværende toldvæsen prøvede at foretage udlæg. På trods af, at debitors far havde oplyst, at debitor var udvandret til Canada, og at hans adresse kunne oplyses, foretog RIM sig intet, før debitor 6 år senere flyttede tilbage til Danmark. Retten fandt på den baggrund, at kravet var forældet, og en påstand om indtrådt suspension blev derfor ikke taget til følge, da debitors adresse blev betragtet som kendt.

Samme resultat kom landsretten til i UfR 1990, 650 VLD, hvor inddrivelsesmyndigheden rettede et skriftligt krav til momsskyldneren på en oplyst adresse i USA, men efter 2 omadresseringer fik henvendelsen tilbage med oplysning om, at skyldneren ikke længere boede på adressen. Herefter foretog inddrivelsesmyndigheden sig ikke videre.

Kreditor skal således foretage sig nogle aktive skridt for at finde ud af. hvor skyldneren er.

Nogle domme kommer nærmere ind på kravet til kreditors bestræbelser for at finde skyldneren.

Kreditor kan næppe være forpligtet til løbende at gennemføre undersøgelser af, hvor debitor befinder sig. Hvis kreditor således én gang har måttet konstatere, at hans undersøgelser ikke bar frugt, vil hans uvidenhed om skyldnerens opholdssted formentlig ikke blive lagt ham til last, og forældelsesfristen vil således blive suspenderet. Afgørelsen beror imidlertid på en konkret vurdering, og kreditor bør hvert år undersøge, om debitor kan opspores, hvis han skal være på den sikre side med hensyn til at undgå at få sin uvidenhed bedømt som "tilregnelig".

TfS 1994, 622 VLK vedrørte en person, der var flyttet til Equador og senere efter et kort ophold i Danmark til Zimbabwe uden at oplyse om sin nye adresse til Folkeregistret. Told- og skatteforvaltningem fandtes at have været i undskyldelig uvidenhed om debitors opholdssted, således at kravet på grund af suspension fortsat bestod, da skyldneren efter 12 år i udlandet flyttede tilbage til Danmark. Det var i sagen oplyst, at skattemyndighederne én gang årligt havde kontrolleret, om debitor var rejst ind i Danmark igen. Retten fandt i sin afgørelse, at myndighederne havde foretaget sig tilstrækkeligt ved at henvende sig til Folkeregistret og anførte desuden, at de ikke havde pligt til at spørge andre myndigheder, herunder skattevæsenet, om de havde kendskab til debitors adresse i udlandet. Samme præmisser og resultat kom Østre Landsret til i en lignende sag fra den 21. oktober 1998. Dommen er utrykt.

For visse personskattekrav findes der en særlig regel i LL § 32 F, hvorefter der ved beregningen af forældelsesfristen for skattekrav, der vedrører fortjenester omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven og afskrivningslovens §§ 9, 21 og 40, skal bortses fra den tid, hvor skattemyndighederne på grund af den skattepligtiges ophold i udlandet har været ude af stand til at gøre kravet gældende ved dansk domstol. Reglen fortolkes således, at det heller ikke må have været muligt at inddrive kravet via en bistandsaftale. Se i øvrigt afsnit J.2.4.2.1. om inddrivelse i udlandet.