| Ydelser til dækning af udgifter i forbindelse med uddannelser og kurser, medregnes under visse betingelser ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når ydelserne modtages fra en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, jf. LL § 31.
Hvilken personkredsReglerne gælder først og fremmest for lønmodtagere, men følgende er også omfattet:
- Tidligere, men nu afskedigede medarbejdere.
- Personer, der som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt modtager personalegoder, dvs. konsulenter, revisorer mv.
- Medlemmer af bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollegiale organer, herunder Folketinget og kommunalbestyrelser.
- Personer, der modtager uddannelsesydelser af den ovennævnte type fra et arbejdsformidlingskontor, deres A-kasse eller fagforening, herunder ledige.
- Elever, der modtager de nævnte uddannelsesydelser direkte fra Arbejdsgivernes Elevrefusion.
Hvilke uddannelser og kurserSkattefriheden omfatter bl.a:
- Ungdomsuddannelser, fx uddannelser i erhvervsuddannelsesregi (lærlinge- og elevuddannelser).
- Korte og mellemlange videregående uddannelser, fx social- og sundhedshjælperuddannelsen.
- Mellemlange videregående uddannelser, fx lærer- og sygeplejeuddannelsen.
- Lange videregående uddannelser, der erhverves på universiteter og andre højere uddannelsesinstitutioner.
- Alle typer af efter-/videreuddannelser, som erhverves i tilknytning hertil, fx diplom- og masteruddannelser.
- Alle typer af kurser og uddannelser, som udbydes i AMU-regi.
Hvilke ydelserFølgende ydelser skal ikke medregnes til den skattepligtige indkomst:
- Skole- eller deltagerbetaling. Ydelser til dækning af udgifter til erhvervelse af kørekort til almindelig bil kan dog ikke ydes skattefrit, medmindre arbejdsgiveren mv. har pligt til at afholde ydelsen i henhold til gældende lovgivning.
- Ydelser til dækning af bog- og materialeudgifter, som er relevante for uddannelsen eller kurset.
- Godtgørelser til dækning af udgifter til logi, kost og småfornødenheder, jf. LL § 31, stk. 4.
- Befordringsgodtgørelser, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satsen i LL § 31, stk. 5, dvs. satsen som Skatterådet fastsætter for befordring mellem hjem og arbejde efter LL § 9 C. der jf. BEK nr 1271 af 21/11/2006 udgør 1,78 kr. pr. km i 2007.
- Faktiske udgifter til anden befordring.
Reglerne er nærmere beskrevet i LVA A.B.1.9.20. |