| Forældelsesfristen suspenderes, hvis kreditor på grund af utilregnelig
uvidenhed har været ude af stand til at gøre sit krav gældende. Der
kan være tale om uvidenhed med hensyn til kravets eksistens som følge
af retlige eller faktiske vildfarelser eller uvidenhed om skyldnerens opholdssted,
jf. 1908-lovens § 3.
Retlige vildfarelser Retlige vildfarelser hos skatte- og afgiftsmyndighederne
vil ikke medføre, at forældelsesfristen suspenderes, da myndighederne
under alle omstændigheder bærer risikoen for tvivl om retsstillingen.
Vildfarelser af faktisk karakter Vildfarelser af faktisk karakter kan derimod
medføre suspension. Efter domspraksis stilles der strenge krav til skatte-
og afgiftsmyndighedernes agtpågivenhed, herunder en pligt til at indhente oplysninger.
Det er således ikke tilstrækkeligt til at udskyde forældelsesfristens
begyndelsestidspunkt, at fx en skattepligtigs selvangivelse har været urigtig,
såfremt skattemyndighederne ved en sædvanlig undersøgelse af selvangivelsen
og eventuelt en sammenligning af denne med tidligere års selvangivelser burde
være blevet opmærksomme på det ikke-oplyste forhold.
Af dommen UfR 1971, 856 ØLD fremgår endvidere, at et krav på gaveafgift
ikke var suspenderet i en situation, hvor grundlaget for rejsning af kravet havde
kunnet udledes af en tidligere indgivet selvangivelse. Dette var på trods af,
at kompetencen til at rejse krav om gaveafgift lå hos de daværende amtsstuer.
På den anden side kan myndighederne naturligvis ikke være forpligtede
til at tage alle eventualiteter i betragtning eller til at foranstalte dyberegående
undersøgelser uden synlig anledning, jf. dommen TfS 1998, 584 HD, hvor forældelsesfristen
vedrørende krav på gaveafgift var suspenderet, fordi det ikke med tilstrækkelig
tydelighed fremgik af parternes selvangivelser, at der var givet gaver. Forældelsesfristen
var ligeledes suspenderet i en situation, hvor der ikke var anledning til at betvivle
rigtigheden af et selvangivet fradrag, således at skattemyndigheden ikke ved
ligningen var forpligtet til at foretage en nærmere undersøgelse af grundlaget
for fradraget, jf. TfS 1990, 120 ØLD.
Hvis skatte- og afgiftsmyndighederne under en efterprøvelse af det regnskabsmæssige
grundlag støder på oplysninger, som ikke kan udledes af det materiale
myndighederne hidtil har været i besiddelse af, suspenderes forældelsesfristen
med hensyn til det yderligere krav indtil det tidspunkt, da myndighederne bliver
i stand til at gøre deres yderligere krav gældende, jf. Meddelelser fra
skattedepartementet. 63.347. I TfS 1997, 755 ØLK var fristen for opkrævning
af et skattekrav, der var afledt af en efterbeskatning af forskudsafskrivning suspenderet,
indtil skattemyndighederne kunne konstatere, at et planlagt byggeri ikke var blevet
gennemført. Se endvidere den tilsvarende TfS 2000, 485 HD, hvor det blev antaget,
at et krav på aktieafgift ikke var forældet, da selvangivelsesoplysningerne
ikke entydigt gav myndighederne et tilstrækkeligt grundlag for at gøre
kravet på aktieafgift gældende. Fristen var derfor suspenderet indtil
det tidspunkt, hvor det under en ransagning blev konstateret, at der var sket en
aktieoverdragelse. I overensstemmelse hermed kan henvises til Momsnævnets afgørelse
989/87, hvor fristen var suspenderet indtil myndighederne fik kendskab til, at der
var drevet uregistreret virksomhed.
Uvidenhed om skyldnerens opholdssted Der indtræder ikke suspension,
blot fordi myndighederne ikke har kendskab til skyldnerens opholdssted eller adresse.
Det må yderligere kræves, at myndigheden har gjort et relevant forsøg
på at indhente oplysninger om skyldnerens opholdssted. Der kan henvises til
følgende afgørelser: TfS 1992, 213 VLK, vedrørte et tilfælde,
hvor en skattepligtig i 1981 fik udbetalt en rateforsikring, hvorefter den skattepligtige
i 1982 bosatte sig i England. Kravet om tillægsskat forfaldt til betaling i
1982. Efter at være vendt tilbage til Danmark i 1989, blev den skattepligtige
afkrævet skatten. Vestre Landsret fandt, at 1908-lovens forældelsesfrist
alene suspenderes i de i 1908-loven opregnede tilfælde. Forældelsesfristen
var derfor ikke suspenderet, idet skattemyndighederne havde kendskab til den skattepligtiges
opholdssted, selvom det havde været umuligt at inddrive skattegælden under
opholdet i England.
Ved Århus byrets dom i UfR 1982, 872 var et momskrav forældet, da toldmyndigheden
ved henvendelse til skyldnerens far kunne have fået oplysning om skyldnerens
opholdssted i Canada. Toldvæsenet havde tidligere været i forbindelse
med faderen. Herefter ansås forældelsesfristen ikke for suspenderet.
TfS 1999, 544 VLD drejede sig om, hvorvidt et krav i et dødsbo for skyldig
moms mv. for en periode i 1987 og 1988 måtte anses for forældet ved anmeldelsen
i 1994. Den skattepligtige var meldt savnet fra marts 1988 til februar 1994, da
han blev fundet druknet. Skattemyndighederne havde holdt sig orienteret om, hvorvidt
den skattepligtige fortsat var meldt savnet i CPR-registeret. Landsretten fandt,
at toldvæsenet i hvert fald indtil oktober 1992, hvor der var indgivet selvangivelser
for de pågældende år, havde været ude af stand til at gøre
sit krav gældende. Kravet på betaling af moms mv. fra januar kvartal 1987
og indtil januar kvartal 1988, der blev anmeldt i dødsboet i oktober 1994,
var derfor ikke forældet.
Særligt om ligningslovens § 32 F 1908-loven suppleres af ligningslovens
§ 32 F for så vidt angår krav på skat af fortjenester omfattet
af ejendomsavancebeskatningslovens og af afskrivningslovens §§ 9, 21 og
40. Ved beregningen af forældelsesfristen for krav efter disse bestemmelser
skal der ses bort fra den tid, som skattemyndighederne har været ude af stand
til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol på grund af den
skattepligtiges ophold i udlandet. Skattemyndighederne er altså ikke henvist
til at anlægge sag ved en fremmed domstol for at afbryde forældelsen af
disse krav. Men bestemmelsen i ligningslovens § 32 F finder på den anden
side ikke anvendelse, så længe den skattepligtige opholder sig i et land,
hvor et dansk skattekrav kan gennemføres i kraft af en bistandsaftale. Der
kan henvises til afgørelsen TfS 2000, 205 ØLD, der omhandler den tilsvarende
bestemmelse i § 14, stk. 4, i den nu ophævede lov om særlig indkomstskat,
og hvor det blev lagt til grund, at de danske skattemyndigheder i en periode var
ude af stand til at gøre kravet gældende ved en dansk domstol, hvorfor
den formueretlige forældelsesfrist var suspenderet i nævnte periode.
Ved suspension Hvis fristen er suspenderet, løber forældelsesfristen
ikke i det tidsrum, hvor betingelserne for suspension er opfyldt. Dvs. at hvis betingelserne
for suspension har været opfyldt fra kravets stiftelse, løber fristen
først fra det tidspunkt, hvor den suspenderende omstændighed ophører,
det vil typisk sige når de relevante oplysninger er kommet til myndighedernes
kundskab. Den tid, der herefter medgår til sagens færdigekspedition, medfører
normalt ikke yderligere suspension af forældelsesfristen, medmindre der er
tale om en situation, hvor myndighederne i forbindelse med suspensionens ophør
har modtaget et så omfattende materiale, at en rimelig tid til bearbejdelse
heraf efter omstændighederne skønnes at være nødvendig.
Af dommen TfS 2000, 205 ØLD følger, at hvis en borger/virksomhed, i forbindelse
med påklage af fastsættelse af grundlaget for et krav, har fået bevilget
henstand med betaling, vil fristen for forældelse af myndighedernes krav være
suspenderet i henstandsperioden. Se tilsvarende TfS 1994, 682 ØLD, hvor virksomheden
ikke kunne gøre forældelsesindsigelsen gældende så længe
den selv havde foranlediget inddrivelse af moms stillet i bero. |