Sagen indledt ved skifterettens afgørelseEn gældssaneringssag anses for at være indledt, når skifteretten har truffet afgørelse herom, jf. KL § 206.

Arrest og udlæg kan ikke foretagesFra gældssaneringssagens indledning og indtil dens slutning kan arrest eller udlæg ikke foretages i skyldners aktiver, og skyldners ejendom kan ikke tages til brugeligt pant. Dette gælder dog kun for de fordringer, som er omfattet af en kendelse om gældssanering, jf. KL § 207, stk. 1.

Der kan ikke ske rådighedsberøvelse på grundlag af arrest, og der kan ikke ske rådighedsberøvelse eller søges fyldestgørelse på grundlag af udlæg, som ved kendelse om gældssanering bortfalder efter samme regler som for udlæg i tilfælde af konkurs. Udlagte fordringer kan indkræves, når de forfalder, jf. KL § 207, stk. 2.

RIM kan uanset indledning af gældssaneringssag foretage udlæg for krav, der ikke er omfattet af gældssaneringen, fx krav stiftet efter skæringsdagen, dvs. indledningen, jf. § 199.

Indledningen af en gældssaneringssag begrænser ikke adgangen til at begære skyldner konkurs.

ProklamaVed lov nr. 365 af 24. maj 2005 er der indført præklusivt proklama i sager om gældssanering, hvilket betyder, at dækningen af fordringer, som ikke anmeldes over for skifteretten inden en angiven frist, bortfalder.

Ifølge KL § 208 skal proklama udstedes straks efter gældssaneringssagens indledning.

Hensigten med proklama er at sikre, at forudsætningerne for den afdragsordning, som skifteretten i henhold til skyldnerens forslag efter § 216, stk. 3, fastsætter for skyldnerens afvikling af den bestående gæld, ikke ændres væsentligt som følge af, at der efterfølgende rettes krav mod skyldneren, som ikke er medtaget i skyldnerens forslag til gældens sanering.

Reglerne er udformet, så de i videst muligt omfang svarer til reglerne om præklusivt proklama i dødsboskiftelovens kapitel 20. Eftersom reglerne skal regulere forskellige situationer og dermed varetage forskellige hensyn, er visse forskelle i reglerne dog påkrævet.

Det skyldes bl.a., at visse fordringshavere i sager om gældssanering erfaringsmæssigt ikke ønsker at anmelde mindre fordringer, der alene må forventes at blive dækket med en minimal dividende. Årsagen hertil kan være, at de omkostninger, som fordringshaverne har ved behandling af sagen, kan overstige det forventede modtagne beløb.

Reglerne om præklusivt proklama i sager om gældssanering er derfor indrettet således, at også disse fordringer prækluderes, selv om de er kendte af skyldneren og skifteretten, og således at den videre sagsbehandling ikke skal afvente svar fra alle kendte fordringshavere.

KL § 208, stk. 2, fastslår, at der ved proklama i Statstidende indrykkes en bekendtgørelse, der skal indeholde

1. oplysning om skyldnerens navn, tidligere navne, adresse og fødselsdato samt navn og adresse på en eventuel personligt ejet virksomhed og dennes CVR-nr.,
2. opfordring til enhver, der har en fordring mod skyldneren, til at anmelde fordringen inden 8 uger efter bekendtgørelsen,
3. oplysning om en person, til hvem anmeldelse skal ske, og
4. oplysning om retsvirkningerne af for sen anmeldelse efter § 208 b, stk. 1.

Ifølge KL 208, stk. 3, skal genpart af bekendtgørelsen straks sendes til alle fordringshavere, som er eller bliver skifteretten bekendt.  

Udsendelsen af proklamaet til fordringshaverne skal alene betragtes som en "service" over for kendte fordringshavere, og manglende meddelelse har ingen retsvirkning for så vidt angår proklamaets præklusive virkning.

Skifteretten eller dennes medhjælper skal undersøge tingbogen og andre kendte registre og underrette de heri nævnte fordringshavere om gældssaneringssagen. Disse fordringshavere er således kendte, således at skifteretten skal sende en genpart af bekendtgørelsen af proklama til de pågældende.

Der påhviler samtidig skyldneren en pligt til loyalt at medvirke til gældssaneringssagens oplysning, hvilket i denne sammenhæng indebærer, at skyldneren over for skifteretten skal give fyldestgørende oplysninger om alle kendte fordringshavere, herunder fordringshavere, der f.eks. har solgt skyldneren genstande med ejendomsforbehold. Disse fordringshavere er således også i praksis kendte.

Skyldnerens økonomiske forhold påvirkes ikke af, om enkelte fordringshavere har sikret deres fordringer ved en panteret eller lignende, idet dette alene har betydning for, hvilken dækning de enkelte fordringshavere modtager i gældssaneringssagen. Det må derfor antages, at skyldneren som altovervejende hovedregel ikke har nogen anledning til ikke at oplyse loyalt om alle panthavere mv. Har skyldneren imidlertid bevidst eller ved grov uagtsomhed undladt at oplyse skifteretten om enkelte fordringshavere, herunder f.eks. fordringshavere, hvis fordringer er sikret ved pant, må gældssanering nægtes, jf. § 212, stk. 1, nr. 2.

Skifteretten kan ifølge stk. 4 bestemme, at proklama tillige skal optages i lokale eller almindeligt læste blade.

For professionelle kreditorer, som anvender Statstidende, er en indrykning heri af bekendtgørelsen om proklama tilstrækkelig. Må det derimod antages, at der findes private kreditorer, som ikke kan ventes at få kendskab til gældssaneringssagen ved indrykning i Statstidende, kan skifteretten bestemme, at indkaldelsen tillige skal optages i et eller flere lokale eller almindeligt læste blade.

AnmeldelserIfølge KL § 208 a skal anmeldelser være skriftlige og angive fordringshaverens fordring samt eventuelle krav på renter og omkostninger. En anmeldelse bør indeholde oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, en postadresse, hvortil senere henvendelser kan sendes, og en konto i et pengeinstitut, hvortil afdrag kan betales.

En anmeldelse kan dog også inden for fristen fremsættes mundtligt ved et møde i skifteretten eller ved et møde hos skifterettens medhjælper, idet det forudsættes, at anmeldelsen i disse tilfælde tilføres gældssaneringssagens akter

Selv om en anmeldelse ikke måtte indeholde de nævnte oplysninger, indebærer den - hvis den i øvrigt lever op til de krav, der stilles til en anmeldelse - at kravet må anses for anmeldt i gældssaneringssagen og dermed ikke bliver prækluderet.

Foreløbig anmeldelseKL § 208 a, stk. 2, angiver, at dersom en fordring ikke kan opgøres endeligt, skal der inden udløbet af anmeldelsesfristen indgives en foreløbig anmeldelse med en skønsmæssig angivelse af fordringens størrelse. 

Kreditor bundet af skønsmæssige angivelserKreditor er ved proklamafristens udløb bundet af den skønsmæssige angivelse af fordringens størrelse. Konstaterer fordringshaveren således efterfølgende, at fordringen er anmeldt med et for lavt beløb, er fordringshaveren afskåret fra at gøre dette yderligere beløb gældende. En meddelelse, hvor det blot forbeholdes, at der kan være en fordring, er ingen foreløbig anmeldelse og medfører derfor præklusion af en eventuel fordring.

Indsendes en anmeldelse i to eksemplarer, tilbagesendes det ene med påtegning om modtagelsen, jf. stk. 3.

Ikke rettidigt anmeldtKL 208 b, stk. 1, bestemmer, at såfremt en fordring, som i medfør af § 199, stk. 1, er omfattet af gældssaneringssagen, ikke anmeldes rettidigt, jf. § 208, stk. 2, nr. 2, bortfalder retten til dækning, når sagen er sluttet med kendelse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1.

Slutter gældssaneringssagen, uden at skyldneren får en gældssanering, har det således ingen retsvirkning, at en fordringshaver ikke har anmeldt sin fordring rettidigt.

PantefordringerUndtaget fra stk. 1 er ifølge stk. 2 pantefordringer, i det omfang pantet strækker til. 

Det er i retspraksis antaget, at et krav i anledning af lån mod lønforskrivning, jf. tjenestemandslovens § 57, må anses for omfattet af konkurslovens § 199, stk. 2, jf. herved UfR 1991, 49 ØLD. Det samme gælder for krav i anledning af et beboerindskudslån efter boligstøttelovens §§ 56-57, jf. UfR 1998, 353 ØLD.

Om disse fordringer gælder, at de ikke er omfattet af noget offentligt register, og skifterettens medhjælper kan derfor ikke umiddelbart konstatere fordringernes eksistens, medmindre skyldneren oplyser herom. Medhjælperen må derfor undersøge, om der eksisterer sikrede fordringer af denne karakter, hvis de konkrete omstændigheder tyder på det.

Det samme gælder for fordringer sikret ved ejendomsforbehold. Er skyldneren forbruger, har den, der har solgt en genstand med ejendomsforbehold, dog i almindelighed ikke krav på betaling af yderligere beløb, hvis genstanden tages tilbage, jf. kreditaftalelovens § 41, stk. 1, hvorefter en kreditgiver kun har krav på betaling af et overskydende beløb, hvis det solgtes værdi ved tilbagetagelsen er mindre end kreditgiverens tilgodehavende, i det omfang særlige omstændigheder taler derfor, herunder navnlig hvis forbrugeren har udvist forsømmelighed ved brugen eller opbevaringen af det købte eller har lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsesforretningen.

En fordring, der er sikret ved pant, er efter § 199, stk. 2, 1. pkt., ikke omfattet af en gældssanering i det omfang, pantet strækker til. Panthaverne bindes derimod af kendelsen for så vidt angår den del af deres personlige fordring mod skyldneren, som ikke til sin tid måtte blive dækket af pantet, jf. § 199, stk. 2, 2. pkt. Dette indebærer, at en fordringshaver først, når pantet realiseres, kan vide, om der bliver en restfordring at anmelde i gældssaneringssagen.

Reglen medfører, at den panthaver, der ikke mener at have (fuld) dækning for den fordring, der er sikret ved pantet, må anmelde den personlige fordring inden fristen på 8 uger i stk. 2.

I denne situation har fordringshaveren i givet fald krav på at få dækket den udækkede del af sin fordring med den procent, hvortil de øvrige fordringer er nedsat i gældssaneringssagen.

Dette gælder, selv om restkravet først gøres gældende flere år efter kendelsen om gældssanering eller efter udløbet af afdragsperioden. Har panthaveren ikke anmeldt den personlig fordring inden den angivne frist, kan panthaveren ikke kræve gældssaneringsdividende af restfordringen, hvis det senere konstateres, at pantets værdi ikke kan dække fordringen.

Der henvises til afsnit H.6.2.2, hvor det bl.a. er anført, at RIM er bemyndiget til at "dele" et pantesikret krav.

Anmeldelse af den personlige fordring i denne situation medfører ikke, at der under gældssaneringssagen skal afsættes eventualdividende til den mulige restfordring, dvs. den del af fordringen, der ikke kan dækkes af pantets værdi. Anmeldelsen er således alene en betingelse for, at fordringshaveren senere kan gøre restkravet gældende, hvis det viser sig, at pantets værdi ikke strækker til dækning af fordringen

Betingede fordringerKL § 208 b, stk. 3. anfører, at er en anmeldt fordring betinget, bortfalder retten til dækning af fordringen, når sagen er sluttet med afgørelse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1, såfremt betingelsen ikke er indtrådt på det tidspunkt, hvor skifteretten afsiger kendelse om gældssanering. 

Betingede fordringer er navnlig kautions- og garantiforpligtelser, men bestemmelsen finder også anvendelse på andre typer af fordringer med disse karakteristika. Er fx en kautionsforpligtelse anmeldt i gældssaneringssagen inden anmeldelsesfristens udløb, kan en fordring, der udspringer heraf, således alene gøres gældende, hvis den aktualiseres og anmeldes i sagen, inden der afsiges kendelse om gældssanering. Aktualiseres fordringen i perioden mellem det tidspunkt, hvor der afsiges kendelse om gældssanering, og udløbet af kærefristen, jf. § 218, stk. 1, kan fordringen ikke gøres gældende. Dette gælder også, hvis kendelsen om gældssanering bliver stadfæstet efter kære.

Tilfælde, hvor en bortfaldet fordring kan gøres gældende med sit fulde beløbKL 208 b, stk. 4, fastslår, at en fordring, der er bortfaldet efter stk. 1, kan gøres gældende med det fulde beløb

1. over for skyldneren, hvis gældssaneringen ophæves i medfør af § 229, eller
2. hvis skyldnerens bo tages under konkursbehandling, hvis skyldneren får stadfæstet en tvangsakkord, eller hvis skyldneren på ny meddeles gældssanering, jf. § 230. 

I de i nr. 2 nævnte tilfælde kan fordringer, der er prækluderede efter stk. 1, gøres gældende mod skyldneren på lige fod med de fordringer, der var indeholdt i gældssaneringen, hvis disse fordringer i en ny insolvensbehandling kan gøres gældende mod skyldneren med deres fulde beløb, jf. § 230 og UfR 2002, 2275 H.

Dette er fx tilfældet, hvis der indledes en ny sag om gældssanering for en skyldner inden udløbet af afdragsperioden i skyldnerens tidligere gældssaneringssag.

Efter § 230, 1. pkt., har de fordringshavere, der er omfattet af gældssaneringskendelsen, krav på udlæg i forhold til fordringernes beløb uden hensyn til den skete nedskrivning, men efter fradrag af afbetalinger, hvis skyldnerens bo fx tages under konkursbehandling, efter at der er afsagt kendelse om gældssanering. Udlægget i konkursboet i forbindelse med disse afbetalinger kan dog ikke overstige, hvad der efter gældssaneringskendelsen tilkommer de pågældende fordringshavere, medmindre kendelsen er bortfaldet efter § 229, jf. § 230, 2. pkt.

Fordringen kan først gøres gældende på ny, når der afsiges kendelse om gældssanering, akkord mv. I praksis er det dog tillige en betingelse, at de krav, der blev prækluderet i gældssaneringssagen, anmeldes rettidigt i fx en ny gældssaneringssag.

Fordringer, der bestrides af skyldnerI KL § 209, stk. 1, anføres, at fordringer, der bestrides af skyldneren, foreløbig behandles, som om de ikke var bestridt.

Bestrider skyldneren en fordring, der er anmeldt rettidigt, jf. § 208, stk. 2, nr. 2, skal skifteretten ifølge stk. 2 meddele dette til fordringshaveren ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde. Meddelelsen skal indeholde oplysning om retsvirkningen efter stk. 3.

Bestrider skyldneren en anmeldt fordring, bortfalder retten til dækning af fordringen, såfremt fordringshaveren ikke inden 3 måneder fra skifterettens underretning efter stk. 2 har anlagt sag om fordringen, jf. stk. 3. 

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 216, stk. 4, hvorefter der ved fastlæggelse af skyldnerens afdragsordning skal afsættes midler til dækning af en fordring, som er bestridt af skyldneren. Kendelsen skal samtidig angive, hvorledes de afsatte midler skal fordeles mellem de øvrige fordringshavere, hvis der ikke anlægges sag om fordringen, eller hvis det ved dom eller forlig fastslås, at fordringen ikke består.

Fastslås det ved dom eller forlig, at fordringen består, betragtes sagsomkostninger, der pålægges skyldneren, som stiftet på samme tidspunkt som fordringen, jf. stk. 4.

Dette medfører i praksis, at fordringshaveren alene modtager dividende af eventuelle sagsomkostninger pålagt skyldneren, uanset at fordringshaveren får medhold. Reglen har til formål at hindre, at skyldneren efter en retssag om en bestridt fordring på ny befinder sig i en håbløs økonomisk situation på grund af pålagte sagsomkostninger.

Tilkendes skyldneren sagsomkostninger, skal de ikke fordeles mellem fordringshaverne i gældssaneringssagen, da det må antages, at de modsvarer faktisk afholdte udgifter.

KL § 208 b, stk. 1 og 4, finder ifølge stk. 5 tilsvarende anvendelse. 

Hvis gældssaneringssagen ikke sluttes med kendelse om gældssanering, påvirkes fordringshaverens retsstilling ikke, selv om der ikke rettidigt er anlagt sag, jf. henvisningen til § 208 b, stk. 1. Det samme gælder, hvor kendelsen om gældssanering enten ophæves efter § 229, eller hvis skyldnerens bo tages under konkursbehandling, hvis skyldneren får stadfæstet en tvangsakkord, eller hvis skyldneren på ny meddeles gældssanering, jf. § 230.

I de tilfælde, hvor skyldneren må anses for uden rimelig grund at bestride en eller flere anmeldte fordringer, kan dette efter omstændighederne - fx hvis skyldnerens bestridelse må antages at have karakter af chikane - medføre, at skyldneren må nægtes gældssanering, jf. § 212, stk. 1, nr. 2.

StatusoversigtI KL § 210 er angivet, hvilket materiale skifteretten skal tilvejebringe til bedømmelse af, om gældssanering skal meddeles.

Ifølge KL § 210, stk. 1, udarbejder skifteretten en oversigt over skyldnerens aktiver og passiver. Denne statusoversigt skal indeholde:

1. En angivelse af skyldnerens aktiver med oplysning om, hvorvidt og i hvilket omfang aktiverne er behæftet med ejendomsforbehold, pant eller anden sikkerhedsret.
2. Hver enkelt fordringshavers navn og adresse samt de enkelte fordringers størrelse og alder, eventuelle fortrinsstilling eller eventuelle bortfald i medfør af § 200, stk. 1. Fordringer, som skyldneren bestrider, opføres med bemærkning herom.

RedegørelseI § 210, stk. 2, er anført, at skifteretten udarbejder en redegørelse for de vigtigste årsager til skyldnerens økonomiske situation, ligesom det anføres, hvorvidt der foreligger dispositioner, som bør søges omstødt.

Oplysning fra kommunen om sociale forholdKL § 210, stk. 3, udtaler, at skifteretten kan anmode kommunen om at fremkomme med oplysninger om skyldnerens sociale forhold af betydning for sagen, herunder om kommunens muligheder for med rådgivning at bistå skyldneren under afviklingen af den del af gælden, som fortsat skal bestå.

Endvidere kan det ofte være hensigtmæssigt, at RIM via kommunalbestyrelsen retter henvendelse til den sociale forvaltning, således at offentlige instanser ikke kommer til at modarbejde hinanden ved at stille for strenge krav/betingelser for at få afviklet en restance.

Tilsvarende kan der i samarbejde med kriminalforsorgsmyndighederne skabes samlede løsninger i resocialiseringssituationer.

Frist for tilvejebringelse af oplysningerne i stk. 1-3Ifølge § 210, stk. 4, skal de i stk. 1-3 nævnte oplysninger foreligge snarest muligt efter udløbet af proklamafristen på 8 uger.

Adgang til at afkræve offentlige myndigheder oplysningerI KL § 211 er der hjemmel for skifteretten til at indhente oplysninger til brug for gældssaneringssagens behandling hos offentlige myndigheder, herunder SKAT.

Nægtelse af gældssaneringKL § 212 angiver, under hvilke betingelser skifteretten - efter indledning af gældssaneringssagen - kan nægte gældssanering.

Skifteretten nægter herefter gældssanering under samme betingelser som ovenfor anført om KL § 205 om nægtelse af at indlede gældssaneringssag. Endvidere kan gældssanering nægtes, såfremt skyldner ikke loyalt medvirker ved sagens oplysning.

Illoyalitet kan foreligge, såfremt skyldneren holder momenter af væsentlig betydning skjult for skifteretten, herunder undlader at oplyse om alle aktiver eller mulige fremtidige indtægter.

Herunder hører tilfælde, hvor skyldner har nægtet at udtale sig, fortiet oplysninger, givet bevidst urigtige oplysninger, forsøgt at forstikke gods eller at begunstige enkelte kreditorer på utilbørlig måde.

Skyldner skal have oplyst, hvilke omstændigheder der kan føre til nægtelse af gældssaneringen, efter den er indledt, og han skal ved nægtelse have lejlighed til at udtale sig herom.