Reglerne om overgangssaldo findes i en ny § 45 A i aktieavancebeskatningsloven, der er indsat ved lov nr. 540 af 6. juni 2007.
Ved denne lov er selskabsskatteprocenten, jf. SEL § 17 stk. 1, nedsat fra 28 pct. til 25 pct. Nedsættelsen har virkning for indkomståret 2007 og senere indkomstår. Samtidigt er skatten af aktieindkomst forhøjet fra 43 pct. til 45 pct. for så vidt angår den del af aktieindkomsten, der overstiger 100.000 kr. (i 2007-niveau), jf. PSL § 8 a stk. 2-6. Uudnyttet beløbsgrænse kan overføres til ægtefællen. Beløbsgrænsen reguleres efter PSL § 20. Forhøjelsen af skatten af aktieindkomst over den nævnte beløbsgrænse har virkning for indkomståret 2008 og senere indkomstår.
For som udgangspunkt at undgå, at aktionærer skal betale skat af aktieindkomst med 45 pct. af en aktieavance eller et aktieudbytte, der hidrører fra et overskud i selskabet, der i selskabet er beskattet med 28 pct. (eller højere), er det i PSL § 8 a stk. 2 fastsat, at beskatningsprocenten på 45 pct. ikke finder anvendelse i det omfang, aktieindkomsten kan rummes i en positiv overgangssaldo, opgjort i henhold til en ny § 45 A i aktieavancebeskatningsloven.
Overgangssaldoen skal først opgøres, når/hvis skatteyderens samlede aktieindkomst i et indkomstår overstiger de nævnte 100.000 kr. (i 2007-niveau) - for ægtefæller 200.000 kr. (i 2007-niveau), jf. ABL § 45 A stk. 1. Ægtefællerne opgør da hver sin overgangssaldo. Overgangssaldoen gælder uden tidsbegrænsning.
Overgangssaldoen gælder kun for skatteydere, der den 1. januar 2007 var fuldt skattepligtige til Danmark efter kildeskattelovens § 1, og som ejede aktier pr. 1. januar 2007.
For børsnoterede aktier opgøres overgangssaldoen pr. 1. januar 2007 som differencen mellem aktiernes kursværdi pr. 1. januar 2007 og aktiernes anskaffelsessum, jf. ABL § 45 A stk. 3.
For unoterede aktier opgøres overgangssaldoen pr. 1. januar 2007 som differencen mellem den skattepligtiges andel af selskabets regnskabsmæssige egenkapital ved udløbet af regnskabsåret 2006 og aktiernes anskaffelsessum, jf. ABL § 45 A stk. 4. ►Ved regnskabsåret 2006 forstås det regnskabsår, der udgør indkomståret 2006, jf. skatteministerens svar på spørgsmål 34 i forbindelse med Folketingets behandling af lovforslaget om overgangssaldoen (L 213, fremsat den 18.4.2007).◄ Ved opgørelsen af selskabets regnskabsmæssige egenkapital tages der ikke hensyn til værdier, der ikke indgår i selskabets regnskabsmæssige egenkapital, f.eks. oparbejdet goodwill. Hvis selskabet ved aflæggelsen af årsregnskabet for regnskabsåret 2007 ved en ændring af regnskabspraksis efter bestemmelserne i årsregnskabsloven opskriver aktiver, der indgik i selskabets balance for regnskabsåret 2006, forhøjes det opgjorte beløb med den del af de foretagne opskrivninger fratrukket udskudt skat forbundet hermed, der svarer til den skattepligtiges andel af selskabets regnskabsmæssige egenkapital ved udløbet af regnskabsåret 2006.
For såvel børsnoterede som unoterede aktier medregnes kun aktier, for hvilke opgørelsen giver et positivt beløb, dvs. aktier, hvor den opgjorte værdi pr. 1. januar 2007 er større end anskaffelsessummen, jf. ABL § 45 A stk. 3 og 4. Hvis den skattepligtige kan vælge en anden anskaffelsessum end den faktiske anskaffelsessum, lægges den højst mulige anskaffelsessum til grund ved opgørelsen, jf. ABL § 45 A stk. 3 og 4.
Overstiger overgangssaldoen pr. 1. januar 2007 ikke 100.000 kr., sættes den til 0 kr., jf. ABL § 45 A stk. 2. For ægtefæller sættes overgangssaldoen til 0 kr., hvis summen af ægtefællernes overgangssaldi pr. 1. januar 2007 ikke overstiger 200.000 kr.
Overgangssaldoen pr. 1. januar 2007 nedskrives med den skattepligtiges positive nettoaktieindkomst efter personskattelovens § 4 a, der erhverves i indkomståret 2007 og efterfølgende indkomstår, jf. ABL § 45 A stk. 2. Nedskrivningen foretages, uanset hvorfra aktieindkomsten hidrører. For gifte skatteydere nedskrives overgangssaldoen endvidere med den anden ægtefælles aktieindkomst i det omfang, der ved beskatningen af den anden ægtefælle er sket overførsel efter PSL § 8 a stk. 2, 4. pkt. Nedskrivning af overgangssaldoen foretages ved udløbet af det enkelte indkomstår.
Nedskrivningen foretages, indtil saldoen er nedbragt til 0 kr. (uden tidsbegrænsning).
Ovennævnte bestemmelser finder ikke anvendelse på aktier mv., der den 1. januar 2007 var omfattet af de særlige regler i ABL § 17, § 18, § 19, § 21 stk. 1, § 22 eller § 44, eller på andele i foreninger, der er skattepligtige efter SEL § 1 stk. 1 nr. 6, jf. ABL § 45 A stk. 5. ABL § 45 A anvendes derimod på investeringsforeningsbeviser i udloddende, aktiebaserede investeringsforeninger, hvis investeringsforeningen den 1. januar 2007 har valgt, at gevinst og tab ved afståelse af omsættelige beviser for indskud i foreningen skal opgøres efter de for aktier gældende regler i ABL, jf. ABL § 21 stk. 2. ABL § 45 A anvendes ligeledes på investeringsforeningsbeviser i akkumulerende investeringsforeninger, der ikke er investeringsselskaber, dvs. investeringsforeningsbeviser, omfattet af ABL § 20.