I de tilfælde, hvor skatteyderen efter fraflytningen fortsat har rådighed over en helårsbolig, vil dette normalt være en tilstrækkelig betingelse til at anse bopælen for opretholdt, medmindre skatteyderen har haft til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet, se UfR 1982, s. 708 ØLD, TfS 1991, 132LSR (kendelsen er kommenteret i TfS 1991, 125) ►og TfS 2000, 168 LSR◄. Som eksempler på fortsat bopæl kan udover de ovenfor under D.A.1.1.2 nævnte afgørelser anføres: LSR 1982, 185, UfR 1982, s. 558 HRD, TfS 1986, 552 LSR, TfS 1987 ,475LSR ►og TfS 1999, 803 ØLD (appelleret)◄. I sidstnævnte to afgørelser blev dobbeltdomicil løst til fordel for det pågældende udland.

I TfS 1999, 929 TSS, påtænkte en skatteyder at flytte til Storbritannien sammen med sin ægtefælle og sin 13 årige søn for en periode af ca. 6 år, dels af hensyn til mandens helbred og dels af hensyn til sønnens skolegang. I Storbritannien havde familien erhvervet en beboelsesejendom i sameje med mandens forældre, hvor familiens andel af købesummen var blevet finansieret via et lån ydet af mandens far. Familien bevarede sit danske landsted under udlandsopholdet og ville i fraflytningsperioden benytte det som fritidsbolig - formentlig i op mod halvdelen af året på grund af de fortsat stærke tilknytningsforhold. Mandens eneste indtægtskilde fra Danmark ville være udbytter og bestyrelseshonorarer fra to danske selskaber. Der var ingen erhvervsmæssige indtægter i Storbritannien, men manden modtog ofte kontante gaver fra sine forældre. Under hensyntagen til disse forhold anså Ligningsrådet den fulde skattepligt til Danmark for opretholdt, ligesom Danmark blev anset for bopælsland i dobbeltbeskatningsaftalens forstand.
En skatteyder, der emigrerede fra Danmark til Storbritannien ultimo 1981, blev af skattemyndighederne anset for fuldt skattepligtig her til landet for indkomstårene 1981-1984 . Højesteret lagde ved afgørelsen vægt på, at skatteyderen havde bevaret en bopælsmulighed på sit danske gods, uanset det blev fremført, at hovedbygningen var lejet ud. Ud over bopælsmuligheden på godset var skatteyderen gået i realitetsforhandlinger om at købe en anden ejendom, inden han flyttede fra Danmark. Uanset at sidstnævnte ejendom, på skatteyderens forlangende, fik ændret status fra helårsbolig til sommerhusbeboelse i forbindelse med hans overtagelse af den, tillagde Højesteret ejendommens indretning og de af ham foretagne forbedringer afgørende betydning, ligesom man tillagde det betydning, at han havde benyttet ejendommen i et ikke uvæsentligt antal dage i den omtvistede periode. Derfor fandtes han også at have haft skatteretlig bopælsmulighed i denne ejendom. Sagsøgeren havde på intet tidspunkt erhvervsmæssige aktiviteter i Storbritannien. Reglen i KSL § 7, stk. 1, fandtes uden betydning i den pågældende sag, TfS 1996, 51 HRD.
Hvis en ægtefælle flytter til udlandet, uden at dette står i forbindelse med en egentlig ophævelse af samlivet, vil den pågældende ægtefælle i skattemæssig henseende sædvanligvis anses for at have bevaret bopælen her, hvis den tilbageværende ægtefælle opretholder det fælles hjem. Som eksempel herpå kan nævnes afgørelserne UfR 1975, s. 1079 HRD, TfS 1987, 195LSR, LSR 1982, 187 (dobbeltdomicil løst til fordel for Spanien) samt TfS 1990, 560 BF. Modsat dog TfS 1986, 299 ØLD, hvor den fraflyttede ægtefælles skattepligt blev anset for ophørt. Til grund herfor lå dog bl.a., at det var oplyst, at den anden ægtefælles forbliven i Danmark havde midlertidig karakter. Som eksempler på afgørelser, hvor den fraflyttede ægtefælles bopæl er anset for ophørt som følge af samlivsophævelse, se LSR 1984, 175 og TfS 1986, 611 LSR.
Er der tale om papirløse samlivsforhold vil spørgsmålet om den fraflyttedes fortsatte bopæl bero på en konkret vurdering af samlivsforholdets karakter, se TfS 1987, 25LSR. Der vil ofte i disse situationer yderligere være tale om, at den fraflyttede samlivspartners fulde skattepligt afhænger af en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder, fx erhvervsmæssige interesser og tilknytning til det andet land, se TfS 1988, 506 HRD og TfS 1989, 155VLD. En tilsvarende samlet bedømmelse kan i særlige tilfælde medføre fortsat bopæl uanset boligmulighedens form, se UfR 1987 , s. 888 HRD og TfS 1991, 308 ØLD (vekslende boligmuligheder) og TfS 1988, 411 LSR (bolig i tilknytning til kontor på campingplads). Rådighed over sommerhuse behandles særskilt nedenfor under D.A.1.1.2.2.
Bopæl kan på den anden side set ikke anses for bevaret, hvis skatteyderen ikke under en eller anden form - helt eller delvis - har rådighed over en bolig her i landet, se TfS 1998, 606 HRD og TfS 1998, 556 LSR.
En samlet bedømmelse kan omvendt føre til, at rådighed over en helårsbolig ikke er tilstrækkeligt til at anse bopælen for opretholdt, se LSR 1977, 1, UfR 1982, s. 708 ØLD (Brasiliensdommen) samt TfS 1985, 335 ØLD.
Hvis en skatteyder, der har boet hos sine forældre, og som midlertidigt, i en kortere periode, flytter til udlandet uden at etablere fast bopæl dér, vil bopælen i Danmark normalt blive anset for opretholdt, hvis boligmuligheden hos forældrene bevares under udlandsopholdet.► I en konkret sag rejste en skatteyder sammen med sin kæreste på ferie i USA. Han havde inden afrejsen fået klarlagt, at han ikke ville kunne opnå arbejdstilladelse derovre. Inden afrejsen flyttede han hjem til sine forældre, hvor han fik stillet en selvstændig kælderlejlighed med værelse, køkken, bad og gildesal til rådighed. Hans indbo m.v. blev opbevaret dér under udlandsopholdet. Han havde beholdt sin bil her, ligesom han fortsat havde bevaret sin bankforbindelse, sine forsikringer, sit a-kassemedlemsskab og lignende i Danmark. Under hensyntagen til at skatteyderen hele tiden havde haft til hensigt at vende tilbage til Danmark efter udlandsopholdets afslutning, til at han til stadighed havde haft en reel boligmulighed her i landet, til at han rent faktisk vendte tilbage til Danmark og endelig til, at han ikke havde etableret en fast bopæl i USA under opholdet dér, anså Landsskatteretten den fulde skattepligt efter KSL § 1, stk. 1, nr.1, for opretholdt under det godt et år lange udlandsophold. Heraf fulgte, at der ikke skulle foretages omregning til helårsindkomst, ligesom han opnåede et fuldt års personfradrag.◄