|  | Forvaltningsloven regulerer parters udvidede 
adgang til aktindsigt i afgørelsessager. Personkreds Forvaltningsloven gælder for parters anmodninger om aktindsigt 
i afgørelsessager, jf. FVL § 9, stk. 1, 1. pkt. Forvaltningsloven indeholder 
ikke en definition af partsbegrebet, men udtrykket skal forstås i overensstemmelse 
med det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb, herunder den praksis, der har 
udviklet sig i tilknytning hertil. Afgørelsens adressat, dvs. den person afgørelsen 
rettes til, er utvivlsomt part. Men også andre end adressaten kan være 
part. Som part anses i øvrigt personer, der har en væsentlig, direkte, 
individuel og retlig interesse (af økonomisk eller personlig art) i sagens 
afgørelse og udfald.
 Myndigheden skal i tvivlstilfælde sikre sig, at den der anmoder om aktindsigt 
efter forvaltningsloven kan identificere sig som part, hvis imødekommelse af 
anmodningen indebærer videregivelse af oplysninger, der kunne og skulle være 
undtaget efter offenlighedslovens regler.
 Sagstyper Forvaltningsloven gælder for anmodninger om aktindsigt i afgørelsessager, 
dvs. sager hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, 
jf. FVL § 2, stk. 1. Ved afgørelser forstås konkrete retsakter, der 
fastsætter hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. 
Uden for lovens anvendelsesområde falder således faktisk forvaltningsvirksomhed, 
processuelle beslutninger, indstillinger og høringsudtalelser til en anden 
myndighed, tjenestebefalinger og almindelige beslutninger om tjenstlige forhold, 
generelle retsakter samt indgåelse af kontraktsforhold og andre privatretlige 
dispositioner, jf. afsnit B.
 Reglerne 
om aktindsigt gælder envidere ikke for verserende straffesager, herunder administrative 
straffesager på skatteministeriets område jf. FVL § 9, stk. 3. For 
at der er tale om en administrativ straffesag, må det kræves, at den kompetente 
myndighed har taget konkrete skridt til at behandle sagen som straffesag. Er en 
straffesag rejst, har partens beskikkede advokat dog adgang til aktindsigt, men 
de indhentede oplysninger må ikke videregives til parten uden myndighedernes 
samtykke, jf. § 2 i lov nr. 489 af 19. september 1984 om adgang til forsvarerbistand 
under en administrativ skatte- eller afgiftssag. I verserende sager, hvor sigtede/tiltalte 
ikke er eller vil blive repræsenteret af en forsvarer, bør sigtede endvidere 
efter princippet om meroffentlighed meddeles aktindsigt i oplysninger om faktiske 
forhold, hvis det er åbenbart, at der ikke foreligger nogen misbrugsrisiko. 
Der kan ligeledes meddeles aktindsigt i andre oplysninger, som måtte indgå 
i sagen, fx vidneafhøringer, hvis det efter en konkret vurdering må anses 
for ubetænkeligt.
 En part i en straffesag kan dog opnå aktindsigt efter særlige regler, 
når sagen er afgjort, jf. FVL § 18. I modsætning til hovedreglen 
om, at anmodninger om aktindsigt ikke skal være begrundet, er det efter denne 
bestemmelse en betingelse, at parten kan anføre væsentlige grunde til 
støtte for ønsket om aktindsigt. Denne betingelse vil eksempelvis være 
opfyldt, hvis der er en begrundet formodning om, at aktindsigt vil sætte en 
part i stand til at gøre et erstatningsansvar gældende over for sigtede 
eller tiltalte i sagen, eller hvis denne part herved vil kunne godtgøre, at 
der er begået en fejl ved straffesagens behandling. Det vil endvidere kunne 
tillægges betydning, om den pågældende part vil kunne skaffe sig 
oplysningerne på anden måde.
 Forholdet til tavshedspligt Hverken almindelige eller særlige regler 
om tavshedspligt begrænser parters adgang til aktindsigt efter forvaltningsloven, 
jf. FVL § 9, stk. 2. Skattemyndighedernes særlige tavshedspligt efter 
SSL § 37 og SKL § 6 F er derfor eksempelvis uden betydning for afgørelser 
om aktindsigt efter forvaltningsloven. Oplysninger, der svarer til de fortrolige 
oplysninger, der er omfattet af SSL § 37 og SKL § 6 F kan efter en konkret 
vurdering undtages fra aktindsigt efter FVL § 15, stk. 1, jf. nedenfor. Anvendelse 
af bestemmelsen kan især være aktuel i sager, hvor der er flere parter.
 Meroffentlighed Reglerne i forvaltningslovens kapitel 4 regulerer ligesom 
offentlighedslovens regler kun spørgsmålet om, i hvilket omfang forvaltningen 
er forpligtet til at give adgang til aktindsigt. Den enkelte myndighed er derfor 
ikke afskåret fra efter eget skøn at give parten/parterne i en sag aktindsigt 
i videre omfang end fastsat i forvaltningsloven, hvis dette ikke strider mod regler 
om tavshedspligt. Dette gælder selv om forvaltningsloven ikke - ligesom offentlighedsloven 
- indeholder en særlig bestemmelse om meroffentlighed.
 Det skyldes, at forvaltningsloven er en minimumslov, der indeholder en lovfæstelse 
af de mindstekrav vedrørende de mest grundlæggende rettigheder, der tilkommer 
den, der er part i en forvaltningsag. Loven er således ikke til hinder for, 
at parten tillægges rettigheder og beføjelser, der går videre end 
loven kræver.
 Omfang og undtagelser Partens ret til aktindsigt omfatter med de undtagelser, 
der er nævnt i FVL §§ 12 - 15, alle dokumenter i sagen, herunder 
journaludskrift og andre fortegnelser over sagens dokumenter, jf. FVL § 10, 
stk. 1.
 Undtagelsesbestemmelserne i FVL §§ 12 - 14 omfatter undtagelse af dokumenter, 
og bestemmelsen i FVL § 15 omfatter undtagelse af oplysninger.
 Efter FVL § 12, stk. 1, nr. 1 - 3 omfatter partens ret til aktindsigt generelt 
ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Bestemmelsen kan kun anvendes i det 
omfang de pågældende dokumenter ikke videregives eller ikke tidligere 
er blevet videregivet til andre myndigheder eller private. Udveksling af interne 
dokumenter mellem eksempelvis en told- og skatteregion/et toldcenter og Told- og 
Skattestyrelsen, mellem en af disse myndigheder og departementet eller mellem regioner/toldcentre 
indbyrdes vil således indebære, at de pågældende dokumenter 
mister deres interne karakter og undergives retten til aktindsigt efter forvaltningslovens 
almindelige regler, jf. FOB 1999, 321. Dette gælder også for udveksling 
mellem et toldcenter og en region, der har samme adresse og/eller samme chef.
 Dette gælder som hovedregel også for interne arbejdsdokumenter, der videregives 
til klage-, kontrol- eller tilsynsmyndigheder. Interne arbejdsdokumenter, der videregives 
til en klage-, kontrol- eller tilsynsmyndighed i anledning af en klage over afslag 
på aktindsigt i de pågældende dokumenter, vil dog ikke blive omfattet 
af retten til aktindsigt, jf. FOB 1994, 52ff. Afgivelse af internt arbejdsmateriale 
til Folketingets Ombudsmand i forbindelse med en klage vil - uanset klagens indhold 
- heller ikke medføre, at det pågældende materiale omfattes af retten 
til aktindsigt, jf. FOB 1975, 318.
 Efter FVL § 13, nr. 1 - 3 omfatter retten til aktindsigt - uanset hovedreglen 
i § 12 - en række interne arbejdsdokumenter, der foreligger i endelig 
form, når
 
Endelig er den generelle undtagelse af interne arbejdsdokumenter i § 12, stk. 
1, nr. 1 - 3 suppleret med en række specifikt angivne dokumenttyper af intern 
karakter i bestemmelserne i § 14, stk. 1, nr. 1 - 3 , der ligeledes er undtaget 
fra retten til aktindsigt.dokumenterne alene gengiver indholdet af myndighedens endelige beslutning vedrørende 
en sags afgørelse, dokumenterne alene indeholder en gengivelse af oplysninger, som myndigheden 
har haft pligt til at notere efter lov om offentlighed i forvaltningen, eller dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed 
for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn 
til en sags faktiske omstændigheder.  Efter FVL § 15, stk. 1, nr. 1 - 5 kan retten til aktindsigt i oplysninger begrænses 
ud fra hensynet til private eller offentlige interesser. I modsætning til bestemmelserne 
om interne arbejdsdokumenter i §§ 12 - 14, der er absolutte, forudsætter 
anvendelse af § 15, stk. 1, nr. 1 - 5 en afvejning af modstående interesser. 
Der skal i denne afvejning på den ene side indgå partens interesse i at 
kunne benytte de pågældende oplysninger til varetagelse af sit tarv, og 
på den anden side afgørende hensyn til den pågældende selv, 
andre private interesser eller offentlige interesser. Partens varetagelse af sit 
tarv omfatter her partens tarv under sagens behandling, herunder overvejelser om 
sagens indbringelse for højere administrativ myndighed, domstole eller Folketingets 
Ombudsmand.
 Ekstrahering Selv om et dokument eller en oplysning er undtaget fra aktindsigt 
efter FVL §§ 12, 14 eller 15, har myndighederne en ekstraheringspligt, 
jf. FVL §§ 12, stk. 2, 14, stk. 2 og 15, stk. 2. Det betyder, at myndigheden 
har pligt til at meddele aktindsigt i visse oplysninger efter de øvrige regler 
i forvaltningslovens kapitel 4, uanset bestemmelsernes stk. 1. Pligten omfatter 
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er af væsentlig 
betydning for sagens afgørelse. Hvis dokumenter eller oplysninger er undtaget 
fra aktindsigt efter §§ 12, 14 eller 15, og hvis der ikke er faktiske 
oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse, der skal videregives 
efter ekstraheringspligten, skal det fremgå af afgørelsen om aktindsigt, 
at spørgsmålet om ekstrahering har været vurderet i de pågældende 
dokumenter.
 |