Momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f), bestemmer, at forvaltning af investeringsforeninger er momsfritaget.

Dette gælder, uanset om denne forvaltning udføres af foreningen selv, af et administrationsselskab eller andre, hvortil kompetencen er lovligt delegeret.

Fritagelsen omfatter ydelser, der er forbundet med sædvanlig formueforvaltning.

Investeringsforeninger

Der forekommer  3 typer af investeringsforeninger:

  • kontoførende investeringsforeninger
  • certifikatudstedende - udloddende investeringsforeninger
  • certifikatudstedende - akkumulerende investeringsforeninger.

For en nærmere beskrivelse, se Ligningsvejledningen; Selskaber og aktionærer, S.A.1.8.

I lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger er investeringsforeninger i § 4, stk. 1, defineret som foreninger, hvis virksomhed består i fra en videre kreds eller offentligheden at modtage midler, som under iagttagelse af et princip om risikospredning anbringes i instrumenter i overensstemmelse med reglerne i lovens kapitel 13, og som på forlangende af en deltager indløser deltagerens andel af formuen med midler, der hidrører fra denne.  Loven indeholder i andre bestemmelser definitioner på andre typer af foreninger, der efter en konkret vurdering skatteretligt kan betragtes som investeringsforeninger, se Ligningsvejledningen, S.A.1.8.

►EF-domstolen har i dommen i sag C-363/05, Claverhouse, udtalt, at sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6, (nu Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra g) (momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f) giver medlemsstaterne et skøn til at definere, hvilke foreninger, der på deres område, omfattes af begrebet »investeringsforeninger« ved anvendelsen af den i bestemmelsen omhandlede momsfritagelse. Ved udøvelsen af dette skøn er medlemsstaterne imidlertid forpligtede til at iagttage bestemmelsens formål, som er at gøre det lettere for investorer at investere i investeringsforeninger, samtidig med at princippet om afgiftsneutralitet overholdes for så vidt angår betaling af moms for forvaltningen af investeringsforeninger, der konkurrerer med andre investeringsforeninger, såsom de foreninger, der er omfattet af UCITS-direktivets anvendelsesområde. Sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6, har direkte virkning, idet en afgiftspligtig person, som gør indsigelse mod anvendelsen af en national bestemmelse, som er i strid hermed, kan påberåbe sig bestemmelsen.◄

    Forvaltning

    EF-domstolen blev i sag C-8/03, BBL, omtalt i afsnit C.1.4, af en belgisk domstol forelagt spørgsmålet, om visse ydelser i forbindelse med forvaltning af investeringsforeninger var omfattet af 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 2, litra e) (Momslovens § 15, stk. 2). EF-domstolen blev tillige forelagt spørgsmålet, om de pågældende ydelser var omfattet af fritagelsen i direktivets artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6 (nu Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra g) (momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f), såfremt de ikke var omfattet af artikel 9, stk. 2, litra e). EF-Domstolen fandt, at de pågældende ydelser var omfattet af artikel 9, stk. 2, litra e), idet domstolen bemærkede, at 6. direktivs artikel 9, stk. 2, litra e), tredje og femte led (momslovens § 15, stk. 2, nr. 3 og 5) dækker såvel rådgivningsydelser som bank- og finansieringstransaktioner. Da ydelserne derfor ikke havde leveringssted i Belgien, men i Luxembourg, var det ikke nødvendigt for EF-domstolen at tage stilling til, om de pågældende ydelser var omfattet af fritagelsen i direktivets artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6 (momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra f).

    EF-domstolen har i dommen i sag C-169/04, Abbey National plc, udtalt, at begrebet »forvaltning« af investeringsforeninger i sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6, er et selvstændigt fællesskabsretligt begreb, hvis indhold medlemsstaterne ikke kan ændre. Domstolen udtalte videre, at sjette direktivs artikel 13, punkt B, litra d), nr. 6, skal fortolkes således, at de administrative og regnskabsmæssige tjenesteydelser, som leveres af en tredjepartsadministrator, er omfattet af begrebet »forvaltning af investeringsforeninger« som omhandlet i denne bestemmelse, hvis de, set under ét, udgør en særskilt helhed og er specifikke og væsentlige for forvaltningen af investeringsforeninger. Derimod er tjenesteydelser, der svarer til en depositars opgaver, som dem, der er nævnt i artikel 7, stk. 1 og 3, og artikel 14, stk. 1 og 3, i direktiv 85/611, ikke omfattet af dette begreb.

    ►Skatterådet har i SKM2007.295.SR udtalt, at modsat hvad gælder for forsikring, jf. f.eks. EF-domstolens dom i sag C-349/96, CPP, overførsler, jf. dommen i sag C-2/95, SDC, værdipapirer, jf. dommen i sag C-235/00, CSC, og væddemål, jf. dommen i sag C-89/05, United Utilities plc., har EF-domstolen ikke i sag C-169/04, nærmere defineret begrebet "forvaltning" af investeringsforeninger. Derimod har domstolen slået fast, at fritagelsen for forvaltning af investeringsforeninger alene finder anvendelse på en underleverandør (tredjepartsadministrator), såfremt underleverandørens ydelser, set under ét, udgør en særskilt helhed og er specifikke og væsentlige for forvaltning af investeringsforeninger.◄

    ►På baggrund af det af domstolen i præmis 68 i sag C-169/04 anførte om afgiftsneutralitet og på baggrund af domstolens henvisning i præmis 64 til bilag II til direktiv 85/611/EØF af 20. december 1985 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), som ændret ved direktiv 2001/107/EF af 21. januar 2002 med henblik på en regulering af administrationsselskaber og forenklede prospekter og ved direktiv 2001/108/EF af 21. januar 2002 med hensyn til investeringsinstitutters investeringer, så fandt Skatterådet, at de opgaver i forbindelse med forvaltning af investeringsfonde og investeringsselskaber, som er nævnt i den ikke-udtømmende liste i bilaget, kan anses for omfattet af fritagelsen. Det må dog være en betingelse, at de leveres til en forening, som efter dansk praksis vedrørende skattelovgivningen kan anses for en investeringsforening, jf. medlemsstaternes skønsbeføjelse med hensyn til begrebet "investeringsforening" i Momssystemdirektivets artikel 135, stk. 1, litra g).◄

    ►De i bilaget anførte opgaver omfatter:◄

    ►- Investeringsforvaltning◄

    ►- Administration:◄

    ►a) juridisk bistand og regnskabstjenesteydelser i forbindelse med fondsforvaltning◄

    ►b) kundeforespørgsler◄

    ►c) værdi- og prisfastsættelse (herunder selvangivelser)◄

    ►d) kontrol med overholdelse af lovgivning◄

    ►e) ajourføring af deltagerregister◄

    ►f) udlodning af overskud◄

    ►g) emission og indløsning af andele◄

    ►h) kontraktetablering (herunder udsendelse af beviser)◄

    ►i) registrering.◄

    ►- Markedsføring.◄

    ►Hidtidig dansk praksis, jf. Momsvejledningen 2007-2, har indrømmet fritagelse for følgende ydelser:◄

    • Den daglige administration af porteføljen, herunder bogholderi.
    • Rådgivning og beslutning om placering af midlerne og effektuering af køb og salg af værdipapirer for foreningen.
    • Beregning af investeringsbevisernes indre værdi.
    • Udstedelse og indløsning af investeringsbeviser.
    • Andre administrative ydelser, herunder IT, prospekter m.m., markedsføring, ledelse samt udvikling og analyse.
    • Aktiviteter udført af andre, hvortil kompetencen er lovligt delegeret, herunder af depotbanken, såsom afvikling af investeringsaktiviteterne, indkassering af dividender og renter, afstemning af positioner med korrespondenter, opbevaring af værdipapirer, salg og rådgivning, opbevaring af investeringsbeviser, VP, prisstillergebyr og aktiebog.

    ►Skatterådet fandt, at EF-domstolens dom i sag C-169/04, Abbey National, ikke var til hinder for, at denne praksis blev opretholdt. Dog med den undtagelse, at ydelser leveret af depositarer for institutter for kollektiv investering, som dem, der er nævnt i artikel 7, stk. 1 og 3, og artikel 14, stk. 1 og 3, i direktiv 85/611, fremover ikke kunne anses for momsfri. Aktiviteter udført af andre, hvortil kompetencen er lovligt delegeret, må således stadig anses for momsfri, dog ikke ydelser leveret af depotbanker.◄

    ►De i SKM2007.295.SR omhandlede ydelser kunne derfor alle anses for omhandlet af begrebet forvaltning af investeringsforeninger, da selskabet ikke var en depotbank. Ydelserne var derfor momsfrie i det omfang, at de blev leveret til en forening, som efter dansk praksis vedrørende skattelovgivningen kunne anses for en investeringsforening.◄