|  | Generelt om omgørelse I SSL 
§ 37 C findes hjemmel til at tillade omgørelse af rent privatretlige dispositioner 
i relation til skatteansættelser, jf. nærmere nedenfor. En tilsvarende 
bestemmelse eksisterer ikke vedrørende told- og afgiftsområdet. Beskrivelsen nedenfor gælder for anmodninger om omgørelser, der er indgivet 
fra og med 1. juli 1999, jf. § 7, stk. 4, i lov nr. 381 af 2. juni 1999 om 
ændring af skattestyrelsesloven. For så vidt angår anmodninger indgivet 
inden 1. juli 1999 henvises til beskrivelsen i LV 1998 A.H.2.4 og S.F.1.2.6.
 Reglerne om omgørelse i SSL § 37 C vil i praksis ikke have betydning i 
det omfang koncernforbundne parter omfattet af kredsen i ligningslovens § 2, 
stk. 1, vælger at påberåbe sig og opfylder betingelserne i ligningslovens 
§ 2, stk. 4, for at foretage betalingskorrektion.
 Formålet med omgørelse er at undgå tilfælde, hvor en borger/virksomhed 
beskattes på grundlag af en privatretlig disposition, der har uforudsete skattemæssige 
virkninger, der er væsentlige og uhensigtsmæssige. Under hensyn til karakteren 
af hidtidig omgørelsespraksis og de alternative muligheder, der eksisterer 
for at sikre sig mod uforudsete skattemæssige virkninger af privatretlige dispositioner, 
er adgangen til at tillade omgørelse begrænset, jf. nærmere nedenfor 
om betingelserne for omgørelse.
 Disse alternative muligheder er bl.a. adgang til at få en bindende forhåndsbesked, 
adgangen efter ligningslovens § 2 til at berigtige en prisaftale og anerkendelsen 
efter SSL § 37 B af retten til at tage et skatteforbehold.
 Det fremgår af SSL § 37 C, stk. 1, at »i det omfang en skatteansættelse 
hviler på en privatretlig disposition, kan skatteministeren tillade, at en 
efterfølgende ændring af dispositionen tilægges virkning for skatteansættelsen 
(omgørelse)«, hvis nærmere angivne betingelser er opfyldte. En tilladelse 
til omgørelse indebærer således en accept af, at en efterfølgende 
ændring af en privatretlig disposition tillægges virkning for den oprindeligt 
foretagne skatteansættelse, således at skatteansættelsen »bliver 
forkert « og må ændres.
 Udgangspunktet er, at parternes skatteansættelser skal foretages som om den 
privatretlige disposition aldrig havde fundet sted, dvs. når en disposition 
fuldstændig ophæves, eller som om dispositionen oprindeligt havde fundet 
sted på de nu ændrede vilkår, dvs. når der alene ændres 
vilkår i den oprindelige disposition. Dette er ensbetydende med, at hvis parterne 
ønsker dispositionen helt ophævet, skal der foretages kompensation for 
statusændringer i den mellemliggende periode, eksempelvis forbedringer/forringelser 
på de tilbageførte aktiver. Parterne skal skattemæssigt behandle 
sådanne kompensationsbeløb på samme måde, som det der kompenseres 
for.
 Som et led i retableringen af status på det oprindelige overdragelsestidspunkt 
skal de foretagne skattemæssige afskrivninger i den mellemliggende periode 
annulleres, således at den oprindelige overdrager bevarer sit oprindelige afskrivningsgrundlag. 
Den oprindelige overdragers adgang til at foretage afskrivning i den mellemliggende 
periode beror på den almindelige praksis om tilladelse til efterfølgende 
af- og nedskrivning. Da hensigten med en fuldstændig ophævelse af den 
privatretlige disposition som nævnt er at retablere status på det oprindelige 
aftaletidspunkt, skal der derimod normalt ikke ske tilbageføring af indtægter 
og udgifter vedrørende løbende underaftaler med tredjemand og personlig 
virksomhed i den mellemliggende periode. Hvad angår forrentning af beløb, 
der betales mellem parterne som led i gennemførelsen af omgørelsen gælder, 
at manglende forrentning ikke vil have skattemæssige konsekvenser, medmindre 
der eksisterer særskilt hjemmel til at kræve forrentning, jf ligningslovens 
§ 2, stk. 1, eller den manglende forrentning er udtryk for skattemæssig 
omgåelse, jf. TfS 1998, 199 HD.
 Der skal i anmodningen om tilladelse til omgørelse være en specificeret 
redegørelse for, hvorledes der reguleres mellem parterne i den mellemliggende 
periode, jf. TSS-cirkulære 2000-28, hvor Ligningsrådet har udnyttet bemyndigelsen 
i § 19, stk. 2, i sagsudlægningsbekendtgørelsen til at fastsætte 
generelle retningslinjer. Af disse retningslinjer fremgår, at der i anmodningen 
bl.a. skal oplyses om indbyrdes kompensation for forbedringer, forringelser og afdrag 
på lån samt i hvilket omfang, der skal ske forrentning af beløb, 
der betales som led i omgørelsen. Endvidere skal parterne i anmodningen dokumentere, 
at der er enighed om omgørelsen samt hvorledes omgørelsen skal gennemføres.
 Afgrænsning af omgørelsesbegrebet De skattemæssige reguleringer 
som følge af ændring af en oprindelig privatretlig disposition kræver 
ikke altid tilladelse til skattemæssig omgørelse. I TSS-cirkulære 
2000-28 er der anført eksempler på tilfælde, hvor annullering af 
de skattemæssige virkninger ikke er betinget af en tilladelse til omgørelse. 
Der er nævnt tilfælde, hvor en privatretlig disposition viser sig at være 
ugyldig eller uvirksom eller i øvrigt efterfølgende reguleres som følge 
af omstændigheder, der var taget højde for allerede på det oprindelige 
dispositionstidspunkt. De skattemæssige reguleringer vil i sådanne tilfælde 
være en konsekvens af de privatretlige virkninger, således at der kan 
anmodes om genoptagelse af skatteansættelsen uden indhentelse af tilladelse 
til omgørelse. Tilsvarende gælder, hvis parterne kan godtgøre, at 
den privatretlige disposition er udtryk for en ren fejlekspedition, jf. for eksempel 
TfS 2000, 798 LSR, hvor en fejlagtig indbetaling på en kapitalpensionsordning 
blev skattemæssigt annulleret uden brug af omgørelsesinstituttet. Se tilsvarende 
TfS 1998, 682 TSS og TfS 1999, 738 TSS, hvor fejlagtige dispositioner vedrørende 
pensionsordninger kunne ændres uden anvendelse af omgørelsesinstituttet.
 Endelig skal der ikke ske behandling efter omgørelsesreglerne, hvis de skattemæssige 
virkninger ved indgåelse og ændring af en privatretlig disposition er 
særskilt reguleret i skattelovgivningen, eksempelvis skattebegunstigede pensionsordninger 
eller etableringskonti. I sådanne tilfælde vil muligheden for ændringer 
og udbetalinger uden den særlige efterbeskatning afhænge af, om den oprindelige 
disposition som ovenfor anført kan anses for ugyldig, uvirksom eller som en 
ren fejlekspedition.
 Betingelser for omgørelse Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 1, må 
dispositionen » . . ikke i overvejende grad have være båret af hensyn 
til at spare eller udskyde skatter eller afgifter.«
 Omgørelse af dispositioner i form af fx overdragelse af aktiver til en åbenbar 
over- eller underkurs vil således normalt ikke kunne tillades På den anden 
side vil omgørelse normalt kunne tillades af dispositioner, der indebærer 
succession, selvom successionen indebærer en skatteudskydelse. Dette skyldes, 
at en sådan dispositionen må antages i overvejende grad at være båret 
af andre hensyn end at udskyde skatten.
 Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 2, skal dispositionen ». . utvivlsomt have 
haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige.«
 Dispositionen skal således have haft væsentlige utilsigtede virkninger 
for den skattepligtige. I kravet om væsentlighed ligger ikke et krav om væsentlighed 
i relation til den pågældende disposition, men et generelt krav om, at 
de uforudsete skattemæssige virkninger er væsentlige.
 Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 3, skal dispositionen ». . have været 
lagt klart frem for myndighederne.« Dispositionen skal således oprindeligt 
have været lagt klart frem for den skatteansættende myndighed.
 Efter SSL § 37 C, stk. 1, nr. 4, er det en betingelse, at »de privatretlige 
virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes tillagt skattemæssig 
virkning, skal være enkle og overskuelige.«
 En tilladelse til omgørelse kan således afslås, hvis en imødekommelse 
af omgørelsesanmodningen vil resultere i en sådan uklarhed om de privatretlige 
virkninger heraf, at det vil være nødvendigt at foretage væsentlige 
skønsmæssige skatteansættelser.
 Bestemmelsen er parallel til SSL § 37 B, stk. 2, jf. afsnit O.2.
 Efter 
SSL § 37 C, stk. 1, nr. 5, er adgangen til omgørelse betinget af, »at 
alle, der vil blive berørt af en tilladelse til omgørelse, tiltræder 
omgørelsesanmodningen.« I det omfang en skattepligtig bor i en anden kommune 
end den, hvor ansøgeren bor, må også denne anden kommune have erklæret 
sig enig i omgørelsen, før en tilladelse kan gives. Det påhviler 
den skattepligtige at dokumentere, at betingelserne for omgørelse er opfyldt.
 Kompetence I henhold til SSL § 37 C, stk. 1, er omgørelseskompetencen 
henlagt til skatteministeren, der i sagsudlægningsbekendtgørelsens § 
8, litra 13, har delegeret kompetencen til de kommunale skattemyndigheder for så 
vidt angår fysiske personer og dødsboer, og efter samme bekendtgørelses 
§ 10, litra 1, har delegeret kompetencen til den skatteansættende myndighed 
for så vidt angår juridiske personer, bortset fra dødsboer. Af sagsudlægningsbekendtgørelsens 
§ 19, stk. 1, litra 3, fremgår, at klage i alle tilfælde skal ske 
til Ligningsrådet, der endvidere i bekendtgørelsens § 19, stk. 2 
er tillagt kompetence til at fastsætte generelle bestemmelser for administrationen 
af omgørelse. Sådanne generelle bestemmelser er fastsat i TSS-cirkulære 
2000-28.
 Frister Hvis 
anmodningen om omgørelse er indgivet inden 3 år fra udløbet af det 
pågældende indkomstår, og betingelserne i SSL § 37 C er opfyldt, 
gælder ingen yderligere betingelser for at kunne tillade omgørelse og 
dermed genoptagelse efter SSL § 34, stk. 2, henholdsvis den tidligere bestemmelse 
i SSL § 4, stk. 1, for så vidt angår indkomstår inden 1997. 
Hvis anmodningen om omgørelse er indgivet mere end 3 år efter udløbet 
af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstår før 
1997, er tilladelse til omgørelse og genoptagelse yderligere betinget af, at 
de almindelige betingelser for genoptagelse efter den tidligere bestemmelse i SSL 
§ 4, stk. 2, er opfyldt, dvs. de vejledende krav om en minimumsbeløbsgrænse 
på 3.000 kr. og en reaktionsfrist på 3 måneder, jf. afsnit G.3.2.2.1.
 Hvis 
anmodningen om omgørelse er indgivet mere end 3 år efter udløbet 
af det pågældende indkomstår og vedrører indkomstår fra 
og med 1997, vil tilladelse til omgørelse og genoptagelse yderligere være 
betinget af opfyldelse af kravene i SSL § 35, stk. 2 og 3, om en minimumsbeløbsgrænse 
på 5.000 kr. og en reaktionsfrist på vejledende 6 måneder, jf. nærmere 
herom under G.3.2.1.
 Gebyr 
Efter SSL § 37 C, stk. 2 er omgørelse betinget af, at der betales et gebyr 
svarende til gebyret for at få en bindende forhåndsbesked om egne forhold. 
Gebyret er i 2001 på 1.700 kr. med tillæg af 1.700 kr. for hver 5 timers 
tidsforbrug udover 45 timer ved sagsbehandlingen. Tidsforbruget opgøres på 
grundlag af tidsforbruget ved behandlingen af såvel omgørelsesanmodningen 
som de afledte skatteansættelser. Der medregnes kun tidsforbrug hos den myndighed, 
som afgør omgørelsesanmodningen i første instans. Beløbet reguleres 
efter § 20 i personskatteloven.Gebyret skal betales, før behandlingen 
af omgørelsesanmodningen påbegyndes. Et eventuelt tillægsgebyr skal 
være betalt, før anmodningen besvares. Gebyret tilfalder staten, medmindre 
afgørelseskompetencen er henlagt til kommunerne, i hvilket tilfælde gebyret 
tilfalder den pågældende kommune. Tilbagekaldes en anmodning om omgørelse, 
tilbagebetales gebyrer, der er betalt. Gebyret tilbagebetales ikke, hvis omgørelse 
nægtes.
 Pligt til vejledning om muligheden for omgørelse I forbindelse med varsling 
af en ansættelsesændring, der udspringer af en privatretlig disposition, 
skal den skatteansættende myndighed give vejledning om muligheden for omgørelse 
efter SSL § 37 C, såfremt omgørelse efter en konkret vurdering må 
anses for et nærliggende og relevant alternativ for den skattepligtige, jf. 
TSS-cirkulære 2000-28. Vejledningspligten gælder navnlig, hvor den privatretlige 
disposition er indgået mellem interesseforbundne parter og dette er myndigheden 
bekendt. Der skal dog ikke gives en sådan vejledning i tilfælde, hvor 
det må anses for åbenbart, at betingelserne for at tillade omgørelse 
ikke er opfyldt. I TSS-cirkulære 2000-28 har Ligningsrådet foreslået 
følgende ordlyd til vejledning: "Som et alternativ til at påklage 
den foreslåede ændring af skatteansættelsen henledes opmærksomheden 
på muligheden for at anmode om tilladelse til skattemæssig omgørelse, 
såfremt betingelserne i SSL § 37 C er opfyldt. Hvis der anmodes om tilladelse 
til omgørelse, skal der ved anmodningen betales et gebyr i henhold til SSL 
§ 37 C, stk. 2. Nærmere oplysninger om reglerne for omgørelse kan 
fås ved henvendelse hertil."
 Omgørelse contra klage over ansættelse (dobbelt sagsbehandling) 
Hvis en anmodning om omgørelse indgives sideløbende med en verserende 
klagesag vedrørende den skatteansættelse, der ønskes omgjort, skal 
anmodningen om omgørelse som udgangspunkt sættes i bero, jf. TSS-cirkulære 
2000-28. Hvis den skattepligtige ikke er enig i, at behandlingen af anmodningen 
om omgørelse stilles i bero, således at der bliver truffet afgørelse 
om omgørelse inden afslutningen af klagesagen vedrørende skatteansættelsen, 
skal en eventuel tilladelse til omgørelse betinges af, at tilladelsen udnyttes 
inden 3 måneder. Ved udnyttelse af tilladelsen bortfalder grundlaget for den 
verserende klagesag.
 
 
 
 
 
 |