Det fremgår af KSL § 73, stk. 1, at der kan ske lønindeholdelse i skatteyderens løn, provision eller andet arbejdsvederlag samt ventepenge, pensioner og lignende understøttelse, der udredes af statskassen, kommunale kasser, andre offentlige kasser eller private kasser. Derudover kan der ske lønindeholdelse i forskudsvis udbetaling af løn mv. Også i indkomst fra partsfiskeri, tantième, gratiale og overarbejdsbetaling kan der foretages lønindeholdelse. KSL § 73, stk. 5, giver adgang til lønindeholdelse i kommunale og statslige tjenestemænds lønninger, jf. KSL § 73, stk. 1-4.

I SKM2006.276.SKAT har SKAT Hovedcentret afgjort, at der ikke skal foretages lønindeholdelse efter KSL § 73 i godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU-godtgørelse).

VEU-godtgørelsen er i princippet omfattet af reglerne i KSL § 73, stk. 1, men efter formålet med og størrelsen af støtten og det korte uddannelsesforløb foreligger der efter SKAT, Hovedcentrets opfattelse sådanne særlige omstændigheder, at indeholdelse kan undlades.

Der skal derfor ikke foretages indeholdelse efter KSL § 73 i VEU-godtgørelsen.

Østre Landsret fandt i SKM2007.31.ØLR, at der i den daværende KSL § 73, stk. 1, jf. stk. 4, var hjemmel til lønindeholdelse i en invalidepension, der tilkom en dansk statsborger, der var bosat i udlandet.

Landsretten fandt, at hverken RPL § 513 om beskyttelse af invaliditetserstatning mv. mod udlæg eller den mellem Danmark og bopælslandet indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst var til hinder herfor.

Skattemyndighederne havde siden 1. januar 2005 foretaget indeholdelse i udbetalinger fra Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP) for en skatterestance. Der var tale om en udbetaling af en "månedlig pension", og ydelsen blev ikke beskattet, da borgeren er fuldt skattepligtig til Frankrig.

Landsretten lagde til grund, at borgerens pensionsordning hos JØP var en sædvanlig pensionsordning, der er oprettet og finansieret i forbindelse med hans ansættelsesforhold, og at den løbende månedlige ydelse, hvori skattemyndighederne foretager indeholdelse, er invalidepension ifølge JØPs vedtægter på grund af borgerens uarbejdsdygtighed som følge af hans invaliditet.

Den løbende månedlige ydelse anses som pension udredt af en privat kasse, hvori skattemyndighederne kan foretage indeholdelse, jf. kildeskattelovens dagældende § 73, stk. 1, jf. stk. 4.

RPL § 513 om beskyttelse af invaliditetserstatning m.v. mod udlæg er ikke til hinder for indeholdelse, hvis betingelserne efter KSL § 73, stk. 1, jf. stk. 4, er opfyldt.

Hverken det forhold, at invaliderenter og lignende løbende ydelser, der udbetales af forsikringsselskaber, ikke er omfattet af § 73, stk. 4, eller det forhold, at JØPs pensionsordninger tillige indeholder summaforsikringsordninger i form af livs, invalidesums- og ulykkesforsikringer, der heller ikke er omfattet af § 73, stk. 4, kan føre til, at borgerens invalidepension fra JØP ikke er omfattet af KSL § 73, stk. 4.

Skattemyndighederne kan inddrive borgerens skatterestance, selv om han ikke længere er skattepligtig i Danmark, uden at der af den grund er tale om dobbeltbeskatning omfattet af overenskomsten herom mellem Danmark og Frankrig, og overenskomstens bestemmelser om gensidig bistand i forbindelse med skatteinddrivelse udelukker ikke, at de danske myndigheder selv foretager indeholdelse i udbetalingerne fra JØP i forbindelse med inddrivelsen af et dansk skattekrav.

Lønindeholdelse kan ikke ske i ydelser, der tilkommer skyldnerens ægtefælle.

Udgangspunktet er herefter, at der kan ske lønindeholdelse i A-indkomst af enhver art, dog ikke i skatteværdien af fri kost og logi eller godtgørelse for merudgifter til fx befordring og telefon.

En definition af A-indkomst følger af KSL § 43, stk. 1, og af § 17 i kildeskattebekendtgørelsen, som supplerer KSL § 43, stk. 1.

Der skal ikke i beregningsgrundlaget medtages beløb, der ved lønforskrivning efter § 57 i tjenestemandsloven indeholdes i løn til dækning af tjenestemandslån.

Godtgørelse for slid og merudgifter, fx værktøjspenge, skurpenge eller befordringsgodtgørelse mv., kan ikke gøres til genstand for lønindeholdelse.

Lønindeholdelse kan foretages i feriegodtgørelse. Indeholdelse foretages månedligt i optjeningsåret på grundlag af den feriegodtgørelse, der er optjent i den forløbne måned, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 19, stk. 2.

Feriegodtgørelse, der tilfalder lønmodtageren ved ansættelseforholdets ophør, eller afspadseringsgodtgørelse og kontant godtgørelse for opsparet/konverteret frihed, der tilfalder lønmodtageren ved ansættelsesforholdets ophør, beskattes i fratrædelsesåret. Indeholdelse skal foretages i fratrædelsesmåneden, jf. kildeskattebekendtgørelsens § 19, stk. 3. Om kompensation for feriefridage mv. se kildeskattebekendtgørelsens § 19, stk. 4

Er der tale om arbejdsvederlag, kan ydelsen gøres til genstand for lønindeholdelse, uanset om vederlaget er B-indkomst.

Såfremt regninger vedrører såkaldte frie ydelser, fx bolig-, telefon-, og biludgifter, og disse udskrives og sendes til skyldneren, men betales af arbejdsgiveren efter anmodning af skyldneren, må sådanne udgifter anses som værende betaling af skyldnerens private udgifter og derfor indgå i det beløb, som lønindeholdelsesbeløbet skal beregnes af.

De afgørende kriterier for, hvilke tillæg der kan foretages lønindeholdelse i, er, om disse ydelser er - eller kan sidestilles med - et arbejdsvederlag, og om det efter sin art udbetales. Der kan således ikke lønindeholdes i vederlag for udgifter, der er forbundet med tjenesten, og som ikke udbetales til eller godskrives lønmodtageren.

Afgrænsningen af ydelser, der kan foretages lønindeholdelse i, kan volde problemer. Nedenfor nævnes tre afgørelser, der kan være vejledende for afgrænsningen:

1. TfS 1988, 367 ØLD, hvor landsretten fastslog, at der kunne foretages lønindeholdelse for skyldnerens skatterestancer i en ægtefællepension udredt af en privat kasse.
2. TfS 1986, 191 SKD, hvor der blev truffet afgørelse om, at der kunne foretages indeholdelse i løn i opsigelsesperioden, der var på 2 år, da der var tale om vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.
3. TfS 1985, 369 SKD, hvor der blev truffet afgørelse om, at forbuddet i den daværende invalidepensionslov § 37 (nu § 47 i pensionsloven) mod udlæg og anden retsforfølgning i sociale ydelser ikke var til hinder for, at skattemyndighederne kunne foretage lønindeholdelse i sådanne ydelser i medfør af den daværende bestemmelse i KSL § 73, stk. 4 (nu stk. 1).

Der er fra 1. januar 1994 sket en bruttoficering af ydelser i henhold til serviceloven (før bistandsloven), således at ydelser efter serviceloven som udgangspunkt er skattepligtige.

Af kildeskattebekendtgørelsens § 17, stk. 1, nr. 3, følger, at udbetalinger i henhold til lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., lov om delpension, lov om social service, lov om aktiv socialpolitik, lov om fleksydelse, lov om integration af udlændige i Danmark (integrationsloven) og lov om en aktiv beskæftigelsesindsatser skattepligtige. Udgangspunktet er derfor, at der kan foretages lønindeholdelse i sådanne ydelser, jf. KSL § 73, stk. 1.

►Ydelser i henhold til serviceloven, der gives til dækning af nærmere bestemte udgifter for modtageren, samt ydelser efter lovens § 37 a og 47 a er dog stadig skattefri. ◄

Efter 1. januar 1994 bør der som udgangspunkt fortsat ikke foretages lønindeholdelse for restancer i kontanthjælp, jf. SD-cirkulære 1979-3 af 19. januar 1979.

I tilfælde, hvor udbetalingen af kontanthjælp efter bruttoprincippet fører til en betalingsevne, f.eks. hvor kontanthjælpsmodtageren har ingen eller kun beskedne boligudgifter, har indtægt ud over kontanthjælpen, eller hvor kontanthjælpsmodtageren på grund af fremført underskud har fået frikort, således at der ikke skal betales løbende A-skat, herunder indregnet restskat, vil der dog kunne foretages lønindholdelse. I sådanne tilfælde gælder bestemmelserne i kildeskattelovens § 73, stk. 3 og 4, hvorefter lønindholdelse kan ske, såfremt ikke særlige hensyn efter skattemyndighedens skøn taler derimod, og således at der i hver enkelt tilfælde er sikre oplysninger om, at der overlades skatteyderen det nødvendige til eget og familiens underhold.

Kontanthjælpsmodtagere, som ikke kun er på kortvarig bistandshjælp, men som har løbende, varig hjælp, vil i visse tilfælde komme i økonomisk trang, hvis de har en væsentlig indregnet restskat.

Disse skatteydere har i lighed med alle andre mulighed for at søge eftergivelse og henstand med restskatten. Betingelserne for at indrømme eftergivelse vil dog normalt ikke være opfyldt.

Ansøgning om eftergivelse behandles af told- og skatteregionerne og af Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Ved afslag gives klagevejledning til Told- og skattestyrelsen.

Hvis skatteyderen kun har bistandshjælp og derfor nedsat betalingsevne, kan der gives hel eller delvis opkrævningsmæssig henstand med den indregnede restskat, jf. principperne i Skatteministeriets cirkulære af 26. november 1990 om eftergivelse og henstand med told- og skattebeløb m.v. pkt. 11. Det beløb, der er givet henstand med, trækkes i så fald ud af forskudsregistreringen og omdannes til et skattetilsvar som B/restskat.

Ansøgninger om sådan henstand behandles af kommunerne. Ved afslag gives der klagevejledning til told- og skatteregionerne.

Der skal i disse tilfælde træffes afgørelse ud fra skatteyderens aktuelle økonomiske forhold, således at man i hvert enkelt tilfælde har sikre oplysninge om, at der overlades skatteyderen de nødvendige midler til eget og evt. familiens underhold jf. retsplejelovens § 509.

Opkrævningsmæssig henstand efter ovenstående principper kan gives, uanset at restskatten efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, anses for betalt.

Der kan ikke foretages lønindeholdelse i forsikringsydelser. Assurandør-Societet har for Folketingets Ombudsmand indbragt en sag om indeholdelse i en invaliderente, der blev udbetalt af et forsikringsselskab. Justitsministeriet udtalte i den anledning, at livrenter og andre forsikringsbeløb, der udbetales af forsikringsselskaber, næppe var omfattet af KSL § 73, stk. 4 (nu stk. 1). Som følge af denne udtalelse anmodede Skattedepartementet om, at man fremtidigt undlod at anvende KSL § 73, stk. 4 (nu stk. 1), på forsikringsydelser, indtil der ved en revision af kildeskatteloven kom en aldeles sikker hjemmel herfor.