| Begrænset skattepligtige personer er i visse tilfælde berettigede til personfradrag ved skatteberegningen efter tilsvarende regler, som gælder for fuldt skattepligtige personer.
Personfradrag gives således kun ved begrænset skattepligt af indkomst omfattet af KSL § 2, stk.1. nr. 1 og 9-13, eller stk. 2, 1-3. pkt. Der gives ikke personfradrag til begrænset skattepligtige personer, hvis indkomstansættelse omfatter en kortere periode end 1 år, jf. PSL § 10, stk. 5. Begrænset skattepligtige personer, omfattet af KSL § 2, der samtidig modtager indkomster som nævnt i KSL § 2, stk. 1, nr. 1, 9-13, eller stk. 2, 1-3. pkt, og hvor indkomstansættelsen omfatter en periode kortere end 1 år, kan vælge at få et personfradrag ved beregning af den danske indkomstskat, jf. PSL § 10, stk. 6. Det indebærer, at den skattepligtige indkomst, personlige indkomst og kapitalindkomst skal omregnes til helårsindkomster, hvorefter der beregnes helårsskatter, jf. PSL § 14, stk. 3. Helårsskatterne nedsættes forholdsmæssigt efter forholdet mellem helårsbeløbene og delårsbeløbene, jf. B.5. Hvis den begrænset skattepligtige ikke vælger personfradraget ved beregning af skatten, vil skatteberegningen ske på grundlag af den faktiske skattepligtige delårsindkomst uden personfradrag og uden omregning af delårsindkomsterne til helårsindkomster, dvs. på grundlag af de indkomster, som den begrænset skattepligtige modtager for udført arbejde her i landet. Valget skal træffes senest den 1. juli i året efter indkomståret, og kan omgøres senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Reglerne har virkning fra og med indkomståret 2006.
Der gives ikke personfradrag ved beregning af skat af indkomst, der er omfattet af reglerne om 30 pct.-beskatning af bruttoindtægten i lov om beskatning af søfolk, § 9, samt for personer, der ansøger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, jf. PSL § 10, stk. 5.
Er begge ægtefæller begrænset skattepligtige, får hver ægtefælle sit personfradrag ved skatteberegningen. Muligheden for overførsel af uudnyttet personfradrag mellem ægtefæller, jf. PSL § 10, stk. 3, forudsætter derimod efter KSL § 4, stk. 2 og 6, at de begge er fuldt skattepligtige her til landet.
For gifte begrænset skattepligtige efter KSL § 2, stk. 1, litra a, jf. KSL § 43, stk. 1, (lønmodtagere) er der i stedet mulighed for fradrag efter LL § 9 F på 39.500 kr. (2007).
GrænsegængereGrænsegængere efter KSL § 5 A-D kan højst få ét personfradrag, uanset øvrige skattepligtsforhold inden for samme indkomstår. En person, der for en del af året opfylder betingelserne for og vælger grænsegængerreglerne, og som inden for samme år er fuldt skattepligtig til og hjemmehørende i Danmark, skal have sin skatteberegning foretaget samlet og med ét personfradrag. En person, der alene bliver beskattet som grænsegænger, og som kun er skattepligtig til Danmark i en del af året, har ligeledes et fuldt personfradrag. SKM2002.259.TSS. |