Ved spaltning af et selskab har selskaberne som nævnt i 1. pkt. adgang til beskatning efter reglerne i § 15 b, stk. 1 og 2, uden at der er opnået tilladelse hertil fra told- og skatteforvaltningen, hvis selskabsdeltagerne i det indskydende selskab ved indkomstopgørelsen benytter reglerne i § 15 b, stk. 7, og udlodning af udbytte m.v. fra det eller de modtagende selskaber m.v. sker i overensstemmelse med § 15 b, stk. 8. § 15 b, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse ved spaltninger, der er sket uden told- og skatteforvaltningens tilladelse.
Under visse betingelser - er det muligt at foretage en skattefri spaltning af et selskab, uden at skattefriheden er betinget af en tilladelse fra SKAT. Muligheden tilkommer de selskaber, som efter de gældende regler kan deltage i en skattefri spaltning mod en tilladelse fra SKAT.
Selskaberne har således mulighed for beskatning efter reglerne i FUL § 15 b, stk. 1 og 2, uden at SKAT har givet tilladelse. Det er en betingelse herfor, at selskabsdeltagerne i det indskydende selskab ved indkomstopgørelsen benytter de regler, der er indsat i FUL § 15 b, stk. 7 (se pkt. 7.3.3) og at udlodning af udbytte m.v. fra det eller de modtagende selskaber m.v. sker i overensstemmelse med de regler, der er indsat i FUL § 15 b, stk. 8 (se pkt. 7.3.4).
§ 15 b, stk. 3, om indgivelse af selvangivelse for det indskydende selskab i en ophørsspaltning, hæftelse for skattekrav m.v. gælder også, når en skattefri spaltning er gennemført uden tilladelse.