|  | For told- og skattemyndighedernes sagsbehandling gælder forvaltningsrettens 
almindelige regler, herunder princippet om lovmæssig forvaltning og en række 
uskrevne retsprincipper. Princippet om lovmæssig forvaltning betyder, at myndighedernes afgørelse 
ikke må være i strid med lovgivningen samt, at afgørelsen skal have 
hjemmel i en lovbestemmelse. De uskrevne retsprincipper, som er opstillet i retspraksis, 
er:
 
Ændringer af praksisI princippet kan told- og skattemyndighederne ændre 
en praksis, eksempelvis ved at vælge en anden fortolkning af en lovbestemmelse. 
Det gælder, selv om der er tale om en langvarig og hidtil konsekvent fulgt 
praksis. En skærpelse af praksis kan efter almindelige forvaltningsretlige 
regler kun ske med virkning for fremtiden. Under alle omstændigheder skal en 
praksisændring gennemføres med en vis smidighed, eventuelt efter en overgangsordning. 
I TfS 2000, 148 HD, hvor Ligningsrådet i nogle tilfælde havde afgivet 
en bindende forhåndsbesked, fandtes det ikke godtgjort, at der havde eksisteret 
en administrativ praksis, der afskar skattemyndighederne fra at nægte fradragsret 
for renter og provision i den konkrete situation.grundsætningen om magtfordrejning, dvs. det forhold, at forvaltningen ikke 
må varetage usaglige hensynden almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning om, at der ikke 
må ske usaglig forskelsbehandlingprincippet om pligtmæssigt skøn, dvs. det forhold, at når der 
ved lov er overladt myndigheden en forpligtelse til at foretage en individuel vurdering 
i den enkelte sag, kan forvaltningen ikke undlade at inddrage relevante saglige 
hensyn i den skønsmæssige vurderingproportionalitetsgrundsætningen, dvs. det forhold, at indgrebet ikke må 
være videregående end formålet tilsiger Lempes en administrativ praksis, antages det i almindelighed, at afgørelser, 
der er truffet efter den tidligere strenge praksis, kun kan kræves taget op 
til ny overvejelse og afgjort efter den nye praksis, såfremt den tidligere 
praksis har været ulovlig. Er der tale om en ny praksis, der inden for lovens 
rammer lægger andre hensyn til grund eller foretager en anderledes vægtning 
af hensynene indbyrdes (det skønsmæssige element), har borgeren/virksomheden 
ikke krav på, at en sag genoptages.
 En klart ulovlig administrativ praksis vil blive tilsidesat af domstolene. Tilsvarende 
gælder, hvor myndigheden har  
sat skøn under regel, således at myndighederne 
har undladt at vurdere, om der i den konkrete sag foreligger sådanne specielle 
omstændigheder, at den administrative praksis burde være fraveget. Myndigheden 
kan her have tilsidesat princippet om »pligtmæssigt skøn«.
 Adgangen til at støtte ret på generelle udsagnMed UfR 1983, 8 HD 
er det fastslået, at ligningsmyndighedernes overordnede generelle praksis alene 
kan skærpes med fremtidig virkning. En sådan skærpelse kan tidligst 
få virkning fra det tidspunkt, hvor skærpelsen offentliggøres på 
relevant måde, fx i TfS eller ved udsendelse af et cirkulære, herunder 
et cirkulære, der ændrer et hidtidigt cirkulære, jf. TfS 1993, 345 
VLD og TfS 1996, 656 VLD, eller ved en skærpet formulering i Ligningsvejledningen. 
Det anførte gælder dog ikke i det omfang den ændrede praksis alene 
er udtryk for en udfyldning eller præcisering af hidtidig praksis, jf. fx TfS 
1994, 587, 588 og 589 HD om den skattemæssige behandling af lån i fælleskasser, 
hvor skattemyndighedernes præcisering af praksis kunne gøres gældende 
uden forudgående varsel. At en generel overordnet praksis alene kan skærpes 
med fremtidig virkning er ensbetydende med, at de skattepligtige som udgangspunkt 
kan støtte ret på en forventning om, at en entydig og forbeholdsløs 
formulering i cirkulærer og Ligningsvejledning indtil videre er udtryk for 
myndighedernes generelle praksis. Der kan henvises til UfR 1965, 399 HD, TfS 1992, 
19 ØLD, TfS 1994, 295 ØLD, TfS 1996, 210 HD, TfS 1996, 642 HD, TfS 1997, 
613 VLD og TfS 1997, 834 VLD. Som undtagelse herfra gælder dog, at de skattepligtige 
ikke kan støtte ret på en formulering, der måtte føre til resultater, 
der er i direkte modstrid med højere rangerende retskilder, dvs. lovgivning, 
domspraksis og offentliggjort fast administrativ praksis, jf. fx TfS 1993, 101 VLD, 
TfS 1993, 161 VLD og TfS 1995, 483 HD. En forudsætning for, at de skattepligtige 
kan støtte ret på indholdet af generelle administrative retskilder er 
endvidere, at retskilden hidrører fra de overordnede myndigheder, jf. TfS 1994, 
551 VLD og TfS 1996, 173 ØLD, hvor der ikke kunne støttes ret på 
generelle udsagn fra en told- og skatteregion. I sagen refereret i TfS 2000, 871 
HD kunne et notat fra statsskattedirektoretet (nu Told- og Skattestyrelsen) om investering 
i lystbåde efter sin karakter ikke begrunde en retligt beskyttet forventning 
hos en skattepligtig, der var kommet i besiddelse af notatet, om, at hans bådudlejningsvirksomhed 
ville blive anerkendt som erhvervsmæssig.
 Det er naturligvis også en forudsætning, at den skattepligtige kan dokumentere, 
at der eksisterer en fast administrativ praksis, jf. TfS 2000, 761 ØLD, hvor 
en skattepligtig havde påberåbt sig en administrativ praksis om, at lotterigevinster 
under en vis mindstegrænse ikke blev beskattet. Den skattepligtige gjorde endvidere 
gældende, at det måtte have processuel skadevirkning for Skatteministeriet, 
hvis ligningsmyndighedernes interne retningslinier om mindstegrænser ikke blev 
fremlagt i retten. Gevinsten blev anset for skattepligtig, fordi retten ikke fandt 
det dokumenteret, at der eksisterede en fast administrativ praksis, hvorefter gevinster 
af den pågældende art og størrelse var skattefrie.
 Lighedsgrundsætningen At borgerne/virksomhederne kan støtte ret 
på de overordnede myndigheders generelle praksis med de anførte undtagelser, 
er et udslag af den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, der 
også kan påberåbes i tilfælde, hvor forventningssynspunktet, 
jf. afsnit C.3, ikke er aktuelt. Dette 
vil fx være relevant, i tilfælde hvor der henvises til en praksis, der 
ikke var kendt eller beskrevet på det tidspunkt, hvor borgeren/virksomheden 
disponerede. Dette kan fx være tilfældet, hvis der i Ligningsvejledningen 
for 1999, der først udgives i marts 2000 er beskrevet nogle retningslinjer, 
der ikke tidligere har været beskrevet, som skal være gældende for 
indkomståret 1999.
 Påberåbelse af lighedsgrundsætningen forudsætter endvidere, 
at den generelle praksis, der henvises til, ikke er direkte ulovmedholdelig eller 
i strid med højere rangerende retkilder. Påberåbelse af lighedsgrundsætningen 
forudsætter endelig, at en borgers/virksomheds konkrete sag er helt identisk 
med den generelle praksis eller afgørelse, der henvises til, jf. TfS 1995, 
486 ØLD og TfS 1998, 778 H, hvor dette krav ikke var opfyldt.
 Det vil normalt alene være de centrale myndigheders generelle praksis, der 
kan påberåbes efter en lighedsgrundsætning jf. fx TfS 1995, 483 HD, 
hvor lighedsgrundsætningen ikke kunne påberåbes vedrørende en 
lokal praksis, der var forkert, da en skatteskattepligtig ikke kunne støtte 
ret på, at en skattepligtig i en anden kommune havde fået medhold i en 
helt tilsvarende sag om fradrag for udepenge.
 Tilsvarende TfS 2000, 374 HD hvor lighedsgrundsætningen ikke kunne begrunde 
fradrag, selvom andre skattepligtige med urette måtte have opnået fradrag 
under lignende omstændigheder.
 En anden begrænset rækkevidde af lighedsgrundsætningen følger 
af en Ombudsmandsudtalelse, der er refereret i TfS 1994, 202, hvorefter der ikke 
kunne støttes ret på anvendelsen af et genoptagelsescirkulære efter 
dettes ophævelse, og efter at skattemyndighederne var ophørt med at administrere 
efter cirkulæret, jf. skatteministerens svar om samme cirkulære i TfS 
1994, 205.
 
 |