AL § 40, stk. 2, omhandler afskrivning af den kontantomregnede anskaffelsessum for en række immaterielle aktiver, som f.eks. særlig fremstillingsmetode (knowhow) eller lignende, patentret, forfatter- og kunstnerret, ret til mønster eller varemærke samt afskrivning af anskaffelsessummen for erhvervelse af retten ifølge en udbytte-, forpagtnings - eller lejekontrakt. Forfatter- og kunstnerret omfatter rettigheder, der er beskyttede i henhold til ophavsretsloven og dermed principielt også retten til edb-programmer. Udgifter til anskaffelse af tidsubegrænset brugsret til edb-programmer afskrives dog efter reglerne i AL kap. 2 om driftsmidler og skibe, se afsnit E.C.2.

Generelt om immaterielle rettigheder og afgrænsningen heraf, se afsnit E.I.4.2.

Som hovedregel kan anskaffelsessummen for disse aktiver m.m. afskrives fra og med aftaleåret med indtil 1/7 årligt, idet afskrivningsperioden for aktiver erhvervet den 1. januar 1998 eller senere som nævnt under E.C.5.3.2 er 7 år. Efter AL § 60 kan andre immaterielle aktiver, der er erhvervet før den 1. januar 1998 dog kun afskrives med indtil 10 pct. årligt, idet afskrivningen dog i forhold til de hidtil gældende regler er ubunden fra og med indkomståret 1999. Ved erhvervelse før den 1. januar 1998 af rettigheder, der er beskyttet efter anden lovgivning, og hvor den resterende beskyttelsesperiode på aftaletidspunktet er mindre end 10 år, afskrives med en sats, der svarer til, at anskaffelsessummen afskrives med lige store årlige beløb over den resterende beskyttelsesperiode.

Afskrivningen efter AL § 40, stk. 2, er ubunden. Endvidere er der fuld afskrivning i aftaleåret og ingen afskrivning i afståelsesåret, jf. AL § 40, stk. 2 og 4.

Med virkning fra og med indkomståret 2008 finder den nævnte hovedregel ikke anvendelse for udgifter til bevilling, tilladelse eller rettighed til forundersøgelse, efterforskning og indvinding af kulbrinter, idet anskaffelsessummen afskrives med lige store årlige beløb over rettighedsperioden. Dette fremgår af AL § 40, stk. 2, 2. pkt., der ved lov nr. 540 af 6. juni 2007, blev indsat i afskrivningsloven. 

Erhververen af en løbende ydelse kan efter AL § 40, stk. 2, 3. pkt., ikke afskrive på anskaffelsessummen, når erhververen er identisk med yderen af den løbende ydelse, dvs. når afståelsen/erhvervelsen er omfattet af bestemmelsen i LL § 12 B, stk. 7.

Et aktieselskab havde i medfør af en overenskomst med en arkitekt forpligtet sig til opførelse af et prøvehus og dermed opnået ret til produktion og salg af huset for en årrække, der ikke var tidsbestemt. Selskabet havde i forbindelse med udvikling af det i overenskomsten omhandlede byggesystem til opførelse af parcelhuse afholdt udgifter til projektering mv. samt udgifter til opførelse af prøvehuset på tilsammen 620.304 kr. ud over den pris, der opnåedes ved salg af prøvehuset. Selskabet blev anset berettiget til at afskrive den samlede udgift over 10 år i henhold til LOSI § 15 - nu AL § 40, stk. 2, idet udgiften måtte anses som betaling for den erhvervede udnyttelsesret. Et beløb på 20.000 kr., som en skatteyder betalte for at opnå en eneforhandlingskontrakt, der blandt andet indeholdt mulighed for at sælge eneforhandlingsretten, blev anset som et vederlag for en rettighed og dermed afskrivningsberettiget i medfør af LOSI § 15 - nu AL § 40, stk. 2, LSRM 1983.88. Et vederlag på 200.000 kr., som indehaveren af et varehus havde betalt ejeren af en nabogrund for at opnå en tinglyst vej- og færdselsret på grunden, anså Landsskatteretten som et vederlag for at opnå en leje- eller forpagtningskontrakt som omhandlet i § 2, nr. 5 i LOSI, - nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2, og da der var tale om en ikke-tidsbegrænset rettighed, kunne vederlaget afskrives over 10 år i medfør af LOSI § 15, - nu AL § 40, stk. 2, jf. LSRM 1986.8. Om afskrivning af vederlag for afholdte produktudviklingsomkostninger, se LSRM 1983.85.

I SKM2002.7.ØLR blev der i forbindelse med en revisors udtræden af et revisionsselskab bl.a. indgået en aftale om, at revisionsselskabet hvert år i de følgende 12 år havde krav på 10 pct. af de honorarindtægter, som den udtrædende revisor modtog fra tidligere klienter. Landsskatteretten fandt ikke, at værdien af den afståede klientporteføjle kunne sidestilles med vederlag/udgifter til erhvervelse af en udbyttekontrakt, hvorfor selskabet ikke var afskrivningsberettiget i henhold til den dagældende LOSI § 15 (nu AL § 40, stk. 2,), ligesom Landsskatteretten ikke fandt, at selskabet kunne foretage afskrivninger med hjemmel i SL § 6, stk. 1, litra a.

Som et eksempel på at kravene til bevis for at en udbyder af investeringsprojekter havde erhvervet rettigheder, der kunne overdrages til investorerne, se SKM2002.131.LSR og SKM2002.132.LSR om investering i oliefelter i USA.

I SKM2007.351.SR blev en "working interest", der gav indehaveren ret til en nettoandel af indtjeningen ved udnyttelse af et olie- og gasfeld i Texas, anset for en udbyttekontrakt, der er afskrivningsberettiget efter AL § 40, stk. 2. 

Betaling for ulempeerstatning/brugsret for et areal, der blev ydet i forbindelse med opførelse af en vindmølle, fandtes i SKM2003.406.VLR ikke at være betaling for en tidsmæssigt ubegrænset rettighed. Der blev herved lagt vægt på, at der var blevet indgået en aftale om brugsret, der begrænsede sig til opførelse af én bestemt vindmølle, idet det fremgik af aftalen, at brugsretten skulle udnyttes inden 5 år fra, at byggetilladelse forelå, og at beløbet skulle betales, når fundamentstøbningen til den enkelte vindmølle blev påbegyndt. Der blev herefter tilladt afskrivning på det betalte beløb efter den tidligere bestemmelse i LL § 16 F.

I SKM2005.47.LSR fandtes det ikke dokumenteret, at der var sket erhvervelse af en navneret. Det udtaltes i øvrigt i afgørelsen, at retten til at vælge repræsentanter og suppleanter til et repræsentantskab ikke er omfattet af AL § 40, stk. 2. Der blev herved lagt vægt på, at stemmerettigheder ikke er direkte nævnt i AL § 40, stk. 2, og at stemmerettigheder ikke kan sidestilles med de eksempler på rettigheder, der er nævnt i bestemmelsen.

SKM2005.500.HR angik bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt en skatteyder havde købt det jordareal, hvorpå en vindmøllen skulle stilles, eller om det betalte beløb var ydet for en midlertidig rådighedsindskrænkning. Højesteret fandt, at hele det omstridte beløb måtte anses som vederlag for det overdragne areal, idet opstillingen og driften af vindmøllen reelt ikke påførte ejeren af den omliggende ejendom gener.  

For så vidt angår den skattemæssige behandling af udgifter afholdt til erhvervelse af filmrettigheder og begrænsede brugsrettigheder til filmrettigheder henvises til omtalen heraf i afsnit E.I.4.2.1.

Generelt om definition af andre immaterielle aktiver end goodwill og afgrænsningen heraf overfor goodwill, se afsnit E.I.4.2.